- Kristent natursyn har skabt klimaproblemer

Udledningerne i drivhusgasser hænger tæt sammen med industrialisering. Og mennesker, der lever i den rige del af verden har et langt større Co2 fodaftryk end mennesker i andre dele af verden, fortæller lektor Mickey Gjerris. - Foto: Foto: Sxc.hu

Nyere teologi har givet os en opfattelse af, at naturen er en ressource til fri afbenyttelse, mener lektor i bioetik Mickey Gjerris

Jeg er kommet for skade at udtale mig i et interview om sammenhængen mellem kristendom og klimaforandringer. Interviewet blev bragt i Politikens debatsektion lørdag 31/10 under overskriften Jesus Kristus er skyld i klimakrisen.

Under den indrømmet noget opmærksomhedssøgende overskrift skjuler sig nogle korte svar på spørgsmål om, hvorvidt man kan hævde, at religioner i al almindelighed og kristendommen i særdeleshed har bidraget til den situation, som vi står nu.

Mine svar er faldet en del for brystet og jeg har modtaget en del henvendelser (af vekslende høflighedskarakter) fra mennesker, der er uenige med mig. Det synes derfor oplagt at klargøre et par ting her på bloggen. Om ikke andet kan jeg henvise de, der er uenige hertil for en uddybning af synspunkterne i det lille interview.

Tre punkter, vi er uenige om
Uenigheden falder i tre kategorier.

A: For det første er der alle de, der mener, at jeg tager fuldstændig fejl, når jeg tager som udgangspunkt, at klimaet er ved at forandre sig.

B: Så er der de mange som vedstår, at der finder klimaforandringer sted, men kritiserer at jeg som udgangspunkt har, at disse forandringer er menneskeskabte.

C: Endelig er der den gruppe, som mener, at der er klimaforandringer og de er menneskeskabte langt hen ad vejen, men at det intet har at gøre med religion.

Hver for sig er disse kritikpunkter en mindre afhandling værdige. Her vil jeg dog blot kort gøre rede for, hvorfor jeg mener, at alle tre antagelser er rimelige.

Svært at være uenig i, at klimaforandringerne er voldsomme
A: Den globale middeltemperatur er steget ca. 0,7 grader i løbet af det 20. Århundrede. Hovedparten af stigningen (0,55 grader) er sket inden for de sidste 30 år. Dette skyldes efter al sandsynlighed, at mængden af drivhusgasser i atmosfæren er stigende. Verdenshavene stiger i øjeblikket med ca. 3 mm. om året, hvilket efter al sandsynlighed skyldes en kombination af smeltende is og det faktum, at vand fylder mere, når det bliver opvarmet (Garvey 2008).

Udbredelsen af arktisk havis er svundet med 20 % siden 1978. Hyppigheden og styrken af klimafænomener som tørke, kraftigt nedbør og orkaner er tiltagende (Olesen 2009). Eksemplerne er legio. Alt dette er meget svært at være uenig i. Der gives selvfølgelig videnskabelig usikkerhed og muligheder for at tolke de videnskabelige data på forskellig vis, men at noget er ved at ske synes uafviseligt.

Enig videnskab: forandringer er menneskeskabte
B: Næste spørgsmål bliver så, hvad der har forårsaget disse forandringer. Her har det længe fremstået som om, at det videnskabelige samfund er delt i to lejre, hvor den ene gruppe mener, at det hovedsageligt er menneskelige aktiviteter, der står bag forandringerne, imens en anden gruppe mener, at der er tale om naturlige variationer forårsaget af f.eks. solens aktivitet eller naturlige udledninger af materiale i atmosfæren fra vulkaner mm.

Det er imidlertid en sandhed med modifikationer.

Sandheden er nærmere, at der siden 1980´erne har været en voksende videnskabelig enighed om, at de observerede klimaforandringer langt hen ad vejen kun kan forstås som et resultat af menneskelige aktiviteter.

Uenigheden i den videnskabelige verden er for så vidt til at overskue, hvis vi holder os til den del af videnskaben, der faktisk beskæftiger med klimaet.

I FNs klimapanels (IPCC) seneste rapport fra 2007, den fjerde i rækken, hedder det således: Det er meget sandsynligt, at det meste af den observerede globale temperaturstigning siden midten af 1900-tallet skyldes menneskeskabte stigninger i koncentrationen af drivhusgasser.

En af Danmarks mest fremtrædende klimaforskere, Jørgen E. Olesen fra Århus Universitet, der selv er en del af IPCC, skriver i den forbindelse: Dette diskuteres dog stadigt i medierne, om end langt hovedparten af forskerne bakker op om denne konklusion. (Olesen 2009).

Berettiget at antage klimaforandringer
C: Jeg mener altså, at det er fuldt berettiget at antage som baggrund for et kort interview i Politiken, at der finder klimaforandringer sted og at de i hvert fald for en stor dels vedkommende kan siges at skylde menneskelig aktivitet.

Begge dele kan der argumenteres for, også mere end gjort her, men det kan ganske enkelt ikke passe, at enhver diskussion om klimaet skal begynde med en påpegning af disse for mig at se, ukontroversielle påstande, der hviler på den bedste videnskab vi har og en stort set samlet forskningsverden.

Hver ting til sin tid. Og skepsis og kritisk sans skal ikke udryddes. Men vi begynder jo heller ikke enhver diskussion om rygning med at forholde os kritisk til dens mulige helbredsrisici, blot fordi enkelte forskere, nogle højtråbende debattører og nogle erhvervsinteresser forsøger at så tvivl om forskningens resultater!

