Analyse

Lektor: Folkekirken skal blive bedre til at fastholde konvertitter

En stor del af de flygtninge, som er blevet døbt i Danmark er iranere. Folkekirkens Migrantsamarbejde har skønnet, at mindst 500 asylansøgere, primært med iransk baggrund, blev døbt eller fulgte dåbsundervisning i 2016, skriver lektor Marlene Ringgaard Lorensen. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Når flygtninge med mellemøstlig, muslimsk baggrund, der er døbt i folkekirken, får asyl, bliver de ofte mere passive i forhold til kirken. Kirkerne skal blive bedre til at favne de døbte, vurderer cand.theol. og ph.d. Marlene Ringgaard Lorensen

Gennem de sidste par år har en lind nyhedsstrøm rapporteret om det stigende antal flygtninge af mellemøstlig, muslimsk baggrund, som er blevet døbt i folkekirken. Den 12. marts 2019 kunne man imidlertid læse en artikel i Kristeligt Dagblad om, at denne udvikling tilsyneladende er vendt.

Eksempelvis er antallet af konvertitdåb nu nede på omkring en fjerdedel af, hvad det var på højdepunktet i sognekirken Apostelkirken på Vesterbro, hvor menigheden består af et stort antal flygtninge og indvandrere.

Sogne- og indvandrerpræst i kirken, Niels Nymann Eriksen, bekræfter i artiklen, at antallet af asylansøgere, der ønsker at blive døbt, er faldet markant. Han beskriver også, hvordan han har oplevet, at de døbte ofte bliver passive i forhold til kirken, når de har fået opholdstilladelse.

En tidobling af iranske asylansøgere i 2015

Et af de kritiske spørgsmål, som ofte blev stillet, mens antallet af konvertitdåb i folkekirken var på sit højeste, var, om der var tale om proforma-dåb i håb om at forbedre chancerne for at få asyl. Som led i svaret på dette spørgsmål er det vigtigt at se disse tal i deres kontekst.

En stor del af de flygtninge, som er blevet døbt i Danmark er iranere. Folkekirkens Migrantsamarbejde har skønnet, at mindst 500 asylansøgere, primært med iransk baggrund, blev døbt eller fulgte dåbsundervisning i 2016.

Dette var en mangedobling af det hidtidige antal konvertitdåb, og det er nu faldet igen. Det høje antal konvertitdåb bør imidlertid sammenholdes med, at antallet af iranske asylansøgere i Danmark steg fra 284 i 2014 til 2787 i 2015, hvorefter tallet faldt tilbage til 300 igen i 2016.

Det forhøjede antal konvertitter gennem de sidste par år, skal altså ses i lyset af en tidobling af antallet af iranske asylansøgere i 2015, hvorved procentdelen af dem, der vælger at konvertere, ikke nødvendigvis har ændret sig meget.

Iranere konverterer også i Iran

Et andet aspekt, som er vigtigt at holde sig for øje i analysen af antallet af konvertitter i Danmark, er, at antallet af iranere, der forlader islam, er markant på verdensplan. Iranere konverterer ligeledes til kristendom i Iran, hvor frafald fra islam er ulovligt.

Flere af de iranere, der ønsker at blive døbt i Danmark, har været hemmelige medlemmer af husmenigheder ’under jorden’, eller er blevet tiltrukket af kristendommen ved at modtage kristen forkyndelse via satellit tv, såsom SAT-7.

Hvordan er konvertitternes forhold til kirken?

Hvis vi atter zoomer ind fra den globale og statistiske oversigt til konvertitter i folkekirken, kan vi få indblik i nogle af de bevæggrunde, som flygtningene her i landet beskriver som afgørende for deres forhold til kristendom og kirke – og som ligeledes kan have betydning for, hvorfor de holder op med at komme igen.

Lektor Gitte Buch-Hansen og undertegnede har siden 2014 foretaget feltstudier af mødet mellem flygtninge og folkekirken. Som led i disse studier har vi interviewet en række flygtninge i Apostelkirkens menighed. Nogle af dem interviewede vi af to omgange, nemlig i 2014, hvor de var asylansøgere og deltog i dåbsundervisning og igen i 2017, hvor nogle af dem havde fået asyl.

Ved at sammenholde de interviews vi foretog i henholdsvis 2014 og 2017, kan vi bekræfte, at der ofte er sket en udvikling i flygtningenes forhold til kirken fra krisesituationen, hvor de er asylansøgere og dåbskandidater til ’det nye liv bagefter’.

I 2014, da vi interviewede første gang, beskrev flere konvertitter, at de følte, de skulle lære at leve et helt nyt liv, som både omfattede deres tro, sprog, kultur, uddannelse og arbejde.

En af de iranske kvinder forklarede i 2014, at den forkyndelse og undervisning, hun får i Apostelkirken, er helt afgørende for hendes eksistens. Samtidig kan hun ikke nøjes med at lytte passivt, men har brug for at gentage og dele det, hun hører og modtager.

Da vi foretog vores andet interview i 2017 med dem, som var blevet døbt og havde fået asyl et par år forinden, kunne mange stadig huske den form for undtagelsestilstand, de havde befundet sig i, mens de søgte om asyl og først lærte kirken at kende.

Efter at de var blevet døbt og havde fået asyl, havde hverdagen imidlertid meldt sig, og de havde fået travlt med at gå til danskundervisning, søge praktikjobs og finde et sted at bo. I denne hverdag kom de ikke i kirken så meget længere.

Denne udvikling kan for mange konvertitters vedkommende ses som udtryk for, at de er ved at blive del af en dansk kultur, hvor man føler et tilhørsforhold til kirken, men kun kommer der lejlighedsvist, når der er en særlig anledning.

Andre mister imidlertid forbindelse til kirken, fordi de bliver bosat et sted, hvor kirken ikke har erfaring med at modtage nydanskere, og sproglige og kulturelle forskelle gør det svært at blive en del af fællesskabet.

For at imødekomme og finde løsninger på den sidste problematik afholdes der i disse uger to seminarer om forholdet mellem migration og kirke i Danmark. I sidste uge var det i fokus på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i Løgumkloster den 11.-13. marts og i denne uge sker det på Tværkulturelt Center i København den 22.-23. Marts.

Marlene Ringgaard Lorensen er cand.theol., ph.d. og lektor i Praktisk Teologi ved Københavns Universitet.