Blog fra nordisk kirkeliv: Sådan mister man 40.000 medlemmer på rekordtid

Den finske kirke har tabt tusinder af medlemmer på debat om homoseksuelle vielser. Det var noget af det, som tre danske kirkelige aktører hørte om på nordisk rundtur

Der er blevet talt meget om folkekirke i Helsinki i dag. Om folkekirke i Finland og folkekirke i Danmark og om hvad der sker, hvis og når kirken mener noget eller måske tillægges en mening.

I den forbindelse har næsten alle finner, vi har talt med, nævnt én bestemt aften.

LÆS OGSÅ:I Finland vil de have uorden - med orden

Nemlig en helt almindelig tirsdag aften i oktober 2010, hvor den finske public service-kanal bød på panel-debat.

Emnet var homoseksualitet. Blandt paneldeltagerne var forkvinden for de finske kristendemokrater.

Hendes syn på sagen var umisforståelig. Hun afviste ikke alene en kirkelig velsignelse eller vielse af homoseksuelle, men afviste homoseksuel praksis i det hele taget, da hun mente sex er forbeholdt ægteskabet og ægteskabet forbeholdt mand og kvinde.

Disse udtalelser blev af en lang række tv-seere opfattet som udtryk for den lutherske folkekirke i Finlands synspunkt på sagen og i de to efterfølgende måneder udmeldte hele 40.000 finner sig af den finske kirke og det er unægteligt et markant tal, når der er tale om en kirke af samme størrelse og medlemsprocent som den danske.

Det er i hvert fald en erfaring, der har sat sig spor i finske kirkefolks sjæl.

Uanset om man taler med kirkejurister, kirkefløjs-repræsentanter eller kommunikationsmedarbejdere fremdrages episoden.

Den udgør for alle en slags wake-up-call selvom der er stor uenighed om, hvad det er, man er vågnet op til og om der er grund til at springe op og spænde bælte eller til blot at vende sig om på den anden side indtil vækkeuret brummer som vanligt og den kirkestrategiske arbejdsdag venter.

Kirkejuristerne i Kirkestyrelsens hus i Helsinki overvejer blandt andet om bispemødet burde have større magt og mulighed for klarere udmeldinger for at ingen skal være i tvivl om kirkens synspunkter, højrefløjs-repræsentanten ser episoden som udtryk for hvordan det almindelige kirkemedlem har assimileret sig det sekulariserede samfund og kommunikationsmedarbejderen beklager udsendelsens egentlige repræsentanter for kirkens manglende klare udmeldinger og at det var så svært (det tog adskillige dage..) at få en biskop til efterfølgende straks at fastslå kirkens mere nuancerede synspunkt på sagen.

Men grundlæggende kan man spørge, hvorfor hovedparten af de 40.000 reagerer på en sådan sag med tavs udmelding og ikke med højlydt genmæle?

Hvorfor kaster de sig ikke ind i kampen i stedet for at forholde sig vurderende på afstand, hvorefter de vender tommelfingeren ned? Hvordan (for)bliver kirken - ligesom familien - et fællesskab som man kan ind i mellem kan have svært ved at holde ud, men ville have endnu sværere ved helt at undvære?

De har altså (heller) ikke fundet svaret i Finland. Men spørgsmålet vil forfølge os, når vi i morgen tager videre til Sverige. For både her og der foretages der utallige afstemninger på kirkemøder og i kirkeråd, som munder ud i beslutninger, hvoraf de fleste er af mindre kontroversiel art, men som nogen dog er for og andre imod.

Tre danske kirkelige aktører er på rundtur i Norden. Følg bloggen på Kristeligt Dagblads hjemmeside.De tre bloggere er:Ulla Morre Bidstrup, lektor, medlem af styrelsen for Grundtvigsk Forum
Jørgen Skov Sørensen, sekretariatschef, Folkekirkens Mellemkirkelige Råd
Birgitte Stoklund Larsen, akademileder, Grundtvig-Akademiet.