- Du er svær at hjælpe

Mon ikke det trods alt er lettere at være sørgende mor og menneske i en kultur, der ikke har mistet sansen for sorg. At sorg er en tilstand, der har det til fælles med vejret, at uanset hvad vi mener om den, kan vi ikke gøre noget ved den og må indrette os på den, spørger Liselotte Horneman Kragh i dette blogindlæg. Foto: - Jacob Kragh.

Ordene blev sagt til en kvinde, som under tragiske omstændigheder har mistet sit barn, og nu, halvandet år senere, ikke har fundet vejen tilbage til liv. Læs Liselotte Horneman Kraghs blogindlæg

Du er svær at hjælpe. Ordene blev sagt med lige dele velment kærlighed og slet skjult irritation. De faldt til en kvinde, som under tragiske omstændigheder havde mistet sit barn, og nu, halvandet år senere, ikke har fundet vejen tilbage til liv, mening eller noget som helst af det, vi andre forbinder med et godt liv.

Hun har gode mennesker omkring sig, de vil hende det godt, de ligefrem stritter af iver for at hjælpe. Gør nu sådan. Eller sådan. Hvorfor ikke prøve dit, opsøge dat, tage del i x, begynde på y. Alt sammen talt ud fra en gøre-kultur, et samfund af mennesker, hvis opskrift på vejen fremad er at GØRE noget.

Hvad så, når der ikke er noget at gøre? Hvad så, når der er gået et hul på livet, der ikke kan repareres, lige meget hvor meget nogen gør? Jamen, konen skal da op af hullet. Men hun er dødvægt, hun hjælper ikke selv til. Hun sidder der bare. Og er svær at hjælpe, lyder det fra omgivelserne med anklager i mundvigene.

Hun er ganske rigtigt ikke sjov at være i stue med, for hun får os andre til at ane eksistensen af uoprettelige huller. Der er sådan set ikke noget at sige til, at folk nervøst springer op af stolen og foreslår den ene aktivitetsplan efter den anden. For så længe vi har gang i at lave en gøre-plan, skal vi ikke læne os ud over afgrundens kant sammen med denne sørgende kvinde og erkende, at ja, det ER en afgrund, og nej, der er ingen bund i den.

Mon ikke det trods alt er lettere at være sørgende mor og menneske i en kultur, der ikke har mistet sansen for sorg. At sorg er en tilstand, der har det til fælles med vejret, at uanset hvad vi mener om den, kan vi ikke gøre noget ved den og må indrette os på den.

I andre kulturer ligger der faste rammer for sorgen, som vel på os kan virke stive og underlige. Men som med garanti aflaster den enkelte sørgende, fordi denne ramme giver dem et sted at være, hvor ingen siger til dem, at nu må de se at komme videre. I det før-kommunistiske kejserlige Kina var det primære mål med begravelser ikke at trøste de efterladte, men at styrke båndene mellem generationerne. Sørgeperioden fandtes for at sikre et varigt forhold mellem børn og deres forældre. En søn eller en datter skyldte en død forælder mindst tre års aktiv sørgetilstand. Som en slags gengæld for de første tre år af barnets liv, hvor det havde været helt og aldeles afhængigt af forældrene.

Og i Grækenland, i landsbykulturen, kan en mor, der har mistet sit barn, roligt lade sig falde ned i sit sorte hul i i hvert fald fem år: ikke gå uden for en dør, ikke besøge andre, ikke tage del i sine andre børns store begivenheder, men derimod være at finde på kirkegården ved sit barn grav to gange dagligt. Man pudser ikke terapeuter på hende eller kalder hende for patologisk sorg-ramt.

Hun kan segne af sorg og lade det være hendes hovedbeskæftigelse. I stedet for at skulle segne under den enorme byrde det er, både at skulle bære på sorgen OG på omgivelsernes halvirriterede forventning om, at nu hvor der er gået et år, må konen virkelig til at komme videre.

Liselotte Horneman Kraghs blog

Liselotte Horneman Kragh. - Foto: Jacob Kragh.