Pilgrim

Fire typer af pilgrimsvandring

I dag vælger flere og flere at tage på en pilgrimsvandring, der sagtens kan bestå af andet end at tage vandrestøvler på og i dagevis gå mod et fysisk mål. Vi lister her nogle udvalgte typer af pilgrimsvandringer. Foto: Petra Hörr / Panthermedia / Ritzau Scanpix

Pilgrimsvandringen er populær som aldrig før, men kan sagtens bestå af andet end at snøre vandrestøvlerne og tage kæppen i hånden, selvom den klassiske model er meget yndet. Vi lister her nogle udvalgte typer af pilgrimsvandringer forstået bredt

Efter at have været væk fra folkekirken i næsten 500 år begyndte pilgrimsvandringerne igen at blive populære i årene omkring årtusindskiftet - og i dag vælger flere og flere at tage på en pilgrimsvandring, der dog sagtens kan bestå af andet end at tage vandrestøvler på og i dagevis gå mod et fysisk mål. Vi lister her fire typer af pilgrimsvandring.

1) Den klassiske pilgrimsvandring – den fysiske på vejen mod et pilgrimsmål som fx kirken i Santiago de Compostela, hvor Skt. Jacob, der er den katolske helgen for pilgrimmene, ligger begravet. Det er ofte en pilgrimsvandring, hvor man taler med andre undervejs, i hvert fald ind i mellem.

For en klassisk pilgrimsvandring varer ofte i mange dage, og består af både perioder, hvor man er alene og stille – og perioder, hvor man taler med andre, typisk dem man vandrer sammen med eller møder på sin vej, eller dem, som man overnatter hos. Den klassiske pilgrimsvandring tiltaler alle – og er ofte den, som de fleste starter med.

I Danmark har vi også det, som vi kalder Den Danske Pilgrimsrute, som er på i alt 985 km, der strækker sig over hele landet, men samtidig forbinder pilgrimmen med veje i både nord og syd, så alle de andre pilgrimsmål, hvad enten det er Nidaros i Norge, Vadstena i Sverige, Santiago de Compostela i Spanien eller Rom i Italien, kan nås.

2) Retræten – den indre pilgrimsvandring. Den foregår ofte i total stilhed, hvor man samtidig er afsondret fra omverdenen fysisk. Tilstanden kendes også fra den fysiske pilgrimsvandring, men opsøges i sin stillesiddende form oftest af mennesker, som i forvejen kender lidt til det at være pilgrim og til tro.

Der kan være noget skræmmende i at gå ind i flere dages tavshed, mens man opholder sig til det samme fysiske sted. Man møder virkelig sig selv, selvom man mange gange også er en del af et fællesskab og vejledes undervejs. Det er fx almindeligt at spise sammen med andre – men være tavs undervejs i måltidet.

Folkekirken har i snart et årti uddannet præster til også at kunne fungere som retræteledere, og der findes i dag et væld af retræter over hele landet, retræter som veksler i både indhold og længde, så der er noget at vælge imellem.

3) Aleneheden – pilgrimsvandringen for den moderne individualist, som gerne tager til en storby eller måske ud på landet eller noget helt tredje.

Hovedsagen er, at denne pilgrim designer sin egen afsondrethed fra verden. En afsondrethed, som alligevel kan betyde møder med verden, som for eksempel deltagelse i koncerter og gudstjenester. Eller kan indeholde kreative øvelser, religiøse praksisser som bøn eller meditation samt fysiske øvelser som fx en dagsvandring i et landskab.

Aleneheden tiltaler dem, som ønsker at være alene og møde sig selv som det også sker i retræten, men som samtidig ønsker selv at have kontrol med processen – og som også har muligheden for at bryde ud af aleneheden og tale med andre.

4) Valfarten – pilgrimsvandringen hvor man stort set altid flyver eller tager bil eller bus til et bestemt sted som fx Lourdes i Sydfrankrig, men hvor man så gennem flere dage deltager i messer og processioner og andet og selv betragter sig som en pilgrim. Valfarten er i kristen forstand især noget, som katolikkerne dyrker.

I år kan Den Nordiske Valfart til Lourdes (som er en katolsk valfart) endda fejre 50-års-jubilæum, og de 110 pladser til valfarten i slutningen af juli er for længst udsolgte.