Dyremose: Kirken har brug for retningslinjer, ikke et kirkeråd

Det er naturligvis ikke effektivt, når kirken ikke kan tale med én stemme og træffe hurtige beslutninger. Men den pris må kirken betale for at være en rummelig og frisindet kirke, hvor der er plads til stort set alle evangelisk-luthersk kristne, mener cand.scient.pol. Charlotte Dyremose

Tilhængere af et kirkeråd - og tilhængere af et løsere bånd mellem stat og kirke - påpeger i debatten, at skulle man lave en kirkeordning i dag, ville man aldrig lave den nuværende folkekirkeordning. Det er sandt.

LÆS OGSÅ:Skovsgaard: Min drøm for kirken handler om sammenhæng

Et nyt trossamfund ville ikke have en flere hundrede år gammel rolle som værdibærer for samfundet. Der ville ikke være opbygget sædvane for, hvordan tingene bliver ordnet. Og skiftende ministre ville ikke have skabt en tradition for at være tilbageholdende og inddragende, når kirkens forhold skulle reguleres.

Fremtidens folkekirke skal have et fundament
Man kan ikke over natten skabe traditioner, værdier og sædvaner. Derfor er vores nuværende folkekirkeordning så unik. Og vi må ikke smide barnet ud med badevandet i iver efter at være moderne, politisk korrekte eller særligt demokratisk sindede, som argumenterne for en ny kirkeordning synes at støtte sig op ad.

Fremtidens folkekirke er bedst tjent med at stå på fundamentet af fortidens folkekirke, hvor der er plads til flere teologiske og politiske retninger end i nogen anden kirke. Det kommer af, at ingen kan udtale sig på kirkens vegne om hverken stort eller småt.

Det er naturligvis ikke effektivt, når kirken ikke kan tale med én stemme og træffe hurtige beslutninger. Men den pris må kirken betale for at være en rummelig og frisindet kirke, hvor der er plads til stort set alle evangelisk-luthersk kristne, uanset politisk og kirkeligt ståsted, og uanset dybden i deres kirkelige engagement.

LÆS OGSÅ: Når en kirke intet kan sige, bliver den intetsigende

Den rummelighed skal kirken fastholde og bruge fremadrettet, for eksempel til også at rumme evangelisk-lutherske immigrantmenigheder. Dermed kan den fortsat bidrage til, at også vores samfund er rummeligt og frisindet.

Beslutninger skal træffes i sognene
Det er vigtigt, at der er plads til, at de endelige beslutninger om det kirkelige liv foregår ude i sognene, og at fælles initiativer derfor vokser nedefra, fremfor at blive dikteret oppefra.

Det er et problem i den nuværende ordning, at ministeren med juristerne i ryggen kan blæse på den sædvane, som forgængerne møjsommeligt har opbygget ved at udvise skønsomhed i forholdet til kirkens indre anliggender.

Derfor er det yderst nyttigt, at vi i ministerens udvalg har fået beskrevet netop denne sædvane, således at fremtidige ministre kan holdes op på skønsomhed, lydhørhed og væsentligheden af at både bredden og dybde i det kirkelige landskab tages med på råd.

Kirkeråd: Nej tak
Fremtidens folkekirke skal kunne rumme høj såvel som lav, borgerlig såvel som socialist, kirkevant såvel som kirkefremmed. Den bør derfor ikke have et politiserende kirkeråd.

Det bør i stedet gøres politisk uacceptabelt at ændre kirkens forhold uden at lytte til brede dele af kirken. Det kan gøres ved at holde ministeren op på et sæt velbeskrevne retningslinjer baseret på sædvane.

Retningslinjerne skal beskrive, hvem der skal høres hvornår. I spørgsmål om økonomi og fælles anliggender bør blandt andet menighedsrådene have en central rolle, ligesom man kunne forestille sig demokratisk valg til en lovfæstet budgetfølgegruppe.

LÆS OGSÅ:Stender: Kirken overlever ikke på fornuft, hygge og småborligerlighed

I forhold til ændringer af indre anliggender, bør klare retningslinjer beskrive biskoppernes særlige ansvar som gejstlig tilsynsmyndighed. Samtidig skal det fremgå, at ministeren og biskopperne er forpligtede til at nedsætte ad hoc udvalg med bred repræsentation af læge og gejstlige medlemmer og teologisk sagkundskab.

Der skal således være retningslinjer for udvalgenes sammensætning og sikkerhed for, at overvejelser gøres grundigt over en årrække, så alle parter inddrages ordentligt. Alle hjørner af folkekirken skal være hørt, og der skal være meget bred opbakning inden der foretages væsentlige ændringer.

Folkekirken må nemlig aldrig køre nogen af sine egne ud på et sidespor.

Charlotte Dyremose er cand.scient.pol., debattør og medlem af kirkeministeriets udvalg om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken.