Kirken har altid kritiseret magthaverne

Hvis politikere er af den opfattelse, at en kirke, der en gang imellem føler sig nødsaget til at kritisere statens måde at behandle svage grupper i samfundet på, er politisk, ja så må kirken være – politisk, skriver konsulent Mogens Mogensen i anledning af et-årsdagen for rømningen af Brorsons Kirke. Foto: Esben Nielsen.

"Kirken har en profetisk opgave i altid at tale den svages sag", skriver konsulent Mogens Mogensen i sin blog i anledning af etårsdagen for rydningen af Brorsons Kirke

I aften afholdes (i går aftes, red.) der i Brorsonskirken på Nørrebro en mindegudstjeneste for rydning af kirken for de afviste irakiske asylansøgere, som havde søgt tilflugt dér.

Præst ved Brorsonskirken Per Ramsdal blev allerede for et år siden voldsomt angrebet for med denne aktion at sammenblande kristendom og politik, og nu anklager Charlotte Dyremose, som for et år siden støttede Ramsdal, ham i et blog-indlæg Hvorfor skal min kirke misbruges, Ramsdal for at politisere.

Det, der er faldet dette konservative folketingsmedlem for brystet, er, at der i indbydelsen til gudstjeneste står, at politiaktionen blev et resultat af en politisk beslutning der overskygger et hvert hensyn til moral og medmenneskelighed. Hun beskylder i den forbindelse præsten for at ville misbruge gudstjenesten til fra prædikestolen at sprede dette hans personlige politiske budskab. Hun konkluderer med at opfordre Ramsdal til at forlade folkekirken, hvis han ikke forstår at skelne mellem religion og politik.

I 1980erne kritiserede den katolske biskop Helder Camera militærregimet i Brasilien for brud på menneskerettighederne og talte ved mange lejligheder de fattiges sag. Han er blandt andet kendt for at have sagt, at Når jeg giver de fattige mad, kalder de mig en helgen, men når jeg spørger, hvorfor de fattige ikke har noget mad at spise, kalder de mig kommunist.

Kirken måtte gerne tage sig af dem, som led under et undertrykkende politisk system, men at kritisere dette politiske regime var at politisere, og kirken skulle ikke politisere. Uden sammenligning i øvrigt (mellem et undertrykkende militærdiktatur i Sydamerika og en demokratisk velfærdsstat i Danmark), så må kirken gerne vise omsorg for asylansøgere, men den må ikke kritisere politikerne for deres måde at behandle asylansøgere på.

Kirkens kritik af magthaverne er ikke et nymodens fænomen, men har rødder helt tilbage til profettraditionen, som den fremgår af Det Gamle Testamente. Som profeten Esajas udtrykker det: Stræb efter ret, hjælp den undertrykte, skaf den faderløse ret, før enkens sag.

Datidens politiske magthavere brød sig mildest talt ikke om denne profetiske kritik, men ville gerne have sig frabedt, at profeterne blandede sig i deres dispositioner. Denne tradition for en profetisk kritik af magthaverne møder vi op igennem kirkens historie helt frem til i dag.

Kirken er ikke sat til at drive politik eller foreslå konkrete politiske løsninger på komplekse samfundsspørgsmål heller ikke spørgsmålet om asylpolitik det er politikernes opgave. Men kirken har en profetisk opgave i altid at tale den svages sag (i GT: enkens og de faderløses sag, de fattiges og de fremmedes sag) og sige sandheden, også når det ikke er risikofrit eller smertefrit.

Hvis politikere er af den opfattelse, at en kirke, der en gang imellem føler sig nødsaget til at kritisere statens måde at behandle svage grupper i samfundet på, er politisk, ja så må kirken være politisk.

Den præst eller lægmand, som alene eller sammen med andre føler sig forpligtet af evangeliet til i en bestemt situation, at tale den svages sag, har aldrig en autoriseret facitliste, der kan afgøre tvivlsspørgsmål, om man i den konkrete situation skal tale magten midt imod eller tie, og derfor er der altid en risiko for at tage fejl.

Risikoen er altså, at man enten dummer sig og påfører sig selv unødige lidelser ved unødigt at kritisere magthavere. Eller, at man tier stille, hvor man skulle have talt, og kommer til at svigte den, der havde alvorligt brug for én til at tale sin sag.