Stender: Kirken overlever ikke på fornuft, hygge og småborgerlighed
Vi tæmmer Bibelens budskaber med hygge og fornuft. I stedet burde man turde være vild og eksperimenterende, så de kommer til deres ret, forklarer sognepræst Poul Joachim Stender
I min drømmekirke sidder der galninge i menighedsrådet. Man skal være gal for at være menighedsrådsmedlem, står der i forordningerne.
Formanden er en kunstner, der laver foruroligende og provokerende installationer. Kirkeværgen er Danmarks første astronaut. Han har været oppe i den syvende himmel og har set noget, som han ikke kan ryste af sig. Kontaktpersonen er stand-up komiker. Han løser problemerne med en bizar og tankevækkende humor.
I min drømmekirke består menighedsrådet blandt andet af en Kirsten Delholm, en Andreas Mogensen og en Anders Matthesen. Dristige, grænseoverskridende, eksperimenterende mennesker.
Guds budskab bliver tæmmet
Problemet med folkekirken er hverken dens struktur eller dens ritualer eller dens bekendelsesskrifter. Men at den er ved at blive kvalt i småborgerlighed og snusfornuft. Menighedsrådsmedlemmerne er velmenende, hyggelige og rare.
Ikke et ondt ord om de danske menighedsrådsmedlemmer. Men de står ofte for det mest solide, jordnære og fornuftige i sognet. Det sætter sig spor i kirken, hvor det gale budskab om at lade sig elske af Gud og give denne kærlighed videre bliver tæmmet og tilpasset dansk småborgerlighed og hygge.
LÆS OGSÅ: Kirken må gerne vove at blive mere markant
Drømmepræsten er en Peter Aalbæk Jensen
I min drømmekirke er præsterne nogle smårevolutionære, halvskøre eventyrere, der ikke tøver et sekund med kaste sig ud i sindssyge projekter, farefulde rejser, farlige diskussioner og gastronomiske eksperimenter. De er en blanding af en Peter Bastian, en Lars von Trier og en Peter Aalbæk Jensen.
Vi præster er kedelige
Men sådan er virkeligheden ikke. Vi præster er dresserede forkyndere, hvis mest farefulde rejse i livet er den møjsommelige vandring op af skalaløntrinnene, og hvis største kirkelige eksperiment er en spaghettigudstjeneste.
Sjældent tvinger vi os selv gennem oplevelser, bøger eller fordybelse i bibelske passager ud i det grænseområde mellem liv og død, hvor tilværelsen rejser sig i højden. Menigheden, der er ved at kede sig ihjel på arbejdet og i ægteskabet, hungrer efter at få en åndelig leder i deres kirke, som med Guds ord kan føre dem i retning af mere liv og spænding.
LÆS OGSÅ: "Jeg drømmer om en folkekirke, der vil stå ved sit budskab"
Vi skal være mere crazy
Skulle min kirke starte på bar bund, ville jeg indskrive en bemærkning om, at jo mere crazy både menighedsrådsmedlemmerne og præsterne er, jo større vovehalse de er, jo bedre vil kirken klare sig.
Kirker overlever ikke på fornuft, hygge og småborgerlige idealer. Men på den galskab og det mod der skal til for at få Jesu budskab ud.
Poul Joachim Stender er sognepræst.