Paulus gik også i træningslejr

Kristne skal ligesom OL-deltagerne træne for at få sejrskransen. Men det kan vi ikke så godt lide at høre om, skriver teologistuderende Nikolaj Christensen

Olympiaden er over os! Min indre sportsfan er endnu engang kommet ud fra sit fire-årige hi. Hvor imponerende at se de mange sportsfolk der har forberedt sig i adskillige år og trænet sig op til deres ypperste mange af dem endda uden at kunne leve af det. Og derudover må man selvfølgelig også anerkende de tusindvis af frivillige briter uden hvem de Olympiske Lege næppe kunne holdes.

Mottoet for dette års Lege lyder Inspire a generation. Ja, tænk hvis den opvoksende generation i alle lande blev inspireret til at gøre deres bedste inden for det, de hver især er bedst til. Sikken verden det kunne blive! Og hvorfor ikke hvorfor er det vi alligevel ofte falder tilbage i middelmådigheden?

Det vigtigste er at deltage
Højere, hurtigere, stærkere lyder det olympiske motto, altså det ene af dem. Hvis det var blevet formuleret af en dansker ville det måske have lydt Højt nok, hurtigt nok, stærkt nok. Vi har det nok bedre med det andet olympiske motto: Det vigtigste er ikke at vinde, men at være med. Men vel at mærke forstået på vores egen måde: du behøver ikke stræbe alt for hårdt. I sin sammenhæng den olympiske ed lyder mottoet dog:

Den vigtigste ting i de olympiske lege er ikke at vinde, men at deltage, lige som det vigtigste i livet ikke er triumfen, men kampen. Det essentielle er ikke at have besejret, men at have kæmpet godt.

Vil vi hellere ligge på sofaen?
Det med kampen er ikke så let for os. Ganske vist er der mange danske sportsfolk der klarer sig godt ved Legene set i forhold til vores befolknings lidenhed. Men i almindelighed indfanges vi danskeres kampånd og stræbsomhed nok nærmere af Team Easy On der, da de ligesom Bjarne Riis måtte tilstå at have brugt doping, angav som motiv at de (ligesom Bjarne) hellere ville ligge på sofaen og undgå at træne.

Jo, satire er afslørende. Eller i en helt anden boldgade kan man tænke på Grundtvigs ord:

Vi er ikke skabte til højhed og blæst,
ved jorden at blive, det tjener os bedst.

Englændere er gode til anerkendelse
Nu kunne en hvilken som helst nation jo have valgt mottoet Inspire a generation, men at det netop er englænderne, tror jeg dog alligevel siger noget om den anerkendelse, som de er en anelse bedre end os til at give til dem, der udmærker sig.

Man kan for eksempel tænke på den måde som det britiske samfund anerkender sine bedste borgere ved at sætte Sir (eller Dame) foran deres navn. Det britiske system med ordener og titler kan ganske vist virke fjollet på en uformel dansker men til gengæld er vores uformalitet nok også en indikation af, hvor uhøjtideligt vi tager alting. Man skulle jo nødig gå til yderligheder.

Eller man kan tænke på, at offentlige skoler i Storbritannien anerkender deres dygtigste og mest talentfulde og arbejdsomme elever ved at give dem privilegier i form af for eksempel særlige ekskursioner og andre aktiviteter. Det ville være så godt som utænkeligt i en dansk folkeskole i hvert fald utænkeligt, at man fremhævede nogen positivt, bare fordi de havde den frækhed at lære hurtigere og mere end deres kammerater.

Måske er det alligevel ikke helt tilfældigt, at briterne har adskillige universiteter i en verdensklasse, som ingen danske universiteter er i nærheden af. Selvfølgelig betyder Storbritanniens sprog og befolkningstal også noget men det kan vi bare ikke bruge som undskyldning, hvis vi også vil klare os i fremtidens globale videnssamfund.

Kirken kan også rammes af middelmådighed
Jeg må hellere indskyde, at England naturligvis ikke er bedre end Danmark i enhver henseende, selvom jeg nu bruger en hel serie af indlæg på at fremhæve, hvad vi kan lære af dem. Der er mange ting vi ikke skal efterligne, men det vil jeg ikke kede jer med.

Og ja, englænderne kan også sagtens finde på at dyrke middelmådigheden under dække af slagord som lighed og demokrati, som for eksempel C.S. Lewis har gjort opmærksom på i sit postscript til The Screwtape Letters.

Måske har briterne dog alligevel fundet en god middelvej mellem de højtragende amerikanere og de jordbundne europæere? Også inden for kirken har jeg oplevet det. Mange steder, ikke mindst i Danmark, bliver reformationens retfærdiggørelseslære stik imod den store reformators hensigt meget let til en undskyldning for ikke at stræbe efter hellighed.

Det bliver jo alligevel aldrig bedre med mig i alt hvad jeg gør er mine handlinger plettet af synden det er vores fælles historie, den erfaring vi bekræfter hinanden i. Men det ender med Bonhoeffers ord i en billig nåde, hvor evangeliet bliver en velsignelse af syndigheden, et lag glasur over middelmådigheden, i stedet for en udfordring til efterfølgelse af Kristus.

Synd fra nu af ikke mere!
I St Aldates Church oplevede jeg en forkyndelse i den lange prædikenserie over Romerbrevet som ikke bare talte om det konstante behov for tilgivelse, men også om den konstante fordring om lydighed. Det er en side af det kristne budskab som vi (også jeg selv) kunne have god brug for at høre mere af. Det er som om vi danske kristne har fået skruet så højt op for den ene højttaler i Skriftens stereo-system, at vi ikke længere kan høre den anden. Der skal skrues på balancen.

Tænk hvis præsten en søndag formiddag (tænkt eksempel) sendte nadvergængerne bort med ordene Gå med fred og synd fra nu af ikke mere. Der ville nok være nogen, der fik den galt i halsen. Det er som om, vi har det noget bedre med at tale om den sejrskrans, som vi skal modtage fra Kristus, mens det er mindre bekvemt at tænke på den stræben efter at opnå sejrskransen, som Guds ord faktisk taler om.

Et studium af begrebet sejrskrans i det Nye Testamente kan anbefales. Her er bare ét eksempel til afslutning måske var Paulus inspireret af de antikke olympiske lege:

Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet. (1 Kor 9,24-27).

Nikolaj Christensen er BA i teologi og læser i øjeblikket ved Wycliffe Hall, University of Oxford. Blogger på eftertanke.dk.