Blog fra nordisk kirkeliv: Utøya gjorde domkirken til Norges vigtigste rum
1,5 millioner besøgte Oslo Domkirke umiddelbart efter tragedien på Utøya. Læs blog fra danske kirkefolks nordiske tur
22. juli er ikke til at komme uden om i Oslo. Der er ikke én af alle de mennesker, vi har talt med de seneste dage, som ikke har nævnt den dag, hvor massakren på Utøya fandt sted. Der er et før og et efter den 22. juli. Og det er en dato, som også blev skelsættende for den norske kirke.
LÆS OGSÅ:Blog fra nordisk kirkeliv: Den fjerne kirke(styrelse)...
Det mener Knut Olav Åmås, kultur- og debatredaktør på Aftenposten, Norges største avis. Vi møder ham på avisens redaktion i det centrale Oslo.
Efter den 22. juli blev Domkirken i Oslo det vigtigste rum for nationen, siger han og henviser til, at mere end 100.000 mennesker besøgte domkirken i de to dage umiddelbart efter massakren og op mod halvanden million mennesker besøgte kirken i måneden efter.
Han mener, at den norske kirke viste sig som en bred folkekirke, der var i stand til at rumme hele folket. Med til historien om den norske kirke og 22. juli hører også billedet af en præst og en imam, som medvirker ved begravelsen af en af de dræbte teenagere, som havde flerreligiøs baggrund.
Den norske kirke blev et samlingspunkt for et Norge først i chok, så i sorg, Hvorfor? Fordi landet havde brug for den bedste ceremonimester og ritualskaber, vi har. Der er kirken, skrev han i en statuskommentar i Aftenposten juleaften 2011. Og videre: Kirken formåede at give fællesskab og oplevelser, som tolkede for os, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være. Aftenpostens redaktør er ikke alene om at værdsætte kirkens indsats efter 22. juli; en netop offentliggjort Stortingsrapport om beredskabet udtrykker også anerkendelse af kirkens rolle.
Knut Olav Åmås peger dog også på, at kirken ikke spiller nogen stor rolle i den nationale offentlighed til daglig. Der er således fx ingen landsdækkende medier ud over Vort Land, Norges svar på Kristeligt Dagblad som har faste fuldtidsjournalister til at dække kirkestof. Og spørgsmålet om kirkens selvstændiggørelse fra staten er slet kke noget, der optager den brede offentlighed. Mange af biskopperne er grå administratorer, der ikke har stor gennemslagskraft i medierne, siger han og nævner, at fx. Oslos biskop var helt fraværende omkring domkirken efter den 22. juli.
Også andre end Åmås nævner biskoppernes anonyme medieeksistens. Én nævner fx at der for nogle uger siden var en intens offentlig debat om lægers pligt til at henvise til abort. Debatten fandt sted, mens biskopperne var samlet i bispemøde. Spørgsmålet blev dog overhovedet ikke nævnt af biskopperne, som derimod udsendte en pressemeddelelse om ultralydscanninger af gravide. Det virkede, som om biskopperne befandt sig i en anden verden, som én formulerer det.
Men den 22. juli og i dagene efter viste den norske kirke, hvad den er og hvad den kan, mener altså Åmås. Det virker næsten som et ekko fra et af de mennesker, vi talte med i Sverige, Alf Lindermann, leder af Sigtunastiftelsen og forsker i medier og religion. Han er kritisk over for Svenska Kyrkans forsøg på at brande sit varemærke som en anden virksomhed. Han ser det som et forsøg på at vise, hvad kirken vil være i stedet for at anskueliggøre, hvad den er: Hvis Svenska Kyrkan lanceres som svar uden at nogen ved, hvad spørgsmålet er, så får kirken et troværdighedsproblem, siger han.
Med 22. juli i baghovedet giver den svenske forskers ord god mening her i Oslo, hvor Aftenpostens kulturredaktør mener, at den Utøya-terroren ligefrem forstærkede relationen folk/kirke. Og vel at mærke på en måde, som ikke er eksklusiv i forhold til andre trossamfund. Og i en sådan situation, hvem tænker så på, hvordan stat og kirke hænger sammen?
Tre danske kirkelige aktører er på rundtur i Norden. Følg bloggen på Kristeligt Dagblads hjemmeside.De tre bloggere er:Ulla Morre Bidstrup, lektor, medlem af styrelsen for Grundtvigsk Forum
Jørgen Skov Sørensen, sekretariatschef, Folkekirkens Mellemkirkelige Råd
Birgitte Stoklund Larsen, akademileder, Grundtvig-Akademiet.