Find den indre bøn

Fastetiden bør blive en fornyelsestid for vores bøn, skriver katolske Grethe Livbjerg i sin blog

På retræter har jeg mødt mennesker som meldte ud, at de var så trætte af at bede, for de kunne ikke finde på mere at sige til Gud. Der har været præster, hvis eneste erfaring for bøn var de bønner, de bad i kirken. Bønnen var blevet ene ord og ens egne eller ritualiserede ord. Som man kan prædike mennesker ihjel, kan vi med alle vore ord prædike Gud tavs - og vores bøn bliver tør og tom.

Hvad er indre bøn
Fastetiden bør blive en fornyelsestid for vores bøn. At faste på mad uden bøn er bare en tom præstation.

Derfor må den indre bøn fylde meget i vores fastetid.
 
Hvad er indre bøn, vil nogen spørge. Jeg kan bedst svare ved at fortælle, hvad den er for mig. Mit eksempel kan ikke danne mønster, men måske inspirere.
 
Jeg er opvokset på landet i et hjem stærkt præget af Indre Mission. Bibellæsning var en del af dagligdagen, og fra mit 13. år har jeg selv dagligt læst i Bibelen. Bøn fyldte i grunden ikke så meget. Jeg er senere blevet klar over, at den blev sunget ind i mig, for der blev sunget meget både i missionshuset og i mit hjem.

Jeg bliver i stigende grad taknemmelig for den kærlighed til Guds ord, som blev præget ind i mig fra min tidligste barndom. Men jeg gik med en længsel i mig efter noget mere, jeg vidste ikke hvad.

Kort efter min konversion fik jeg fat i Teresa af Avilas' selvbiografi. Jeg sad på en skrænt ved vores sommerhus. Jeg læste, så ud over vandet, blev draget ind i bøn og følte mig genkendt: dette havde jeg jo altid haft i mig. Ikke, at jeg havde haft store mystiske oplevelser som Teresa. Forskellen mellem os var større end lighederne. Og dog: Der var noget hos Teresa, jeg vidste dårligt hvad, der klingede i mig og berørte de strenge, som aldrig rigtigt var sat i svingninger. Siden har indre bøn været en fast del af mit liv. 
 
Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig
I tiden efter drog et indre nærvær mig hele tiden ind i bøn. I bussen, i pauser på skolen, i rengøring. Men efter en tid forsvandt dette følbare. Jeg var i mørke. For så igen senere at finde nærværet på et dybere plan. Så blev det Johannes af Korset der viste vej.
 
Min vej blev forenet med Jesusbønnen, den stadige gentagelse af Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig. Denne bøn både leder ind i indre stilhed og giver mulighed for at bære denne stilhed med mig, hvor jeg går. Ved kassen i supermarkedet kan jeg bede den for alle de andre der står der - og selv bevares for irritation og stress. Den er en hjælp til at følge Pauli råd: Bed altid. Den forvandler indefra.

Fra en af de første retræter jeg ledede, mindes jeg en lærer der var helt udbrændt. Hans undervisning var blevet en kamp for at få ro. Han begyndte at bede Jesusbønnen i alle pauser. I løbet af kort tid ændredes alt. Han genvandt sin integritet og børnenes respekt. Tænk hvilken mulighed vi har for at gennemsyre samfundet med bøn.

Bøn er det mest økumeniske der findes 
Indre bøn er at leve i dette indre nærvær. Man ved sig kaldet ind i den store kærlighed. Jeg mærker, at intet i verden kan tilfredsstille eller bare møde den dybe længsel, jeg bærer i mig. Brudgommen vil ikke dele mig med nogen, men have mig for sig selv. Jeg vil gerne være alene med den, jeg elsker. Ensomhed og stilhed bliver kærlighedens miljø. Hele mit væsen længes efter at se Ham, er han end her skjult i mørke.

Men den ensomhed fører også ind i fællesskab, ikke et blot overfladisk komme-hinanden-ved-fællesskab, men et dybere, og jeg har oplevet, at bøn er det mest økumeniske, der findes. Selv om vi har nok så forskellige traditioner, kan vi genkende hinanden på dybet.
 
Kontemplationen er målet
Den indre bøn er vejen. Kontemplationen målet. Engang anså man kontemplation som målet for bønnens normale udvikling. Men meget er sket i kirkens historie. Meget, som engang var enhed, er blevet splittet. Teologi og bøn var ét: En teolog er en som beder, sagde kirkefædrene. Siden blev de adskilte discipliner.

I det 6. årh. beskriver pave Gregor den Store kontemplation som en viden om Gud, der er gennemtrængt af kærlighed. Denne viden om Gud får vi ved at meditere Guds ord, det, som man i kirkens tradition altid har forstået ved meditation. Kontemplationen er en frugt af denne meditation, for gennem den modnes kærligheden. Kontemplation er ikke en metode og kan ikke nås med nogen metode. Den er en ren Helligåndens gave. Det er Helligånden i os der skaber den indre stilhed, hvor vi åbner os for Hans kærlige nærvær. Det mest intime møde vi kan erfare. Den er udover ord.

Johannes af Korset taler om den indre bøn som en kærlighedsfyldt opmærksomhed, rettet mod Gud, men siger han også den kan forsvinde: så har vi kontemplationen. Hos vore fædre i troen beskrives den som: En uudsigelig tilstand når hverken tungen, forstanden eller hjertet er i aktivitet, en fuldstændig stilhed, hvor Treenigheden selv tager bolig i sjælen.

Begynd i det små 
Som med fasten, sådan gælder det også med den daglige bøn: Hellere en beskeden beslutning, som man fastholder dag ud og dag ind, end store beslutninger om lang tids daglig bøn, som man snart giver op overfor.
 
Hvis indre bøn er nyt for dig, så begynd med 10-20 minutter hver dag. Du kan begynde med at bede Augustins bøn til Hellligånden:
 
Kom ind hvor jeg er åben åbn mig hvor jeg endnu er lukket.
 
Sid stille, måske bed Jesusbønnen: Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig. Lyt indad og du vil opdage den indre dragen. Det mærkelige er, at den kan følges med en ydre adspredthed. Måske ikke så mærkeligt, for når vores indre samler sig, er vores fantasi fri til som Teresa udtrykte det - at opføre sig som en skoledreng der lige har fået fri og bare føjter rundt.
 
Måske må du mange gange under den indre bøn igen rette opmærksomheden mod det indre. Men hver gang vælger du Gud fremfor alt andet. Og i dig dannes vanen at søge Gud fordi Han søger dig.
 
Olivier Clément, en netop afdød fransk ortodoks teolog skriver: Den grundliggende meditation, som hvor og hvornår som helst pludselig kan vælde frem i hjertet, er at minde os om, at Gud er til, og at han elsker os. Det er ligesom når en elskende kommer til at tænke på sin elskede, som deler hans kærlighed, og overvældes af en stor glæde Hans mildhed kommer da til os, og vi tørster efter Ham. Vi ønsker at alle mennesker får del i denne glæde, og vi beder om, at alle skal blive frelst.