Er folkekirken en stenrig kirke?

Måske skulle vi oversætte en ny, hollandsk håndbog om, hvordan man lukker kirker, til dansk, skriver konsulent og blogger Mogens Mogensen

Er den danske folkekirke også stenrig? Det spørgsmål rumsterede i mit hoved, mens jeg den 9. april deltog i en international konsultation om menighedsudvikling, som afvikledes i Mariakirken på Vesterbro i København.

Jeg tænkte ikke på de 6-7 milliarder kroner, som det hvert år koster at drive folkekirken, selvom en kirke med et sådant budget- i et internationalt perspektiv må siges at være stenrig. Nej, det var professor Michael Herbst fra det teologiske fakultet i Greifswald, der fortalte, at hans lokale lutherske kirke i den del af den del af det gamle Østtyskland nu kun havde omkring 90.000 medlemmer, men 400 kirker. Derfor spøgte han med, at kirken var stenrig, rig på sten.

Et af udgangspunkterne for enhver tale om menighedsudvikling i de store lutherske og reformerte kirker i Europa må være, at kirker i disse år taber medlemmer og kirkegængere. Professor Henk de Roest fra Holland sagde, at man havde forudset, at inden for de næste ti år ville 1100 af den reformerte kirkes godt 4.000 kirker ville blive lukket. Det ville ikke blot skyldes den almindelige sekularisering, men også affolkningen af landområder. Derfor havde Henk de Roest netop været med til at færdiggøre en håndbog for, hvordan man kan lukke en kirke på en ordentlig måde eller overføre den til andet brug: Mere end træ og sten håndbog for lukning og transformering af kirker.

Også folkekirken er stenrig, i betydningen rig på sten. Vi har 2.354 kirkebygninger, heraf over 1700 middelalderkirker. Nedgangen i antallet af medlemmer og i kirkegangen, samt ikke mindst befolkningsforskydninger mellem land og by og mellem fx Københavns centrum og forstæder, gør, at der nu også for alvor tales om kirkelukninger i Danmark. De første kirker er allerede taget ud af brug, og mange flere følger sikkert efter. Derfor skulle vi måske overveje at oversætte den hollandske håndbog om, hvordan man lukker kirker, til dansk.

Prof. Michael Herbst var imidlertid inde på en anden løsning, især når det gjaldt spørgsmålet om at ophøre med at holde gudstjenester for meget små menigheder på landet. I Pommern er der eksempler på, at der pga. nedgang i medlemstal og kirkegang er blevet etableret pastorater med 17-18 kirker, som én og samme præst skal holde gudstjeneste i.

I stedet for at ophøre med at holde gudstjenester i mange af disse kirker foreslog Herbst, at man lod lægfolk forestå gudstjenesterne i stedet for præster. Det skulle naturligvis ske under præstens tilsyn. Efter Herbsts opfattelse ville Luther have sagt god for det tænk fx på hans lære om det almindelige præstedømme. Og Paulus ville sikkert heller ikke have indvendinger, når han fx i Efeserbrevet 4 skriver om Kristus, at han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister, og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op.

Folkekirken er, når det kommer til stykket ikke så fattig, at vi behøver at lukke kirker for at spare på lønninger til præster og andre kirkelige medarbejder, som vi i dag ikke kan forestille os at holde gudstjeneste uden. Vi har også i folkekirken mange lægfolk, som bare venter på at præster m.fl. skal udruste dem til at gøre tjeneste så Kristi legeme opbygges, bl.a. ved at holde gudstjenester. Folkekirken er stenrig, ikke bare rig på døde sten, men også på levende stene!

Mogens S. Mogensen er interkulturel konsulent og blogger på eftertanke.dk.