Filioque - striden om Faderen og Sønnen

Filioque - doktrinen om Sønnen, er her afbildet på altertavlen i kirken i Boulbon. Værket hedder "treenighed med en donor," der er fra omkring det femtende århundrede. Foto: WikiCommons

Striden om en tilføjelse til trosbekendelsen var med til at splitte kirken i to. Få historien bag det lille men betydningsfulde ord filioque, der betyder "og sønnen," her

I 1054 blev kristenheden delt i to. De østlige kirker, det vil sige de ortodokse, skilte sig ud fra den romersk-katolske. Grunden var formuleringen i den gamle nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse fra 381 (se faktaboks, red.). Men der var andre og måske nok så væsentlige grunde til adskillelsen. Hvad gik striden egentlig ud på? Her følger et overblik over en af oldkirkens største stridigheder.

Kirkens bekendelse

I 325 havde den romerske kejser Konstantin den Store indkaldt til et kirkemøde i Nikæa på Lilleasiens vestkyst for at skabe forlig i den unge kirke. Sagen var, at der var opstået uenighed om, hvordan man skulle forstå Sønnens, altså Jesu Kristi forhold til Gud Faderen.

Var Kristus lige så meget gud som Gud selv? Dette spørgsmål truede med at sprænge kirken. Ved et kirkemøde i Nikæa blev der så vedtaget en formulering, der fastslog, at Kristus er af samme væsen som Faderen. Den nikænske bekendelse blev så igen vedtaget ved et kirkemøde i Konstantinopel i 381.

I det tredje led i bekendelsen står:

Og på Helligånden, som er Herre, og som levendegør,
som udgår fra Faderen og fra Sønnen,
som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen,
som har talt ved profeterne.

Dette ”og fra Sønnen” (latin: filioque) stod faktisk ikke i den oprindelige bekendelse fra 381, men blev først tilføjet ved et kirkemøde i Toledo i Spanien i 589. Altså: Helligånden udgår fra Faderen og Sønnen. Denne formulering blev bekræftet ved et kirkemøde i Aachen i 809. Den frankiske kejser, Karl den Store og hans ledende kirkefolk ønskede netop denne formulering i kampen mod de såkaldte arianere.

Arius var netop den teolog, som oprindeligt havde fremlagt en lære om, at Kristus ikke er evig og af samme væsen som Faderen, men er skabt og foranderlig. Derved blev han årsag til den strid, der førte til den nikænske bekendelse. Men der var stadig mange arianske kristne i Europa. Og dem ønskede Karl den Store i samarbejde med den romerske pave at bekæmpe. Derfor gjaldt det om, at bekendelsen konsekvent udtrykte, at der var lighed mellem Gud Fader, Sønnen og Helligånden, samt at Sønnens guddommelighed gav sig udtryk i, at Helligånden også udgik fra ham.

Protest fra østkirken

Fotios, der var patriark af Konstantinopel 858-67 og 877-86 og som var en tidens lærdeste gejstlige, protesterede imidlertid og fastholdt sætningen: ”...udgår fra Faderen alene”. Pave Nikolaus 1 forlangte nu, at Fotios som pavens ”underordnede” tilbagekaldte, og da Fotios nægtede, fik paven i stedet og midlertidigt genindsat Fotios` forgænger i patriarkembedet. Det hele endte med, at de to kirkeledere bandlyste hinanden, og striden kan kirkehistorisk ses som det første afgørende skridt frem mod det endelige skisma i 1054.

Men der var også andet på spil imellem øst- og vestkirken. For det første var det mere og mere tydeligt, at patriarken af Konstantinopel, som ansås for at være den førende kirkeleder i familien af ortodokse kirker, ikke ville bøje sig for romerpavens autoritet. For det andet var der i østkirken et andet syn på det religiøse billede end vestkirken havde. I øst havde kirken efter stor og voldsom indbyrdes strid nu fastslået, at det religiøse billede, ikonen, i sig indeholdt det guddommelige selv.

Ved et kirkemøde i Nikæa i 787 havde man i østkirken formuleret det sådan, at et billede af Kristus eller en helgen skulle tilbedes. Altså at det var den, som billedet forestillede og ikke billedet selv, der skulle være genstand for andagt. Det guddommelige var som idé gemt bag selv det ydre billede. Det hellige bllede er, som ortodokse teologer siger i dag, et ”vindue til Guds rige”.

Allerede de frankiske teologer afviste dette ved et møde i Frankfurt i 794. For dem var det religiøse billede blot et stykke håndværk, der tjente et pædagogisk formål.

Det endelige skisma 1054

I 1054 lagde en romersk delegation en bandbulle på alteret i Sofiakirken i Konstantinopel mod patriark Michael Kerullarios og den byzantinske kirkeledelse. Afsenderen var den stærke pave Leo 9. Baggrunden var, at patriark Kerullarios havde rejst flere anklager mod vestkirken bl.a. for at bruge usyret (ugæret) brød ved messen, hvilket blev gjort til et spørgsmål om, hvorvidt vestkirkens messe overhovedet var gyldig.

Dernæst beskyldte østkirkens gejstlige vestkirken for at bruge jødiske riter, idet den vestkirkens gejstlige fastede om lørdagen. Og så var der den gamle sag om filioque i trosbekendelsen.

Omvendt krævede pave Leo 9., der ville gennemføre, at de gejstlige levede i cølibat, at den østlige kirke også underkastede sig denne ordning. Sagen var nemlig at de østlige kirker tillod sognepræsterne at være gifte.

Leo 9. afgørende argument for sin autoritet var, at han som Petes efterfølger og Kristi stedfortræder havde den åndelige autoritet i kirken. Hertil kom yderligere, at han mente at besidde verdensmagten, idet kejser Konstantin den Store i sin tid havde overgivet sin verdslige magt til pavedømmet iflg. det såkaldte konstantinske gavebrev. Bandbullens hovedindhold var en anklage for kætteri, fordi den ortodokse kirke ikke ville anerkende pavens primat, samt afvisningen af filioque i trosbekendelsen. Den romerske delegation forlod derpå Konstantinopel. Og den ortodokse kirkeledelse svarede derpå med et anathema (gr. = forbandelse, bandlysning).

Forlig

Et forlig syntes inden for rækkevidde ved et fælles kirkemøde i Firenze i 1439. Her var selveste den østromerske kejser mødt op sammen med udsendinge fra patriarken til et møde med pave Eugen 4. Af den højtidelige aftale fremgår det, at man fra østens side anerkendte pavens primat og brugen af ordene ”filioque”, samt vestkirkens lære om skærsilden, der op gennem middelalderen ellers var blevet afvist. Da den østkirkelige delegation ved hjemkomsten forelagde den indgåede aftale for patriarken og den ledende gejstlighed, rejste det en storm af protest og aftalen blev forkastet.

Den gensidige bandlysning blev først ophævet i 1965 ved et møde mellem patriark Athenagoras og pave Paul 6. i 1965