Ja tak til online-bedømmelse af præster

Jo, der så vist brug for et dansk hyrdebarometer, så fårene ikke længere skal være som ... umælende får, men kan komme til orde med deres tilfredshed eller utilfredshed med hyrdens præstationer, skriver Mogens Mogensen i en kommentar til det nye, tyske Hirtenbarometer (hyrdebarometer, red.), hvor man kan give sin præst karakter på nettet. Modelfoto.

Hvem kan være imod kvalitetskontrol i folkekirken, når man betænker, hvor mange milliarder kroner, den koster i drift hvert år, skriver konsulent og blogger Mogens Mogensen

Jeg har lige kigget på barometeret. Altså ikke et helt almindeligt barometer, der viser, om det er højtryk eller lavtryk, men et såkaldt hyrdebarometer.

Hirtenbarometer er som ordet viser tysk, og det ligger på nettet, frit tilgængeligt for alle. Jeg gik ud fra, at det var et barometer, der målte, om hyrden arbejdede på højtryk, eller der var for lidt tryk på pastoren. Men helt så enkelt var det nu ikke.

Da jeg kiggede nærmere på barometeret, blev jeg mødt med en venlig hilsen. Hallo små får! Bedøm din hyrdes arbejde og se, hvad andre små får mener om din yndlingshyrdes arbejde.

For at blive fortrolig med betjeningen af barometeret, inden jeg skulle til at bedømme min egen yndlingshyrde, foretog jeg lige en rask lille bedømmelse af katolikkernes overhyrde, pave Benedikt den 16. Man kunne bedømme pavens arbejde på en skala fra 1 til 6, hvor 1 var dårligt og 6 var godt.

Jeg skulle give paven karakterer på 5 områder. Hvor god eller dårlig er den gode mand til at holde gudstjeneste? Og hvad med hans troværdighed. Er han i kontakt med tidens puls? Værre var det at skulle vurdere kvaliteten i hans ungdomsarbejde, mens jeg gik ud fra at han helt havde fod på seniorarbejdet.

Selvom jeg ledte længe, kunne jeg ikke finde ud af, hvor dumpegrænsen lå, så jeg kan desværre ikke her afsløre, om katolikkernes overhyrde bestod sin hyrdeeksamen eller ej.

Nu rejses spørgsmålet naturligvis i Kristeligt Dagblad om vi også har brug for et lignende hyrdebarometer her i Danmark?

LÆS OGSÅ: Giv din præst karakter på nettet

Vi fik jo kristendommen, den lutherske reformation og meget andet kirkeligt input fra Tyskland, så hvorfor så ikke også denne kirkelige nydannelse. I artiklen siger en af stifter af Hirtenbarometer blandt andet, at det skal bruges til at skabe debat om kvaliteten af præsternes præstationer og evne til at nå sognebørnene.

Hvem kan være imod kvalitetskontrol for eksempel i folkekirken, når man betænker, hvor mange milliarder kroner, den koster i drift hvert år? Og er der ikke også nogle af folkekirkens sognehyrder, der har for meget uld i mund? Når der søndag formiddag mellem kl. 10 og 11 sidder så få procent af medlemmerne i kirken, er det så ikke, fordi de ikke oplever gudstjenesten som en behagelig hyrdetime?

Og hvad med alle de får, som forlader folden eller aldrig er kommet ind i den, er det ikke et tegn på, at der er noget galt med hyrderne? Og er der ikke hyrder, for hvem 5 og 7 er lige, og som ikke evner at skille fårene fra bukkene, for slet ikke at tale om at få identificeret ulvene i fåreklæder?

Jo, der så vist brug for et dansk hyrdebarometer, så fårene ikke længere skal være som umælende får, men kan komme til orde med deres tilfredshed eller utilfredshed med hyrdens præstationer. Det må da være en helt elementær fåre-ret at blive godt underholdt af hyrden.

Tankegangen bag hyrdetermometeret er naturligvis den, at sognehyrden skal blive bedre til at servicere sine sogne-får med de ydelser, som de har krav på, som for eksempel gudstjenester og ældrearbejde. Og fårenes opgave er lade sig lede rundt i manegen af hyrden og bræge op, hvis de ikke er tilfredse. Så kan hyrderne lære det, kan de, når de kigger på hyrdebarometeret, og ser, hvilken karakter de får for deres indsats på en række områder.

Interaktive medier er tidens løsen. Hyrdebarometeret skal derfor hilses velkomment som en ny anledning for fårene til at bræge op, og for hyrderne til om nødvendigt at tage hyrdestaven i den anden hånd.

Mogens Mogensen er cand.theol. og interreligiøs konsulent.