Er folkekirken forenelig med demokrati?

Folkekirke, demokrati og statsvæsen går ikke altid op i en højere enhed, mener Mogens Mogensen

I går var der grund til at feste. Juni-grundloven af 1849 afskaffede enevælden og indførte folkestyret, altså demokratiet. Og samme juni-grundlov erstattede den enevældige konges kirke, altså statskirken, med folkekirken. Grundlovsdag er dermed også folkekirkens fødselsdag. Men der er også grund til at reflektere. Reflektere over demokratiet og folkekirken og deres indbyrdes forhold før og nu.

Demokrati var ikke for alle
Vi fik folkestyre, men det var de første mange år en meget indsnævret forståelse af, hvilke folk, der skulle have del i styret. Valgret havde kun mænd, og altså ikke kvinder, så halvdelelen af befolkningen var udelukket.

Kun dem der var 30 år derover (og til landstinget 35 år og derover) kunne stemme, så en stor del af den voksne befolkning var udelukket. Dertil kom, at tyende og folk, der havde modtaget men ikke tilbagebetalt fattighjælp, heller ikke hørte med til det folk, der fik del i styret. 66 år senere fik kvinder også del i styret, og efterhånden har alle mænd og kvinder over 18 år fået lige demokratiske rettigheder.

Vi fik en folkekirke, men lige siden har man ivrigt diskuteret, hvad det vil sige, at vi har en folkekirke. Folkekirken blev indført samtidig med religionsfriheden, så det blev en fri kirke, som ingen bortset fra kongen længere var tvunget til at være medlem af.

Det var i de første 100 år eller mere virkelig en folkekirke, for med få undtagelser var hele folket medlemmer. Sammenfaldet mellem folkekirke og folk bliver imidlertid mindre år for år, og pt. er der 20% af folket, som ikke er medlemmer af folkekirken.

Folkekirken ligner en statskirke
Men helt frem til i dag har folkekirken bevaret en række karakteristiske statskirketræk. Her tænker jeg ikke specielt på, at folkekirken ifølge Grundloven understøttes af staten, for den understøttelse forsvinder efterhånden på flere og flere områder.

Nej, jeg tænker på, at folkekirken som statens kirkevæsen styres på næsten samme måde som andre statslige væsener. Folkekirkens synode er folketinget, der giver folkekirken alle dens love, og folkekirkens øverste administration er lagt i hænderne på kirkeministeriet, og biskopper, provster og præster er statens tjenestemænd.

Man kan rejse det spørgsmål, om folkekirken overhovedet er forenelig med demokratiet?

På et helt centralt punkt er enhver kristen kirke naturligvis uforenelig med demokrati, nemlig når det gælder sandhedsspørgsmålet. Hvem er Gud? Hvordan bliver et menneske frelst?

Derfor kunne Piet Hein også ironisk skrive om kristentro og demokrati.

"Vi vælger så rart demokratisk
en Gud der er, som vi vil.
Så gør det jo ikke så meget,
om han er den Gud, der er til."

Folket bestemmer?
Men hvad så, når det gælder styreformen i folkekirken: Kan folkekirken holde til at blive demokratiseret? I 1903 tog venstremanden I. C. Christensen initiativ til de første spæde forsøg med en demokratisering fra neden af folkekirken med indførelse af menighedsråd.

Det skete ikke uden protester fra forskellige kirkelige kredse, men efterhånden er menighedsrådenes bemyndigelse blevet udvidet. I de demokratisk valgte menighedsråd brydes meningerne, både når der skal lægges budget, planlægges aktiviteter og vælges præst, men de fleste steder når man på god demokratisk vis frem til fælles beslutninger og fører dem ud i livet.

Siden fik vi demokratisk valgte provstiudvalg, der har fastlagt medlemsbidraget (kirkeskatten) i provstiet og fordelt ligningsmidlerne, og nu også begynder at tage fælles initiativer for provstiet. Vi fik demokratiske valg af biskopper, og på det seneste har vi endda fået demokratisk valgte stiftsråd, indtil videre dog med meget begrænset kompetence.

Ikke alle i det folkekirkelige landskab har for nu at sige det pænt været begejstret for denne begyndende demokratisering af folkekirken, men der er dog ikke noget der tyder på, at folkekirken af den grund er gået under.

Erfaringerne med de sidste 108 års forsigtige demokratiske initiativer kunne tyde på, at folkekirken måske slet ikke er uforenelig med demokrati, altså forstået sådan at medlemmerne af folkekirken selv styrer folkekirkens anliggender.

Det er da værd at reflektere lidt oven på Grundlovsdag (og altså også folkekirkens fødselsdag), mens der tales om det danske folkestyre og betydningen af demokratiske værdier.

Mogens S. Mogensen er ph.d og interreligiøs konsulent