"En virkelig kirke skal turde tage kampen op mod ateismen"

Experimentarium nord for København åbnede i går en udstilling med det fortællende navn KribleKrable. Edderkopper, maddiker, fluer, pupper, larvermyrer, kæmpelus og andre væsener kan studeres på ganske nært hold - og for de rigtig nysgerrige er der såmænd også opskrifter på en delikatesse som melorme-spaghetti, og i hele efterårsferien og tre weekender rister man melorme, fårekyllinger og græshopper. Foto: Privatfoto

En kirke mister sin status, når dens ledere er kompromisfyldte, tvivlende og usikre og drives af ydre motiver, det vil sige af andre ting end blot ambitionen om at have et forhold til Gud, skriver Hare Krishna-munk Leif Asmark Jensen

Det er naturligvis interessant for en ikke-kristen som mig at blive spurgt om, hvordan en kristen kirke burde være.

Nogle vil nok mene, at det er som at bede en ræv vogte høns. Måske, men ikke desto mindre ønsker jeg bestemt det bedste for den kristne kirke.

LÆS OGSÅ:Folkekirken skal netop ikke begynde forfra

Jeg så gerne, at den kunne genfinde den egentlige kristne ånd og blive en virkelig folkekirke med mere vægt på kirke og mindre på folkelig.

En kirke, der forkynder Guds rene budskab, og bekymrer sig mindre om at levere behagelig tale for at holde på medlemmerne end om at have ordentlige svar på de store spørgsmål om livets mening.

Jesus viser vejen til Gud
Tror jeg på Jesus? Ja, det gør jeg i højeste grad. Forskellen på mig og de fleste, der bekender sig som decideret kristne, er blot, at jeg ikke mener, at Jesus er den eneste repræsentant, som Gud har sendt, eller at Jesus er den eneste vej.

Men han viste bestemt vejen til Gud, en vej som en kirke skal vise, hvis den overhovedet skal være en kirke.

LÆS OGSÅ:
Er kristendommen ved at uddø?

For mig er det store problem i verden ikke, at andre tilbeder den samme Gud, som vi alle tror på, på en anden måde, end jeg gør det. Det store problem er for mig, at der er mennesker, der tror, at Gud ikke findes, eller lever, som om han ikke gjorde det.

LÆS OGSÅ: Man skal kunne genkende kirken på dens indhold

Ikke i den forstand, at det er et problem for mig som så, for mit forhold til Gud afhænger egentlig ikke af, hvad resten af verden gør eller mener.

Men det gør ondt at se, hvor fattige og frygtsomme liv mennesker uden Gud lever, selv om de fleste af dem midt i deres meningsløse og tomme liv prøver at fortælle sig selv og andre, at ingen er bedre og mere lykkelige end dem.

Gud er en nær ven
En virkelig kirke skal turde tage kampen op mod denne ateisme og ikke lade sig dupere af den, selv ikke, når ateismen camoufleres som såkaldt videnskab.

Sikkert som de fleste andre så jeg gerne alle mennesker være lykkelige og leve fredeligt sammen. Men det er vigtigt at forstå, at på trods af alle velmenende verdslige fredsplaner og utopiske drømmerier kan virkelig lykke og fred kun opstå ved at forstå, at Gud findes, og vide, hvordan vi forbinder os med Gud i dette menneskeliv.

Ingen af os kan egentlig gøre noget for andre ud over at fortælle dem, at Gud findes. I ham har alle en nær ven, som vi bare skal vende os til, så tager han sig fuldt ud af os og giver os alt det, vi har brug for. Det budskab skal man møde i en rigtig kirke.

LÆS OGSÅ:
Præst: Sogn, meld dig ud af dig selv!

Kirken er rammen om fællesskabet
Essensen af religion er at leve for Gud, at leve enkelt og simpelt uden at stræbe efter verdslig vinding, magt og tryghed, at leve med kærlighed til og medfølelse med alt levende. Det er at se sig selv som en tjener, dog ikke en tjener af hvad som helst eller hvem som helst, men en tjener af Gud.

En kirke er et sted, hvor man hører dette budskab og kan finde selskab med ligesindede, der også ønsker at tjene og elske Gud. Det skal en kirke være, hvis den skal være en kirke overhovedet.

Ledelsen skal levere budskabet
En folkekirke skal være en rummelig kirke. Men den må ikke være så rummelig, at den kan rumme ledere, som tror, at Gud ikke findes, eller tvivler på, om han nu også gør det. En kirke kan ikke have ledere, der ikke taler og lever, som Jesus gjorde det eller ville have dem til at gøre det.

Jesus gav selv kriteriet: Giv alt til de fattige og følg mig. Er alle kirkens ledere og præster parat til at gøre dette? Eller betyder en tryg stilling og sikker indkomst mere end at forkynde Guds rene budskab, selv hvis det skulle koste éns anseelse, stilling, tryghed og måske endda livet?

En kirke mister sin status, når dens ledere er kompromisfyldte, tvivlende og usikre og drives af ydre motiver, det vil sige af andre ting end blot ambitionen om at have et forhold til Gud.

Skal folkekirken igen blive en rigtig kirke, skal den genfinde Jesu oprindelige budskab og have ledere og præster, der lever dette budskab og kan give det videre til andre.

Leif Asmark Jensen er
Hare Krishna-munk og panelist ved religion.dk.