Nye vilkår for kirken

Kirke og kristendom har ikke længere den privilegerede position, som har været gældende i over 1000 år, skriver konsulent Mogens Mogensen

For 30 år siden kunne en præst i USA få en relativt billig sundhedsforsikring, da præster var placeret i den laveste risikogruppe. I dag er prisen på præstens hoved steget betydeligt, da han eller hun nu hører til i den næsthøjeste risikogruppe.

Sådan sagde Patrick Keifert og Pat Taylor Ellison fra det lutherske St. Pauls Seminary og Church Innovations Institute i Minneapolis. De er kommet til Danmark for at deltage i den internationale konference om Kirke og mission i et multireligiøst tredje årtusinde på Århus Universitet. Konferencen begynder først i morgen den 27. januar, men allerede i går medvirkede de på en én-dages konference i København om missional kirke for præster mv. i folkekirken, frikirker og den katolske kirke.

Årsagerne til ovennævnte udvikling i de amerikanske præsters sundhedsforsikring hænger ifl. Keiferet og Ellison sammen med, at kulturen i vesten i disse år gennemgår en radikal ændring, og at kirken i dens nuværende skikkelse derfor også kommer under alvorligt pres. Dem, der først mærker denne udvikling på deres egen krop, er præsterne, som stilles over for udfordringer og problemer, som de ikke har uddannelse og redskaber til at tackle.

Keifert og Ellison pegede på, at der grundlæggende findes to typer problemer eller udfordringer, nemlig tekniske og adaptive, også når det gælder kirke og mission.

De tekniske udfordringer er alvorlige nok, men vi ved hvad problemet er, og løsningen ligger inden for vort repertoire af redskaber og programmer. Det er naturligvis vigtigt at tage disse udfordringer op og finde de rette tekniske løsninger, så problemet ikke ødelægger en menighed eller et kirkesamfund.

For de adaptive udfordringer gælder det, at vi godt nok er klar over, at der er problemer, men vi er ikke sikre på, hvad problemet dybest set er. Vi ved, at vi må tage disse udfordringer op, og at en løsning er af afgørende betydning for vor fremtid, men løsningen ligger uden for vort sædvanlige repertoire af redskaber og programmer. I denne situation oplever præster, at der rokkes ved deres komptence eller evne til at varetage rollen som præster i kirken.

Hvis vi nøjes med at anvende tekniske løsninger på disse adaptive udfordringer, får vi måske en kortvarig forbedring i tilstanden, men konsekvenserne på langt sigt kan blive meget alvorlige, fordi de grundlæggende problemer ikke er blevet adresseret.

Når en menighed eller et kirkesamfund bliver opmærksom på adaptive udfordringer, er der altså ingen præfabrikerede standardløsninger at ty til for at løse problemet. Hele menigheden eller kirkesamfundet må derfor lære at tilpasse sig (adapt) ved at eksperimentere. Adpative udfordringer udfordrer os til at genoverveje, hvordan vi forstå og gør ting, hvordan vi definerer os selv og vor identitet. Sådanne adaptive eksperimenter finder næsten aldring sted i organisationens (magt)centrum, men ude i periferien.

Presset på kirken og præsterne kommer fra udviklingen i kulturen i vesten. Moderniteten afløses af sen- eller post-moderniteten, og modernitetens tekniske løsninger er ikke tilstrækkelige til at hjælpe menigheder og kirkesamfund til at tackle de udfordringer, som det skifte placere dem i.

Kristenhedssamfundet afløses af et postkristenhedssamfund, hvor kirke og kristendom ikke længere har den privilegerede position, som har været gældende i over 1000 år. At være kirke på disse nye vilkår og i et mere og mere multireligiøst samfund stiller præster, menigheder og kirkesamfund over for udfordringer, som opleves som en alvorlig krise.

Denne krise tvinger os til at spørge ind til, hvad det over
hovedet vil sige at være kirke. At være kirke er at være kaldet sammen af Gud ved evangeliet i et kristent fællesskab (menighed, spiritualitet, discipelskab) og af Gud at være sendt ud med evangeliet til lokalsamfundet og til verdens ende (mission, nærvær, diakoni).

Hvordan vi i praksis gør det i vor kontekst, kan vi kun finde ud af ved at eksperimentere med modet til at fejle og at lære af vore fiaskoer.

Mogens Mogensen er ekstern lektor og konsulent i tværkulturelle spørgsmål.