Problematisk at staten bestemmer over kirkelige ritualer

Når en femtedel af befolkningen ikke tilhører folkekirken og i nogle tilfælde slet ikke tilhører kristendommen men andre religioner, er symbiosen mellem stat og kirke problematisk, skriver konsulent Mogens Mogensen. Foto: Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Når det kommer til stykket, bestemmer folketinget og ministeriet over alle anliggender i kirken som i det aktuelle spørgsmål om vielsesritual for homoseksuelle, skriver konsulent Mogens Mogensen i sin blog

I denne uge kommer rapporten fra Kirkeministeriets udvalg om vielser af to mennesker af samme køn. Som også Kristeligt Dagblad i dag gør opmærksom på, så står folkekirken i en situation af kirkehistorisk betydning.

Debatten om et eventuelt ritual for vielse af to mænd eller to kvinder er meget vigtig, men beslutningsprocessen klargør endnu en gang hvilken type kirke folkekirken er.

Biskopperne har tidligere udtalt, at folkekirken er forpligtet på at udarbejde de nødvendige ritualer, hvis folketinget beslutter, at ægteskabet skal være for begge parformer. Den kirke, som har omkring 81% af befolkningen som medlemmer, er en statskirke, hvis love vedtages af folketinget, og hvis administration varetages af et ministerium og hvis ledere på alle niveauer er statsembedsmænd.

Jamen, vil nogen sige, vor fælles kirke er da en folkekirke. Det er også rigtigt, lige som det er rigtigt, at vor fælles skole er en folkeskole, men det ændrer ikke spor ved, at både folkeskolen og folkekirken er statsinstitutioner.

Jamen, vil nogen sige, vi har tradition for at skelne mellem folkekirkens ydre anliggender, som folketing og ministerium, tager sig af, og så folkekirkens indre anliggender, som kirken selv tager sig af.

Men allerede i 1976 skrev daværende departementschef i kirkeministeriet, August Roesen, klart og tydeligt, at det ville være overordentlig vanskeligt at finde en pålidelig afgrænsning af indre og ydre kirkelige anliggender. Når det kommer til stykket, bestemmer folketinget og ministeriet over alle anliggender i kirken.

Nu lyder det ikke så smukt at skulle sige statskirke om den kirke, de fleste af os tilhører, men bortset fra det, hvad er så problemet ved, at folkekirken idag er en statskirke?

Det er et alvorligt problem for staten: For en angiveligt sekular stat er det problematisk, at stat og kirke er viklet så tæt ind i hinanden, at det er næsten umuligt at finde ud af, hvor staten ender og kirken begynder, eller omvendt. Det var ikke så problematisk, da næsten alle borgere i dette land var medlem af kirken, for da var der et sammenfald mellem folk og menighed, men når i dag en femtedel af befolkningen ikke tilhører denne kirke og i nogle tilfælde slet ikke tilhører kristendommen , men andre religioner, er symbiosen mellem stat og kirke problematisk.

Mantraet her har været, at vi nok har religionsfrihed, men ikke religionslighed. Men hvis vi overførte den logik til andre områder af samfundslivet, så ville logikken briste.

Vi taler meget om vigtigheden af at adskille religion og politik måske i lyset af, at religion og politik traditionelt er tæt forbundet i islam men med den nuværende statskirkeordning blander vi i høj grad religion (kirke) og politik (stat). I de senere år har man da også kunnet konstatere, at folkekirke og kristendom i højere grad er blevet inddraget i den partipolitiske debat.

Ligesom vi har anset det for hensigtsmæssigt at adskille den lovgivende magt fra den dømmende magt, for at sikre domstolenes uafhængighed og dermed mulighed for at varetage deres ansvar, på samme måde ville det være gavnligt for staten, at kirken havde en uafhængighed, der i højere grad ville gøre det muligt at give folketing og regering det modspil, som de har brug for.

Det er et alvorligt problem for kirken: Som det aktuelle eksempel med ægteskabsritualer viser, så overlader vi det til staten (repræsenteret ved kirkeminister og folketing) at afgøre, hvordan vi skal tolke evangelisk luthersk kristendom (da ritualer indebærer en tolkning af evangeliet). En betydelig andel af folketingspolitikerne er ikke medlem af folkekirken, og nogle tilhører endda andre religioner.

Kirken har til opgave at forkynde evangeliet for alle mennesker, men lægger statskirkeordningen ikke bånd på folkekirken, for eksempel når det gælder forkyndelse af evangeliet for muslimer, hinduer, buddhister, ateister og andre? Kan staten støtte en sådan missionsvirksomhed?

I det hele taget er det spørgsmålet, om det er sundt for en kristen kirke, at have statsmagten i ryggen, når den skal formidle evangeliet.
Den nuværende stat-kirke ordning understreger folkekirkens nationale karakter på en sådan måde, at kirkens universalitet underbelyses. I mange spørgsmål også det helt aktuelle vil folkekirken have brug for at konferere med kirker uden for landets grænser for sammen at prøve at forstå evangeliet.

Dertil kommer, at erfaringen viser, at fraværet af egne besluttende organer på nationalt plan hæmmer kirkens arbejde med at tackle de udfordringer, som den står overfor, og gør kirken handlingslammet, eller i det mindste helt afhængig af den politiker, som tilfældigvis beklæder kirkeminister-embedet.

I den kommende tid vil vi igen se folkekirken træde i karakter som statskirke, når det vigtige spørgsmål om et eventuelt vielsesritual for mennesker af samme køn skal afgøres.

I 1536 og måske også i 1849 var den nuværende statskirke-ordning måske den eneste mulige, men spørgsmålet er, om vi ikke i 2010, skulle se at få løsnet båndene mellem stat og kirke, for eksempel ved at folketinget opfyldte grundlovens løfteparagraf (Par 66) og gav folkekirken sin egen forfatning. Til gavn både for staten og kirken.