Analyse

"Præsteløftet kan afhjælpe præstemangel"

Vejen til større rekruttering af teologistuderende kan i stedet begynde med en besindelse på, hvad en præsts primære opgaver er. Folkekirkens præsteløfte giver en klar retning, mener professor og dr.theol. Kurt E. Larsen. Foto: Privatfoto.

Præstemanglen i folkekirken kan hænge sammen med uklare forventninger til præster, og derfor kunne en besindelse på, hvad en præst faktisk skal lave, være med til at fremme rekrutteringen, vurderer professor og dr.theol. Kurt E. Larsen

Der synes at være en præstemangel på vej i folkekirken, hvad de mange genopslag af præstestillinger vidner om. For nyligt udkom en betænkning fra et kirkeministerielt udvalg om præstemangel, og her bliver emnet grundigt belyst med tal og grafer.

Det er altid værdifuldt i sig selv af have facts på bordet. Ligesom det også er relevant at overveje, som betænkningen gør, om præstegerningens løn og arbejdsforhold kunne forbedres. Hvis problemet ligger her, så vil forbedrede ydre vilkår måske betyde, at flere tager teologiuddannelsen, at flere af de uddannede teologer vælger at blive præster og at præsterne forbliver længere i deres embeder, fremfor at søge ud i andres erhverv eller gå tidligt på pension.

Men hvad nu hvis problemet med den manglende rekruttering ligger et andet sted – nemlig i usikkerhed om, hvad en præst egentlig skal?

Præstens identitet

I en meget tankevækkende bog fra 2006 nåede antropologen Cecilie Rubow frem til, at præster kan have seks forskellige identiteter:

Man kan være ”shaman”, der i alle sammenhænge er indbegrebet af det med Gud og kirken. Eller ”eksperten”, der inden for sin faste arbejdstid har nogle tjenesteydelser at byde ind med, så længe han/ hun altså har jobbet som præst. Præsten kan også se sig selv som ”liturgen”, der som ceremonimester forvalter gamle ord og ritualer – eller ”performeren”, der hele tiden søger at gøre indtryk på tilskuerne, og derfor går efter aktiviteternes virkningskraft. Den præst, der er ”polemiker”, prædiker sin overbevisning som en tiltale og søger at afsløre menighedens falske opfattelser, mens ”mediatoren” nødigt vil skræmme nogen bort og derfor er meget varsom med for store sandheder.

Disse præstetyper kan eksistere som præsters selvopfattelse. De kan også eksistere som andres forventninger til deres præster. Det giver potentiel basis for mange konflikter, for mennesker er forskellige, ligesom kirkelige traditioner er det. Og samfundsforholdene ændrer sig hele tiden.

Hvis afstanden mellem præstens egen forståelse af sin opgave og andres forventninger til ham eller hende bliver for stor, opstår spændingerne. Og hvis nogle i menigheden ønsker en præst, der er ”performer”, så er det også et strukturelt problem i sig selv, at præsteuddannelsen i Danmark er en akademisk uddannelse, der i meget ringe grad peger frem mod performer-virksomhed.

Hvad skal præster lære og lave?

Det er formodentligt lettest at rekruttere folk til en uddannelse, der fører frem til bestemte jobs. Overført på den teologiske uddannelse må det betyde, at det nok er lettest at rekruttere studerende, hvis der er nogenlunde klarhed over, hvad en præstestilling indebærer. Det kan ikke udelukkes, at nutidens flimrende billede af en præsts opgaver holder nogen fra at gå i gang med studiet.

At lave en præsteuddannelse, der leder frem til at kunne honorere folks forventninger til en præst, rummer på forhånd den store vanskelighed, at disse forventninger er så forskellige. Nutidens stillingsopslag vidner om menighedsråds meget store forventninger til deres kommende præster. Forventningerne svinger naturligvis meget fra sted til sted, men de synes at være høje både i folkekirken og i diverse frimenigheder. Og hvilke af tidens krav vil man så rette ind efter i præsteuddannelsen?

Vejen til større rekruttering af teologistuderende kan i stedet begynde med en besindelse på, hvad en præsts primære opgaver er. Folkekirkens præsteløfte giver en klar retning: Præsten skal primært forkynde Guds ord rent og purt ud fra Bibelen og den lutherske lære.

Desuden skal en præst også arbejde for ungdommens kristelige oplysning samt bekæmpe lærdomme, der strider mod folkekirkens trosbekendelse. Det sætter forventningerne til præstens evne til at ”performe” i relief. En sådan egenskab kan bestemt være nyttig, men ikke alle evner det i samme grad – og det bør altid være underordnet i forhold til præstens egentlige opgave.

Måske vil det hjælpe på rekrutteringen til præstegerningen, hvis menighedsråd og andre interessenter blev mere opmærksomme på præstegerningens egentlige indhold. Det ville være til gavn for alle parter, hvis det blev mere tydeligt, at en præst netop er præst. At gå rundt med usaglige og uberettigede forventninger til en præst kan være frustrerende for menigheden og skadelig for præstens egen tjeneste.

Kurt E. Larsen er professor, dr. theol. og tidligere sognepræst. Han skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.