En gudstjeneste skal kræse for form og indhold

Før var min søndagsfejring en stresset Martha-tjans, nu er jeg en Maria, der lader andre om arbejdet, og som bare sætter mig og lytter, mens hele holdet bag gudstjenesten arbejder med serveringen. - Foto: Leif Tuxen.

De bibelske læsninger er som den danske natur. De kan være som en mild forårsregn, men også som storm og uvejr, skriver hjælpepræst Børge Haahr Andersen i sin blog

For fire år siden blev jeg forfremmet til det højeste embede i den lokale kirke. Før havde jeg været én af servicemedarbejderne. 50 gange om året skulle jeg servere for et ikke ringe antal mennesker, hvoraf en del var relativ kræsne og ikke lod sig byde hvad som helst. Nu er jeg selv blevet en del af den privilegerede gruppe, der lader sig betjene. Dog med fire årlige undtagelser, hvor jeg optræder som reservetjener. Men det er til at overse.

Før var jeg det, man i den lutherske tradition har kaldt en tjener, en ordets tjener. Nu er jeg søndag formiddag en slags direktørtype, der lader andre gøre det grove arbejde. Før var min søndagsfejring en stresset Martha-tjans, nu er jeg en Maria, der lader andre om arbejdet, og som bare sætter mig og lytter, mens hele holdet bag gudstjenesten arbejder med serveringen.

Som der er forskel på spisesteder, er der forskel på kirker. Jeg er privilegeret at komme et sted, hvor der efter mit skøn på en særlig måde kræses for både form og indhold. Allerede præludiet kan være så medrivende, at hårene rejser sig. Med præcision ledes jeg ind i gudstjenestens tema og stemning.

Så er der salmerne. Mens jeg tilhørte serveringsholdet, måtte jeg svede for at finde den rigtige kombination af salmer i forhold til de rigtige tekster. Nu kan jeg nøjes med at smage på, hvad andre har tænkt igennem. Jeg lever med i fastetidens salmer og kan identificere mig med den alvor af kamp og strid og smerte, som de indeholder. Det er ærlig snak. Sådan er livet. Sådan er det kristne liv. Men samtidig er der noget afventende og vordende over fastetiden. Der er en nedtælling i gang mod den store forløsning.

Kirkerummet i min lokale kirke er optimalt at synge i. Især hvis man sætter sig lidt frem i rummet. Menigheden er fuld af gode sangere. De salmer, vi synger, er vævet sammen med mennesker, hvis livshistorie jeg har fået lov at blive en del af. Da vi i går sang: Befal du dine veje, huskede jeg en begravelse og et menneske, for hvem den salme havde gjort en forskel. Vi sang også: Gud vi er i gode hænder, og jeg husker hende, der skulle have en kopi af den salme med på hospitalet. Jeg kan efterhånden ikke synge med på en ærlig salme, uden at jeg får hovedet fyldt af mennesker og begivenheder i og uden for kirkens rum.

Så er der teksterne, de bibelske tekster. Jeg er så gammel, så det at møde dem, læst op af dagens læser, er som at møde gamle venner. Men også gamle venner kan overraske, og fortroligt fællesskab med dem, vi kender, kan gøre os klogere på både andre og os selv. Igen og igen sidder jeg på bænken og spørger mig selv: Hvorfor har du ikke lagt mærke til den sætning før? De bibelske læsninger er som den danske natur. De kan være blide eller barske, kan være som en mild forårsregn, men også som storm og uvejr. Ind imellem provokerende og aldeles politisk ukorrekte. I går blev der helt uindpakket advaret mod utugt og griskhed som en fare, der kunne lede kristne mennesker ikke bare i uføre, men i fortabelse. Jeg kom til at tænke på Søren Kierkegaard, der et sted siger: Jeg kan ikke holde ud at være alene med teksten. Stik mig en kommentar.

Prædikenen er et af gudstjenestens højdepunkter. Heldigvis tilhører jeg en lokal tradition, hvor den ikke skal klares på 5-10 minutter, men der tages tid til fordybelse. Jeg har brug for andres hjælp til at forstå og anvende dagens tekst. Brug for den tiltale, der ligger i prædikenens form, hvad enten det er formaning eller trøst. Jeg læser som regel flere prædikener i ugen op til søndagen, bare for at styre min nysgerrighed omkring andres vinkler. Prædikenen kan variere fra solid hverdagskost til festmad. Jeg sidder på min flade og ledes gennem tekstens landskab, mens jeg guides af prædikanten. Har jeg forstået en kristen prædikens betydning, så sker der mere end blot kommunikation fra en talerstol. Der sker noget, som er skjult for øjet og den ydre erfaring. Jeg sætter mig under Guds tiltale. Tid og rum ophæves. Jeg bliver en Maria, der sidder og lytter til ham, der er på vej til Jerusalem, Eller jeg bliver én af to ukendte Emmausvandrere og kommer med på en vandretur sammen med den korsfæstede og opstandne.

Nadveren er et nyt højdepunkt. Det samler det hele i en enkel og sanselig form. Jeg er accepteret. Jeg er tilgivet. Jeg tilhører et evigt fællesskab. Jeg kan smage det.

Jeg lander under postludiet. Dagens grundtone slås endegyldigt fast. Den er eftertænksom her i fastetiden. Men der er en nedtælling i gang. Der lurer en påskedag og en påskedags postludium om få søndage. Det bliver stort.