"Brug sommerferien til at kommunikere"

Kommunikation betyder fællesskab, skriver Svend Løbner Foto: Foto: Leif Tuxen.

Gud opnåede det, som er målet for al kommunikation: Fællesskab, skriver journalist Svend Løbner

Brug ferien til at snakke godt med din ægtefælle, dine børn og forældre, ja, mange flere.

Vi formidler hele livet igennem. Fra vi møder mors varme blik, hører fars latter og pudrer og grynter som små babyer. Til vi rækker et stykke chokolade til barnebarnet, der kommet for at besøge os på plejehjemmet. Livet er én lang kommunikation.

Også i det åndelige liv kommunikerer vi. Med Gud og med hinanden i kirken eller foreningen. Men til ingen nytte, hvis ikke Gud havde kommunikeret med os først.

Hvor havde vi været, hvis ikke Gud havde inspireret 40 forskellige forfattere over en periode på 1600 år til at skrive de 66 bøger, vi i dag kender som Bibelen? Og hvor havde vi været, hvis ikke Gud havde sendt sin søn Jesus, Ordet, den ultimative formidling?

Gud opnåede det, som er målet for al kommunikation: Fællesskab. Det må også være vores mål som formidlere i dag: En eller anden grad af samvær og fællesskab med dem, vi kommunikerer til.

Ordet kommunikation kommer af det latinske ord communicare, som betyder at gøre fælles. Ordet bruges i forskellige varianter, der alle sammen har med fællesskab at gøre. Kommune er et samfundsfællesskab. Kommunitet er et klosterfællesskab. På engelsk hedder fællesskab ganske enkelt community, og det dybeste fællesskab med Gud og mennesker hedder communion, det vil sige nadver.

Så uanset hvad vi kommunikerer og hvilke medier vi bruger, så er formålet altid at skabe en eller anden grad af fællesskab med dem, vi kommunikerer med. Ellers er der ikke nogen idé at kommunikere overhovedet!

Så brug sommerferien til at kommunikere, både med din mand eller kone, dine børn, dine gamle forældre og med dem, der trænger til en opmuntring på din vej. Og se, om det ikke bliver modtaget og giver respons tilbage!

Og tænk så på kommunikation som fællesskab også når du kommer tilbage efter ferie og skal skrive i foreningsbladet, på hjemmesiden, en pressemeddelelse eller sågar et læserbrev til lokalavisen.

Du skriver ikke for at støde folk fra dig, men for at tiltrække dem, vække deres interesse og måske begynde en dialog. For det er kommunikation!

Svend Løbner er journalist og leder af Kirkeligt Medieakademi