Kroppen siger mere end ord

Teolog Liselotte Horneman Kragh blogger på kristendom.dk. Foto: - Jacob Kragh.

Jeg glemmer, at det glædelige budskab er glædeligt, for jeg kan ikke se bort fra eller forbi den krop, som ordene kommer ud af, skriver teolog Liselotte Horneman Kragh i dette blogindlæg om præsters kropssprog

En tilfældig søndag, en tilfældig gudstjeneste, en tilfældig præst, der garanteret har gjort et dygtigt stykke arbejde dagen forinden for at stå og være den fagmand fagkvinde der skal lede os igennem dagens højmesse. Sådan tænker jeg og har indstillet alle knapper på at være velvillig.

Og alligevel synker mit hjerte ned i skoene, da jeg sætter mig på stolen i kirken; som et blylod på vej ned gennem kroppen. For det er fru Landesorg, der sidder i præstestolen deroppe. Sådan er jeg begyndt at kalde hende helt spontant. Hun er en dygtig præst, et rart menneske, der er ikke det gode, man ikke kan sige om hende, og folkekirken skal være glad ved have hende i sin fold.

Netop derfor undrer det mig, at alting skal være så trist. Denne gode præsts kropssprog udstråler en farvepalet fra grå til sort. Jeg ender som regel med at sidde og fundere over, hvad det er, hun er så ked af. Lider hun af depression? Er manden lige gået fra hende? Er det noget med børnene? Eller er det bare samfundet og livet i al almindelighed? Er det SÅ hårdt at være præst?

Måske er det slet ikke nogen af delene. Måske er det bare fordi, ingen har fortalt hende, at menneskelig kommunikation fordeler sig på 70% kropssprog og 30% ord. Og at når hun med alle sine gode og rigtige ord om det glædelige budskab kommer af sted med 30% af sit budskab, så overdøves det helt og aldeles af de 70% krop hun står der med. Skuldrene hænger og der er ikke ét smil i miles omkreds. Når hun siger: Herren være med jer! eller Lad os alle bede lyder hun fuldstændigt som Æslet i Peter Plys.

Og jeg glemmer, at det glædelige budskab er glædeligt, for jeg kan ikke se bort fra eller forbi den krop, som ordene kommer ud af. Pudsigt, at den religion, der om noget har fået menneskekroppen lagt i hænderne på sig som noget dyrebart og vigtigt, fordi Gud selv gjorde sig det besvær at blive menneske, ofte glemmer, at kroppen taler mere end ordene.

Jeg forlanger ikke, at Fru Landesorg pludseligt bryder ud i vuggende hofter og hallelujaer. Hvis jeg vil have Pinsekirke eller gospel, kan jeg bare gå ud og finde det. Nej, jeg tænker blot, at der må findes en mellemting. Og at præster i den danske folkekirke huskes på, at selvom de har gået mange år på universitetet og er blevet gode, protestantiske hoved-mennesker, så har de stadigvæk en krop og en mimik, som også taler og er bærere af det det gode budskab.