Er engelske kirkers redning at ruinere sig selv?

I England er man ikke medlem af kirken. Man kan lade sig registrere som stemmeberettiget, og så betaler man et fast bidrag. Det gør dog kun de mennesker, som bruger kirken ofte. Problemet med kirkelukninger er derfor endnu mere udtalt i Storbritannien end herhjemme, skriver ph.d.-studerende Karen Marie Sø Leth-Nissen. Foto: Scanpix

Reportage fra en debat om engelske kirkers fremtid. Udfordringerne genkendes herhjemmefra, men visse løsningsforslag er alternative

Den danske folkekirke har ansvaret for vedligeholdelse af 2400 kirker, heraf er 1700 fra middelalderen. I København har kirken i 2013 lukket 8 kirker, som nu er ved at være solgt til andre menigheder eller andre formål. Men problematikken er ikke kun vigtig for København.

Hvad gør vi med de lukkede kirkebygninger?

I hele landet er der sogne, som ikke længere har ret mange indbyggere, og kirker, som ikke bliver brugt hver søndag. Og hvad skal folkekirken gøre med kirkebygningerne, hvis det besluttes at lukke kirkerne? Skal de bevares som kirker, ”lægges i mølpose”, eller skal de sælges? 

I Storbritannien er samme problematik sat endnu mere på spidsen. Church of England står med 16000 kirker, som skal vedligeholdes. Samtidig har de ikke den danske folkekirkes medlemsstruktur med fast kirkeskat, men er langt mere henvist til frivillige bidrag. Og hvad gør man så?

“Jeg har to nyheder til jer. Den gode er, at der er masser af penge. Den dårlige er, at de er stadig i jeres tegnebøger.” Sådan slutter John Pritchard, biskoppen i Oxford, sin indledning af aftenens debat om netop den problematik.

Den engelske kirke mangler penge og kirkegængere

Han ser ud på tilhørerskaren på kirkebænkene, og understreger hermed en af de store forskelle på den danske folkekirke og Church of England, Storbritanniens svar på folkekirken. I England er man ikke medlem af kirken. Man kan lade sig registrere som stemmeberettiget, og så betaler man et fast bidrag.

Det gør dog kun de mennesker, som bruger kirken ofte, går i kirke og er frivillige. En stor del af kirkens indtægter skal derfor findes gennem frivillige bidrag, og det er hårdt arbejde.

Biskoppens bemærkning er meget betegnende for aftenens debat om tro, the Faith Debate, som afholdes i University Church St. Mary the Virgin på High Street i Oxford torsdag 23. oktober. Debatten er den anden i en række som tager fat på fremtiden for Church of England, og er arrangeret af professor i religionssociologi på universitetet i Lancaster, Linda Woodhead, sammen med Church of England.

Church of England står med mange af de samme problemer som den danske folkekirke. Der er faldende brug af kirkerne, færre som føler sig knyttet til kirken, samtidig med at der er rigtig mange små samfund, hvor det er svært at holde økonomien omkring kirken i gang.

Debattens første forslag: Fokuser på kirkebygningerne som besøgssted

Dame Fiona Reynolds slår en optimistisk an. Hun har tidligere som generalsekretær været med til at få National Trust (en frivillig landsdækkende organisation, der arbejder med bevarelsen af engelsk kulturarv) vendt til en enorm succes gennem en aktiv strategi for fundraising. Hun ser et kæmpe potentiale i kirkens bygninger. Alle kirker har en fantastisk historie, som skal fortælles. Så vil almindelige mennesker og ikke kun kirkegængere komme og opleve kirkernes smukke rum.

En London-præst blandt tilhørerne indvender, at hans kirke er fra 50'erne og helt uden arkitektonisk værdi. Samtidig ligger den kun 400 m fra tre andre kirker. Hvordan skal han kunne trække mennesker til med den historie?

Debattens andet forslag: Landsbykirken skal også være butik og postkontor

Sir Barney White-Spunner, som kæmper for de små samfund, vil gå en anden vej. Kirkerne på landet skal lukke op for landsbysamfundet og trække det ind. Der er allerede kirker, som både er lokalt postkontor og huser den lokale dagligvarebutik. Og hvorfor ikke trække endnu flere aktiviteter ind som markedsdag, ja, måske en lille skole, som han har set et enkelt sted?
 
Han er ikke bange for Jesu ord om at der ikke skal være handel i templet. Det her handler om overlevelse for kirkerne på landet. Han foreslår desuden, at man kunne dele kirke med en anden kristen menighed, måske metodistisk eller katolsk, og på den måde få udgifterne ned.

Debattens tredje forslag: Ruiner kirkebygningerne – bogstaveligt talt

Aftenens mest radikale forslag kom fra en præst, som var indkaldt af Linda Woodhead til at udfordre debatten. Hun havde et alternativ til salg af middelalderlige kirkebygninger.

Man kan bevare en kirke, som ikke bruges mere, som helligsted ved at lade den blive en ruin. Sløjfer man kirkegården, tager alt inventar ud, og tager man med tiden taget af, ja, så vil naturen tage over, resterne af kirkebygningen vil blive overgroet af planter, og kirkegården blive til en lund af selvsåede træer: Kirkebygningen vil være forvandlet til et sted, hvor man stadig kan gå hen og bede til Gud.

Sådan et sted, både menneske- og naturskabt, kunne virke tiltrækkende på pilgrimsvandrere, turister, sikkert også brudepar. Og landsbyen ville have bevaret et helligsted, som man kunne bruge til kirkelige aktiviteter i sommerhalvåret.

Ikke alle var enige om at ruiner var vejen frem. Men at der tilsammen er en vifte af muligheder som kirkerne må benytte landet over, kunne alle samles om.

Også i Danmark holder vi meget af vores kirker, men...

Præsteboliger og bedre investeringsmuligheder for pensionsmidlerne blev også drøftet, men det var bygningernes fremtid, som lå forsamlingen mest på hjerte. For hvordan være kirke uden kirker?

Det samme må vi spørge os selv om i Danmark. Vi holder så meget af vores kirker, særligt middelalderkirkerne, som ligger smukt strøet ud over landskabet, når vi kører forbi på motorvejen. Næsten alle danskere besøger en kirke flere gange om året, både udenfor og i kirketiden. Men kan vi blive ved med at have råd til at vedligeholde dem alle sammen, også dem vi ikke bruger ret meget?