Bonhoeffer stadig et eksempel til efterfølgelse?

"Bonhoeffers opfattelse var, at det altid var kirkens opgave at tale for dem, som ikke selv kunne tale deres egen sag. Lige som Kristus altid var der for andre, så var kirkens eksistensberettigelse altid at være kirke for andre. 'Den, der ikke råber for jøderne, skal ikke synge gregorianske salmer!' Discipelskab har en pris, og for Bonhoeffer blev det den ultimative pris," skriver konsulent og blogger Mogens Mogensen.

Måske skulle vi lade 75 års jubilæet for udgivelsen af bogen Efterfølgelse være en anledning til at overveje, om Bonhoeffer også i dag har noget vigtigt at minde os lutheranere om, når det gælder vor forståelse af, hvad det indebærer at leve af Guds nåde, skriver interreligiøs konsulent Mogens Mogensen i sin blog

I disse dage er det 75 år siden, den tyske lutherske teolog Dietrich Bonhoeffer udgav sin bog "Nachfolge", der på dansk kom til at hedde "Efterfølgelse" og på engelsk "The Cost of Discipleship".

LÆS OGSÅ: Portræt af Dietrich Bonhoeffer

Efterfølgelse og discipelskab handler om at følge Jesus, at være Jesu discipel. Men når vi i dag bruger ord som efterfølger, så tænker vi for eksempel på en direktørs efterfølger, eller når vi taler om disciple, så kommer vi måske nok til at tænke på dem, der fulgte med Jesus, men ikke om at det at være kristne i dag.

Efterfølgelse og discipelskab er ikke folkelige ord i dag, men hvad værre er, så er de også næsten gået ud af brug i kirkelige sammenhænge, og det er svært at få øje på andre ord, som bruges om det, som efterfølgelse og discipelskab står for. Og så var det både det første og det sidste Jesus talte om. Kom og følg mig, var Jesu første ord til sine tilhørere, og de sidste ord var: Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple.

Som Eric Metaxas gør opmærksom på i sin biografi "Bonhoeffer Pastor, Martyr, Prophet, Spy" (2010), følte Bonhoeffer, at den lutherske kirke efterhånden var gledet væk fra Luthers intentioner, lige som den katolske kirke var gledet væk fra St. Peters og vigtigere endnu fra Kristi intentioner. Bonhoeffer arbejdede på bogen samtidig med, at han etablerede en alternativ luthersk præsteuddannelse i Finkenwalde i Pommern. Baggrunden for etableringen af dette præsteuddannelsesinstitut var blandt andet, at den traditionelle præsteuddannelse ikke producerede disciple af Jesus Kristus, men teologer og præster, som ikke var i kontakt med de mennesker, som de skulle være præster for, og hvis evne til at leve det kristne liv og til at hjælpe andre til at leve dette liv var svær at få øje på.

Et opgør med "den billige nåde"
Mens mange vestlige teologer i de seneste århundreder har brugt stor energi på at forklare, hvorfor bjergprædikenen ikke kan danne grundlag for kristen etik, gik Bonhoeffer den modsatte vej og tog afsæt i sin etiske tænkning netop i Jesu undervisning i bjergprædikenen. I bogen Efterfølgelse gør han op med den billige nåde, som er at forkynde tilgivelse uden bod dåb uden kirketugt, nadver uden syndsbekendelse, tilsigelse af syndernes forladelse uden personligt skriftemål nåde uden efterfølgelse, nåde uden kors, nåde uden den levende menneskevordne Jesus Kristus.

Anderledes med den dyre nåde. Dyr er den, fordi den kalder til Jesu Kristi efterfølgelse; dyr er den, fordi den koster mennesket livet, nåde er den, fordi den derved skænker ham livet; dyr er den, fordi den fordømmer synden, nåde er den, fordi den retfærdiggør synderen. Dyr er nåden frem for alt, fordi den har været dyr for Gud, fordi den har kostet Gud hans Søns liv.

LÆS OGSÅ: Tysk teolog med heltestatus

Men Med kristendommens udbredelse og kirkes tiltagende verdsliggørelse gik erkendelsen af den dyre nåde efterhånden tabt. Verden blev kristianiseret og nåden blev en kristelig verdens fælleseje. Det ændrede reformationen desværre ikke afgørende på. Når Luther talte om nåden alene, så talte han altid som en, der af nåden var blevet ført ind i den strengeste efterfølgelse af Jesus, men det glemte hans efterfølgere. Det gik efterhånden sådan, at Den rette arv fra Luther skulle kendes på, at man gjorde nåden så billig som muligt. At være luthersk betød, at man overlod Jesu efterfølgelse til lovtrælle, reformert eller sværmere, altsammen for nådens skyld (Dietrich Bonhoeffer, Efterfølgelse. København 1964 s. 23-36).

En kirkekamp på liv og død
Det er tankevækkende, at Bonhoeffer mødte udtrykket billig nåde i en afro-amerikansk menighed i Harlem under et studieophold i New York. Det var også i denne afro-amerikanske kirkes protestkultur, han hentede inspiration til den etik, som hjalp ham til at gøre modstand mod det nazistiske regime.

Bonhoeffer skrev på bogen samtidig med, at han var dybt engageret i en kirkekamp på liv og død. En gruppe præster, som ikke stiltiende ville se til, at den lutherske kirke gradvist blev nazificeret til den grad, så præster efterhånden måtte sværge troskab mod Føreren, etablerede en Bekendelseskirke, hvis præster med livet som indsats talte nazismen imod blandt andet i jødespørgsmålet.

Bonhoeffers opfattelse var, at det altid var kirkens opgave at tale for dem, som ikke selv kunne tale deres egen sag. Lige som Kristus altid var der for andre, så var kirkens eksistensberettigelse altid at være kirke for andre. Den, der ikke råber for jøderne, skal ikke synge gregorianske salmer! Discipelskab har en pris, og for Bonhoeffer blev det den ultimative pris.

Måske skulle vi tage anledning af 75 års jubilæet for udgivelsen af bogen Efterfølgelse til at overveje, om Bonhoeffer også i dag har noget vigtigt at minde os lutheranere om, når det gælder vor forståelse af, hvad det indebærer at leve af Guds nåde.

Mogens S. Mogensen er interreligiøs konsulent. Læs hans blog her.