Blog fra nordens kirkeliv: Er der en ledig vogn til de konservative?

Helsinki Domkirke.

Tre danske kirkefolk er på rundrejse blandt nordens kirker. Læs her deres første blog fra Finland

Helsinki Lufthavn. Klokken er 23.17. Temperaturen er et godt stykke under frysepunktet, og flere hundrede mennesker venter på at få en taxi hjem.

Vi starter således vores rundrejse til nordiske lutherske kirker med at stå i kø sammen med et bredt udsnit af rejsetrætte finner, som denne aften trodser kulden og med nordisk sans for god ro og orden retter ind i den lange række af mennesker, der har det samme mål: en ledig vogn.

BAGGRUND:Læs om de tre bloggeres tur i Norden

Men er denne oplevelse også et forvarsel om den kirke, som vi her i landet skal blive meget klogere på gennem møder og interviews? Den Evangelisk-Lutherske Kirke i Finland er i modsætning til folkekirken reguleret gennem et nationalt kirkemøde, en national kirkestyrelse og såmænd også et bispemøde for hele kirken. Retter kirkens medlemmer mon stille og roligt ind med samme orden som trætte rejsende denne aften lidt uden for Helsinki?

Er der tendenser, der tyder på teologisk ensretning måske som et bolværk mod de stærke sekulariserende kræfter, den lutherske kirke her oplever, på samme måde som folkekirken i Danmark gør det? Svaret er tilsyneladende nej.

For selvom denne Finlands absolut største kirke, der rundt regnet rummer 75 % af befolkningen som medlemmer, set i et dansk folkekirkeligt perspektiv er gennemreguleret af kirkelove og kirkeordninger, har menighederne alligevel stor selvbestemmelsesret.

Et af hovedformålene med vores rejse er netop at undersøge teologiske minoriteters forhold og muligheder indenfor vore nordiske søsterkirkers rammer.

For at få svar på vores spørgsmål har vi sat Raimo Mäkäla stævne. Dr. Raimo Mäkäla er en ældre herre med en lang historie indenfor de mere konservative kirkelige kredse i Finland og i øvrigt i hele norden.

Som noget af det første spørger han til både Menighedsfakultetet i Århus og Dansk Bibelinstitut i København. Hans netværk er imponerede. Han spørger også til Søren Kierkegaard Centret på Københavns Universitet han er i øjeblikket ved at oversætte Kierkegaards Opbyggelige Taler til finsk.

Relationen til staten har i kirken medført en stærk mulighed for vækkelsesbevægelser til at gøre sig gældende i kirken her fortæller han.

Det er først og fremmest på det lokale niveau, bevægelserne slår igennem, mens de forskellige konservative bevægelser ikke har ønsket at øve direkte indflydelse fx i Kirkemødet, som er kirkens øverste organ.

Bevægelserne er af natur græsrodsbevægelser og befinder sig godt i kirkens lokale enheder: sognemenighederne.

Tendensen i kirken går mod endnu mere selvstændighed fra staten, forlyder det. Frygter du så en fremtid med mindre frihed for vækkelsesbevægelserne i en mere autonom kirke, spørger vi.

Den aldrende Dr. Mäkäla smiler.

Jeg har en alder, hvor man ikke frygter så meget.

Mere autonomi fra staten kan godt tænkes at medføre mere centralisering, men samtidigt er der forslag fremme om, at kirkens medlemmer i fremtiden får mulighed for at knytte sig til menigheder, som passer den enkeltes teologiske ståsted og ikke alene geografi og sprog, som det er tilfældet i øjeblikket.

Hvis det sker, er den teologiske frihed sikret og kirkens mere konservative, kritiske røster vil overleve.

Det kan godt være, at den finske befolkning retter pænt ind, når det gælder køen til en ledig taxi i kulden, men i landets største kirkesamfund ser det ud til, at der er plads til forskelighed. Også når omgivelserne viser sig fra den koldere side.

Gad vide om det samme kan siges om Den Svenske Kirke? Får vi mon et forvarsel om det, når vi i morgen står og venter på en vogn udenfor Arlanda Lufthavnen i den svenske hovedstad? Og kan man overhovedet tage varsler af køen til en ledig vogn?

Om de tre bloggere:
Ulla Morre Bidstrup, lektor, medlem af styrelsen for Grundtvigsk Forum
Jørgen Skov Sørensen, sekretariatschef, Folkekirkens Mellemkirkelige Råd
Birgitte Stoklund Larsen, akademileder, Grundtvig-Akademiet.