Vigtigt at diskutere årsag til klimaforandringer
Når (eller hvis, for nu at komme skeptikerne i møde) nu klimaforandringerne er faktisk eksisterende og skyldes menneskelig aktivitet, så synes det ikke uvæsentligt at diskutere, hvad der har forårsaget dem.

Og her viser det sig, at udledningerne i drivhusgasser hænger tæt sammen med industrialisering. Og at mennesker, der lever i den rige del af verden har et langt større Co2 fodaftryk end mennesker i andre dele af verden.

Der er ganske enkelt en sammenhæng mellem levevis og klimapåvirkninger, især fordi aktiviteter som afbrænding af fossile brændstoffer, skovrydning og animalsk produktion alle er væsentlige bidragsydere til de samlede udledninger af drivhusgasser.

Det vil sige, at der for i hvert fald en stor del af problemets vedkommende synes at være en sammenhæng mellem den måde, som den vestlige verden anvender naturen på og udledningerne af de luftarter, der får temperaturen på kloden til at stige. Og her er det så, at det for mig at se bliver ganske naturligt at binde an til kristendommen.

Vestens natursyn er menneskecentreret
Som vi betragter noget, sådan behandler vi det, har den danske teolog Jakob Wolf skrevet på baggrund af sin fortolkning af Løgstrups forståelse af erkendelsen (Wolf 1997).

Og når man ser på, hvordan vi i den vestlige verden har behandlet naturen som en blot og ressource under industrialiseringen og hvordan hensyn til naturen gang på gang må vige af hensyn til menneskelige interesser, så synes det ikke urimeligt at antage, at det fremherskende natursyn i den vestlige verden er menneskecentreret (antropocentrisk), dvs. som udgangspunkt kun mener, at mennesker har etisk betydning og krav på beskyttelse mod overgreb.

Men hvor kommer dette natursyn eller denne forståelse af naturens etiske betydning (eller rettere mangel på samme), så fra? Det skyldes for mig at se en lang række faktorer, herunder kristendommens virkningshistorie, den filosofiske udvikling siden Descartes (1596-1650), den naturvidenskabelige metodes ophøjelse til verdensanskuelse, den teknologiske udvikling og endelig, at vores tilværelse er lagt sådan an, at vi uophørligt må sikre os dens opretholdelse.

I kristendommen var naturen til fri afbenyttelse
Her vil jeg nu holde til kristendommens bidrag. Og med det samme gøre klart, at kristendommen på ingen måde er en entydig størrelse. Ser man på, hvor forskellige forståelser af Gud, livet, universet og alt det der som gemmer sig under den har, som vi kalder kristendom, burde man nok nærmere taler om kristendomme.

Historisk set har kristendommen haft mange ansigter og ser man på de mange former for kristendom som i dag forkyndes, leves og tænkes rundt omkring på kloden, er det klart, at kristendommen er et uhyre facetteret og komplekst fænomen.

Ikke desto mindre vil jeg hævde, at den forståelse af naturen, som er kommet til udtryk i den fremherskende teologiske tænkning og kirkelige virkelighed siden reformationen på protestantisk grund og indtil 1960´erne, grundlæggende har været antropocentrisk og ikke levnet plads til naturen som andet end en ressource skabt af Gud til menneskets fri afbenyttelse.

Løgstrup, Jensen og Wolf har tænkt anderledes
Der har været teologer, der villet andet, der har været kirkelige retninger, der har gået andre veje og der er i dag en rigdom af teologiske forsøg på at tolke kristendommen i andre baner og på langt mere inkluderende vis (Deane-Drummond 2008).

På dansk grund er det særligt Løgstrup, der har stået fadder til teologiske overvejelser i retning af en forståelse af naturen som en del af etikken og teologer som Ole Jensen og Jakob Wolf, der har videreført traditionen.

Om det nu er kristendommen, eller rettere de fremherskende fortolkninger af kristendommen, der har formet kulturens natursyn, eller om det er omvendt, og det er de naturvidenskabelige verdenssyn, der har formet teologiens tolkning af overleveringen, kan være meget svært at give et entydigt svar på.

De synes gensidigt at have understøttet hinanden og tilsammen er de blevet til det antropocentriske, sekulære natursyn, der i dag er ved at undergrave vores eget naturgrundlag, da det ingen etiske grænser rummer for menneskets udnyttelse af naturen.

Vi tror, teknologien kan fritage os for handling
Den vestlige verden er blevet en kultur, der først reagerer på ødelæggelsen af den levende natur, når det truer dens egen overlevelse og da med en teknologi-optimisme, der er uden sidestykke.

Inspireret af den naturvidenskabelige verdensanskuelse (som langt lettere entydigt kan bestemmes som reduktionistisk end kristendommen) lever vi konstant i håbet om den næste teknologi, der vil løse alle problemerne og fritage os fra selv at handle.

Påstanden om, at Jesus Kristus er skyld i klimaforandringerne er en meget polemisk påstand og jeg skal beklage, at den er faldet folk for brystet.

Jeg håber at ovenstående har gjort mere klart, at der kan argumenteres meningsfyldt for en sammenhæng mellem de klimaproblemer, som vi står med i dag og det kristent inspirerede natursyn, der har ført os ud i dem.

Dette er et forkortet blogindlæg, skrevet af Mickey Gjerris, lektor i Bioetik ved Københavns Universitet. Læs hele artiklen inkl. litteraturliste på Mickey Gjerris blog