Analyse

OK18 har givet os ny viden om folkekirken

Et af de emner, som kom klart frem i den offentlige debat på en ny måde, var spørgsmålet om, hvem der egentlig er arbejdsgiver? Her blev spændingen mellem lokal ledelse hos menighedsrådene og det statslige niveau et centralt punkt, vurderer centerleder og ph.d. Marie Vejrup Nielsen. Foto: Aarhus Universitet

En af de ting, som overenskomstforhandlingerne har lært os, er, at folkekirkens præster ikke er enige om, hvorvidt præsteløftet er vigtigere end fagforeningens retningslinjer, mener centerleder og ph.d. Marie Vejrup Nielsen

Overenskomstforhandlingerne i foråret 2018 skrev historie på mange måder, særligt igennem mobiliseringen af ansatte på tværs af den offentlige sektor.

Medierne fokuserede naturligt på de steder i samfundet, hvor en konflikt ville ramme hårdt; manglende behandlinger på sygehusene, et Danmark uden offentlig transport og uden pasning af hverken børn eller ældre. Men også folkekirken kom i søgelyset og det allerede tidligt, da forårets konfirmationer pludselig stod i fare for at blive en del af en storkonflikt. Pludseligt blev et arbejdsmarkedsperspektiv aktuelt helt ind i kirkerummet, og der dukkede mange uafklarede spørgsmål op. Hvad lærte vi om folkekirken af OK18-forhandlingerne?

Uenighed om præsternes forpligtelser

For det første viser overenskomsforhandlingerne, at der er en konflikt i selvforståelsen blandt folkekirkens præster. Flere præster og teologer var aktive i en debat om, hvorvidt man som præst bør sætte sig uden for en arbejdsmarkedskonflikt, fordi man har en helt anden forpligtelse som præst end den øvrige del af den offentlige sektor. Eller om man som præst netop er forpligtet på at være solidariske med sygeplejersken, sosu-assistenten og politibetjenten. Som det blev formuleret af teologiprofessor Svend Andersen fra Aarhus Universitet, så er én holdning, at ”præsteløftet står over fagforeningsbogen” i et indlæg i Kristeligt Dagblad den 28. april.

Uklarhed om folkekirkens arbejdsgivere

Dette satte en ny dagsorden for diskussionen om folkekirkens plads i det danske samfund. For er folkekirken offentlig sektor på en måde, der kan sammenlignes med sundhedsvæsenet, skolevæsenet og militæret? Og hvordan skal man forstå folkekirken som arbejdsplads?

For et af de emner, som kom klart frem i den offentlige debat på en ny måde var spørgsmålet om, hvem der egentlig er arbejdsgiver? Her blev spændingen mellem lokal ledelse hos menighedsrådene og det statslige niveau et centralt punkt. Og især spørgsmålet om, hvorvidt en lock-out af præsterne ville være et brud på grænsen mellem stat og folkekirke.

En mangfoldig arbejdsplads

Det andet, som blev klart i processen, er, hvor mangfoldig en arbejdsplads folkekirken er. Den store mængde af ansættelseskategorier; kordegne, gravere, kirkegårdsledere, organister, kirke og kulturmedarbejdere og alle andre, med tilhørende forskellige potentielle fagforeninger.

Det, som især var nyt her, var, at nogle af de mindre fagforeninger ikke var forberedt på konflikt, og derfor havde de ingen opsparing, der kunne hjælpe medlemmerne igennem strejke eller lock-out. Flere af talspersonerne understregede, at de ikke havde forestillet sig, at folkekirken ville blive inddraget i en konflikt. Andre fagforeninger var forberedt eller havde indgået samarbejde om økonomiske løsninger.

Brugerne i fokus

Det tredje, som blev tydeligt igennem folkekirkens inddragelse i en mulig storkonflikt, var, at hensynet til medlemmerne kom i fokus. Var man som kirke forpligtet på at stå for begravelser og konfirmationer uanset de strukturer og lønforhold, som ligger i præsteansættelsen? Dette afspejler en kirke, som også i sine aktiviteter og kommunikation i højere og højere grad udvikler sig i retning af et brugerperspektiv. Overenskomstforhandlingerne viste, at dette brugerperspektiv i dag er en dybtliggende del af folkekirkens institutionelle identitet.

Marie Vejrup Nielsen er ph.d. og leder af Center for Samtidsreligion. Hun skriver analysen ved kristendom.dk.