Entré til Guds hus?

Ved at opkræve entré understreger man, at det er et museum, som man træder ind i, og ikke Guds hus, hvor alle er velkomne uden nogen form for betaling, skriver konsulent og blogger Mogens Mogensen

I folkekirken har vi omkring 2400 kirker, hvoraf fleste er mange hundrede år gamle. Kirker udgør en vigtig del af Danmarks kulturarv, og mange af kirkebygningerne som er arkitektoniske perler. Derfor kan det ikke undre, at der kommer endda rigtig mange turister og besøger kirkerne.

Det er voldsomt dyrt at vedligeholde disse gamle kirker, og oven i det kommer der i nogle tilfælde udgifter påført af turismen. Derfor kan det på en måde ikke undre, at man i to af de største kirkelige turistattraktioner, nemlig Roskilde Domkirke og Østerlars Rundkirke, har indført entré.

Tidligere var det gratis for sognebørnene at komme ind i Roskilde Domkirke, mens turister skulle betale, men nu er størstedelen af kirken åben for alle, mens alle skal betale for at komme ind i visse dele af domkirken.

LÆS OGSÅ: Sognebørn skal betale for kirkebesøg

Ud fra en økonomisk betragtning er det en meget god ide at opkræve entré af turister, der vil besøge kirker, for hvorfor skulle man betale for at komme ind på et kunstmuseum, mens man gratis kan gå ind og se på kunst i kirken?

Men inden endnu flere menighedsråd vælger at begynde at tage entre til deres kirke, skulle man måske overveje de teologiske/kirkelige aspekter af at tage entre til Guds hus. Ved at opkræve entré understreger man, at det er et museum, som man træder ind i, og ikke Guds hus, hvor alle er velkomne uden nogen form for betaling. Den nærliggende fare er, at kirkebygningen efterhånden mere og mere bliver opfattet som et kulturelt museum, hvor der en gang imellem holdes gudstjenester, og ikke som et Guds-hus, der også har historisk og kunstnerisk interesse.

At vore gamle og nyere kirker drager mange turister til sig er ikke noget problem. Tværtimod er det en fantastisk mulighed for at formidle det budskab, som kirkens arkitektur og kunst er et udtryk for, til mennesker, som måske sjældent eller aldrig deltager i kirkens gudstjenester. Turister er ofte langt væk hjemmefra og har god tid til at fordybe sig i noget, som måske er fremmed for dem, og når de selv har valgt at opsøge kirken, ja, så må kirken være der med et tilbud om en forklaring på, hvad kristendom er, og en mulighed for at deltage i kirkens liv.

Lige som vi i dag har gadepræster, natkirkepræster og ungdomspræster, for at møde mennesker med evangeliet dér, hvor de er, og på det tidspunkt, hvor de ønsker at møde kirken, på samme måde må vi overveje, hvordan vi i folkekirken kan møde turister. Især i de større byer med gamle kirker, der tiltrækker tusinder af turister, skulle vi måske ansætte turistpræster, som ud fra de attraktive kirkebygninger kunne formidle viden om kristendom og kirke, og som i de samme bygninger kunne invitere turister til at deltage i særlige gudstjenester, andagter, meditationer, dialoger, pilgrimsvandringer eller lignende.

Det vil naturligvis betyde, at vi må foretage en omprioritering af præste- og andre medarbejderressourcer og også af vore økonomiske ressourcer. I en tid men mange forandringer må vi løbende foretage justeringer af budgetter og planer, og det må vi gøre ud fra folkekirkens overordnede formål, som ifl. betænkningen om Opgaver i sogn, provsti og stift (2006) er som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser. Alle konkrete målsætninger må dybest set tjene denne opgave.

Heldigvis er der kirker og menighedsråd, som har fået syn for denne opgave. Som vi for eksempel oplevede det denne sommer i Ebeltoft. Hver torsdag aften gik vægtere rundt i byen og sang vægtersangen, og efter rundgangen kl. 9 endte vægterne og alle vi turister, som fulgte dem, i Ebeltoft Kirke, hvor der blev holdt en andagt endda med mulighed for oversættelse til engelsk og tysk.

I stedet for at overveje at kræve entré af turister, som bestyrede vi et kulturelt museum, så skulle vi overveje helt gratis indbyde turister til at stifte bekendtskab med kirke og kristendom i vore folkekirker.