Forfulgte kristne har brug for vores venskab – ikke vores magtkampe

Skal vi forstå forholdene for den forfulgte kirke i verden, er vi nødt til at kende den. Rapporter og statistikker giver os en god og nødvendig viden, men nuancerne får vi kun gennem de direkte relationer, mener sognepræsterne Niels Iver Juul og Peter Fischer-Nielsen

I midten af november besøgte vi Kristi Lutherske Kirke i Nigeria. Landet er ifølge organisationen Åbne Døre nummer 12 på listen over lande, hvor kristne forfølges. Formålet med rejsen var at styrke den relation, der allerede findes mellem Viborg Stift og kirken i Nigeria.

Vi talte i løbet af vores besøg i Nigeria med kirkens biskopper, præster og andre medarbejdere. Og gennem vores samtaler fik vi vigtig viden om, hvad der er på spil for en kirke, der oplever forfølgelse. Syv indsigter tog vi med os hjem.

For det første blev det tydeligt for os, at kirken ikke primært identificerer sig som forfulgt. Forfølgelse er ikke det første, vi hører om. Derimod møder vi en kirke, der er optaget af, hvordan den kan være i mission, hvordan den kan lave vedkommende gudstjenester, og hvordan den kan engagere børnene og de unge. Kirken er uden tvivl offer for forfølgelse, men det vil være en fejltagelse kun at opfatte kirken som forfulgt. Den er så meget mere end det.

For det andet er det kun tøvende og ydmygt, at kirken selv betegner sig som forfulgt. Man er i kirken klar over, at der er steder i verden, hvor kirker og kristne har det langt værre, og hvor ordet forfølgelse er for mildt et ord, men hvor det snarere er udryddelse, der er på spil. Dog er det ikke sådan, at kirken slet ikke vil bruge ordet forfølgelse om den situation, som den befinder sig i. Den er smerteligt bevidst om, at det, som den oplever, er en form for forfølgelse.

For det tredje mødte vi en nuanceret forståelse af ordet forfølgelse. Kirken kunne rapportere om uhyrlige overgreb. En biskop fortalte, at der alene i hans stift i de seneste par år var blevet slået 300 kirkemedlemmer ihjel, fem kirker var blevet brændt ned, og mange hjem og marker var blevet ødelagt. Men forfølgelsen og diskriminationen foregår også på mange andre niveauer. Det kan for eksempel være vanskeligt for kristne at få indflydelsesrige poster på uddannelsesinstitutioner. Og det er mange steder særdeles svært at konvertere til den kristne tro fra islam. Mange nye kristne må leve med deres tro i det skjulte.

For det fjerde lærte vi, at der er en række faktorer, der er med til at intensivere forfølgelsen. De religiøse dimensioner spiller en stor rolle, men der er også andre årsager til, at forfølgelsen i Nigeria eskalerer: Fattigdom, arbejdsløshed, befolkningstilvækst, kampen om retten til jord, korruption og en svag regering, der ikke for alvor formår at stoppe forfølgelsen.

For det femte fik vi en forståelse for, at det kan være svært for en kristen kirke, der oplever forfølgelse, at indgå i dialogaktiviteter, som vi kender dem i Danmark. Tilliden til muslimerne kan ligge på et meget lille sted, og flere, som vi mødte, advarerede os direkte om at lukke muslimer ind i det danske samfund. Vi blev mindet om, at vi skal passe på med at komme med letkøbte forslag om dialog formet af en dansk fredelig og – i sammenligning – konfliktfri virkelighed.

For det sjette oplevede vi, at der selv i fastlåste og vanskelige situationer er sprækker af håb. Vi besøgte i løbet af vores ophold en landsby i det nordlige Nigeria. Her var der lige mange kristne og muslimer, og der var tradition for god og fordragelig sameksistens. På et besøg hos landsbyens muslimske høvding var det de kristne præster, der blev inviteret til at bede en bøn, og den lutherske kirke er i øjeblikket ved at opføre en ny kirke tæt op ad en af landsbyens moskeer. Her var overskriften for relationen mellem kristne og muslimer heldigvis ikke forfølgelse.

For det syvende fik vi en fornemmelse for, hvad det er, folkekirken i Danmark kan tilbyde en kirke, som oplever pres, diskrimination og forfølgelse. Det vigtigste, vi kan give dem, er vores nærvær, solidaritet og forbøn. Vi blev mødt med stor glæde og taknemmelighed over, at vi havde trodset et svært sikkerhedsbillede og besøgt kirken. Det var tydeligt at mærke, at det er altafgørende for dem ikke at føle sig alene i en vanskelig tid.

Vi rejste ikke fra Nigeria med alle svarene og med alle nuancerne, men med en klar forståelse af, at det er vigtigt, at vi i vores interne danske diskussioner om forfulgte kristne ikke bare kommer til at skændes med hinanden om, hvem der gør mest, og hvem der ikke gør nok. Vi må sætte os ud over den slags provinsielle og ucharmerende stridigheder og løfte vores blik og opmærksomhed mod dem, det først og sidst handler om. Den forfulgte kirke har brug for vores venskab, ikke vores magtkampe.

Niels Iver Juul er sognepræst i Farsø og medlem af stiftsudvalget for økumeni, mission og religionsmøde i Viborg Stift, og Peter Fischer-Nielsen er sognepræst i Højbjerg og Elsborg Sogne og stiftspræst for økumeni, mission og religionsmøde i Viborg Stift