Det knager og brager i missionselskabsstrukturerne

I de fleste kirker i den gamle kristenhed var der ikke forståelse for, at det var kirkens opgave at engagere sig i mission uden for deres landes grænser, og i nogle kirker var der endvidere den teologiske forståelse, at missionsbefalingen var rettet alene til Jesu disciple, skriver Mogens Mogensen. Foto: Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Det faktum, at der i dag er meget store kirker i Afrika og Asien vidner om, at missionsselskabernes arbejde i høj grad har båret frugt. Men den klassiske missionsselskabsstruktur er i forandring, skriver interreligiøs konsulent Mogens Mogensen i sin blog

Kirke og mission står midt i en brydningstid i disse år. Det mærkes ikke kun her i Danmark, men i hele den vestlige verden, den gamle kristenhed. Den kontekst, som kirke og mission skal agere i, ændrer sig hurtigt og radikalt i disse år, og det udfordrer naturligvis både kirke og mission. Der stilles grundlæggende spørgsmål til, hvordan vi skal forstå kirke og mission i dag. Kirke og mission engagerer sig i nye opgaver og der eksperimenteres med nye arbejdsformer. Der er en voksende oplevelse af, at strukturer, der har tjent os godt i mange år, ikke længere er velfungerende.

LÆS OGSÅ: Hvordan kan man forsvare mission?

Den kirkelige struktur med sogneinddelingen går helt tilbage til kristendommens indførelse for over 1000 år siden. Med reformationen for snart 500 år siden fik vi en statskirkestruktur, som grundloven og efterfølgende love har blødt lidt op på. Og om få uger får vi så nogle bud på strukturelle ændringer i folkekirken, når kirkeministerens kommission barsler med en foreløbig rapport, og så kan vi begynde at diskutere, hvilke strukturer, der vil være fremmende for kirkens liv og vækst og for kirkens tjeneste i verden.

De nye verdener skulle også have evangeliet
Den klassiske missionsstruktur har sin rod i det 18. århundrede. Opdagelserne og den efterfølgende kolonisering af blandt andet Afrika og Asien åbnede øjnene hos nogle kristne grupper for forpligtelsen til at bringe evangeliet til de mange ikke-kristne folkeslag i disse områder. I de fleste kirker i den gamle kristenhed var der ikke forståelse for, at det var kirkens opgave at engagere sig i mission uden for deres landes grænser, og i nogle kirker var der endvidere den teologiske forståelse, at missionsbefalingen var rettet alene til Jesu disciple, og at de havde opfyldt befalingen, og at det ville være imod Guds vilje at genoptage missionen.

LÆS OGSÅ: Kristen mission er i klemme

Derfor blev der i Danmark såvel som i mange andre lande etableret missionskredse uden organisatorisk forbindelse til folkekirken, kredse, som blev samlet i private eller frie missionsselskaber. DMS blev dannet i 1821, Santalmissionen i 1867, Sudanmissionen i 1911 og så videre.

Missionen blev båret af missionskredsene
Strukturen var ganske enkel. Missionskredsenes opgave var samle penge ind og bede for arbejdet. Missionsselskabets opgave at rekruttere og udsende missionærer og på alle måder at være bindeleddet mellem missionskredsene og missionærerne (og de kirker, som efterhånden opstod). Der var tale om en énvejstrafik, fra de gamle kristne lande, som for eksempel Danmark, til de ikke-kristne (hedenske) områder i Afrika og Asien med hensyn til mandskab med erfaringer og ekspertise, penge og teologi.

Missionskredsenes engagement, som var helt afgørende for missionsvirksomheden, blev sikret gennem missionærbreve og artikler om missionen udsendt af selskabet, og ved at missionærerne på deres hjemmeophold kom rundt i kredsene og fortalte om deres arbejde.

Ændringer trænger sig på
Denne klassiske missionsselskabsstruktur, som har været karakteristisk for en stor del af den moderne missionsbevægelses historie siden det 18. århundrede, har tjent missionen i Afrika og Asien godt i mange år. Det faktum, at der i dag er meget store kirker i Afrika og Asien vidner om, at missionsselskabernes arbejde i høj grad har båret frugt, således at der i dag er langt flere kristne på det, man i gamle dage kaldte missionsmarken, end der er i de gamle kristne lande, hvorfra missionærerne blev udsendt.

Men hvis man lægger øret til jorden, kan man ikke undgå at høre, at det knager og brager i de gamle missionsselskabsstrukturer. Det skyldes ikke, at mission er blevet mere og mere marginaliseret teologisk og kirkeligt set; tværtimod er der i dag en større forståelse for mission i kirkelige og teologiske kredse, end der nogensinde har været. Det skyldes heller ikke, at der ikke længere er brug for mission; tværtimod er missionsudfordringerne i dag ikke til at komme uden om.
Men meget tyder på, at der er et påtrængende behov for ændringer i den måde, missionen organiseres på i dag.

Mogens Mogensen er interreligiøs konsulent, tidligere missionær og blogger.