Den stille uge er fuld af dramatik og indlevelse

Vi venter med længsel på påskenattens forløsning, skriver katolske Kirsten Kjærulff

Liturgien i den stille uge er i Den katolske Kirke præget af dramatik og intens indlevelse i påskemysteriets forskellige faser.

Det begynder palmesøndag, hvor man mindes Jesu indtog i Jerusalem: Menigheden samles uden for kirken, hvor præsten velsigner palmegrenene med vievand og læser evangeliet om indtoget i Jerusalem. Nu deles grenene ud til alle, og med lys og røgelse i spidsen går man i procession ind i kirken, mens man synger hymnen til Krist Konge. Nu læses hele lidelseshistorien efter Matthæusevangeliet. Efter en tusind år gammel tradition er evangeliet dramatiseret, således at alle Jesu ord læses af præsten, evangelistens beretning af en person fra menigheden, mens de andre personers replikker læses af en tredje person. Folkemængdens råb siges i kor af hele menigheden. Således bliver alle aktivt inddraget i lidelseshistorien.

Det er denne tradition, som er udgangspunktet for de store musikalske fortolkninger, som vi f. eks. kender fra Bachs Matthæuspassion og Johannespassion.

Skærtorsdag:

Efter de stille dage mandag, tirsdag, onsdag, når vi frem til Triduum pascale, de tre dage fra skærtorsdag til påskenat. Påskehøjtiden indledes med aftenmessen skærtorsdag, hvor evangelieteksten handler om fodtvætningen og instiftelsen af nadveren.

Efter prædikenen kommer tolv mænd fra menigheden op i koret, hvor de sætter sig og tager sko og strømper af, for nu træder præsten i Kristi sted, tager et fad med vand og lægger sig på knæ foran hver enkelt og vasker og tørrer hans fødder Når nu jeg, jeres Herre og Mester har tvættet jeres fødder, så er også I skyldige at tvætte hverandres fødder. Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer.

Herefter følger eukaristien (nadveren) for sidste gang inden langfredag, for nu bæres det indviede brød, altså Jesu legeme, i procession med lys og røgelse ned gennem kirken til det sted (for eksemepl et sidekapel), hvor det skal opbevares indtil opstandelsen påskemorgen.

Nu går alle tilbage til højaltret, hvor alterdugen fjernes, lige som lys og blomster. Tabernaklet står nu gabende tomt, kirken er mørk som en grav. Nu er Jesus i Getsemane Have. Resten af aftenen og evt. hele natten er der tilbedelse foran sakramentet, Jesu legeme, i sidekapellet: Det er vågenat, hvor man ligesom disciplene våger og beder med Jesus i Oliehaven. Lige som i evangeliet er der ikke ret mange, som kan holde sig vågne! I praksis er det en mindre flok eller nogle enkelte, som skiftes til at våge foran sakramentet.

Langfredag:

Hele dagen streng faste. Gudstjenesten begynder kl. 15, den niende time, hvor Jesus dør på korset. Kirken er mørk og tom ingen lys, ingen blomster, alteret tomt uden krucifiks. Ingen musik. Det er dødens stilhed. Præsten i rød messehagel (lidelsens farve) går i stilhed frem til alteret, bøjer sig og lægger sig udstrakt på gulvet, mens hele menigheden knæler ned nogle minutter, alt i tavshed.

Ordets liturgi er en oplæsning af hele lidelseshistorien, denne gang efter Johannesevangeliet, men med samme rollefordeling som palmesøndag. På det sted i evangeliet, hvor det står: Da Jesus nu havde fået eddiken, sagde Han: Det er fuldbragt! og Han bøjede hovedet og opgav ånden, knæler alle ned i stilhed.

Efter evangeliet følger menighedens forbønner en lang række af bønner for hele verden. I dagens anledning synges de af skiftevis præst og kantor, og mellem hver af bønnerne knæler alle ned. Det er op og ned mange, mange gange, så man virkelig føler, at man beder med hele kroppen!

Korsets hyldning: Nu bæres det store krucifiks frem og stilles ved alterets fod. Præsten ærer det ved at knæle ned og kysse Jesu fødder. Derefter følger hele menigheden, som ærer de på samme måde. Nogle lægger også blomster. Imens synges en salme (uden orgel), f. eks. Hil dig Frelser og Forsoner, Stabat Mater dolorosa eller en anden gammel hymne fra middelalderen.

Sidste del af gudstjenesten er kommunionen: Alterets sakramente bæres fra opbevaringsstedet i kapellet op til alteret, hvor Jesu legeme og blod uddeles, men uden den forudgående forvandling som i eukaristien, for det er jo langfredag, og Jesus er død! Men præsten har i messen skærtorsdag forvandlet dobbelt mængde af brød, så det også kan uddeles til menigheden langfredag.

Efter velsignelsen går alle bort i tavshed og venter nu med længsel på påskenattens forløsning.