Folkekirkepræst: I påsken er det tydeligt, hvor magtfuldt det er at turde afgive magten

Bibelens fortællinger går igen på tværs af forskellige kirkeretninger, men ligesom der er ligheder mellem de måder, historierne genfortælles, kan de på forskellig vis sættes i en nutidig kontekst. Derfor har kristendom.dk bedt repræsentanter fra forskellige kirkeretninger om at reflektere over påskens budskaber

Det modsatte af at vaske sine hænder er at vaske andres fødder. Det første gør vi ofte i disse dage, det andet er, hvad påsken blandt andet handler om.

Begge afvaskninger nævnes i påskeevangeliet. Efter at Jesus bliver taget til fange natten til langfredag, sender det jødiske råd ham til Pontius Pilatus. De kan nemlig ikke selv udføre en dødsstraf, det kan kun den romerske besættelsesmagt. Pilatus sender i første omgang Jesus til den jødiske konge Herodes. Men Herodes sender ham tilbage til Pilatus, og det er naturligvis herfra at udtrykket ”at blive sendt fra Herodes til Pilatus” stammer.

Tilbage hos Pilatus forsøger denne at få jøderne til at skifte mening og giver dem valget mellem at korsfæste Barabbas eller Jesus. Da de vælger Jesus, vasker han sine hænder som tegn på, at han fralægger sig ethvert ansvar for det skete. At vaske sine hænder på denne måde er at fralægge sig skylden. At vaske andres fødder er derimod at påtage sig den skyldighed, der ligger i at sørge for sin næste, at sætte sig i hans eller hendes sted og gøre fælles sag.

Skærtorsdagsaften vasker Jesus sine disciples fødder og formaner dem og os om at gøre det samme for enhver anden. At vaske en andens fødder er at gøre sig til hans eller hendes tjener. I påsken bliver det ganske tydeligt, hvor magtfuldt det er, at turde afgive magten. For det er dét, Jesus gør. Han afgiver ikke sin egen personlige magt, for han har aldrig haft nogen. Han kom palmesøndag ridende ind i Jerusalem på et æsel, gik klædt som en almindelig mand i tiden, omgikkes udstødte, fattige og syge og opførte sig på ingen måde magtfuldt.

Den magt han afgiver og beder os, ethvert menneske, om at afgive, er selvhævdelsens magt. Den magt har vi alle, og vi bruger den flittigt, for ikke at sige hele tiden. Selvhævdelsens magt er den magt vi bruger, når vi stolt takker os selv, for alt det vi har nået og gjort – og glemmer at takke det eller dem, der har gjort det muligt for os. Selvhævdelsens magt ligger os på sinde og fortæller os, at enhver er sin egen lykkes smed og derfor også, at enhver er sig selv nærmest. Hvis du vil være noget eller nogen, så er det bare med at klø på. Så du ikke bliver, som min datters matematiklærer altid så malerisk udtrykte det: Et lille vissent blad i livets store salatskål. Man ser det for sig.

Det er selvhævdelsens magt, Jesus beder os om at afgive ved selv billedligt at afgive den gennem fodvasken. Det var denne afgivelse af magt, der fik den tyske filosof Friedrich Nietzsche til at opfatte kristendommen som de svages religion og tale om deres slavemoral. Nietzsche mente, at kristendommens budskab om at tjene andre, at vende den anden kind til, ja, at vaske fødder på sin næste, var et budskab, der henvendte sig til svage mennesker. Mennesker der ikke turde tage deres liv på sig og vælge deres egne værdier. Men det er lige omvendt. At afgive den selvhævdelsens magt fordrer en kraftanstrengelse, der kræver, at man sætter al sin magt ind på at ville vælge afmagten for at give plads til den styrke, fælleskabet om godheden besidder.

Det er voldsomt, at vi ikke kan samles i disse påskedage og fejre dette i fællesskab. Men det er nødvendigt, at vi lader være. Det er nødvendigt, at vi vasker vores hænder i bogstavelig forstand, men også at vi afgiver selvhævdelsen magt og vasker vores næstes fødder i overført betydning, så vi sammen kommer på den anden side, og ingen skal løbe ”fra Herodes til Pilatus” for at få hjælp.