"Religionsfrihed er vigtigere end lighedstænkning"

At kræve, at godkendte trossamfund skal vie par af samme køn ville være et eklatant brud på religionsfriheden, skriver interreligiøs konsulent Mogens Mogensen

Undertiden kan man glæde sig over, at det danske sprog kun forstås af nogle få millioner af verdens 7 mia mennesker, og at det kun er en lille brøkdel af, hvad der skrives på dansk, der oversættes til andre sprog.

Den følelse havde jeg, da jeg i dag læste, at 38% af Danmarks befolkning ifølge en meningsmåling var af den opfattelse, at de af staten godkendte eller anerkendte trossamfund skulle have pligt til at vie homofile par. Denne holdning bakkes tilmed op af nogle kendte personer inden for det politiske og kirkelige liv.

Man kan spørge sig selv, hvordan det er muligt at nå frem til dette standpunkt? Egentlig er det ikke så svært at forstå, og forståelsen bliver tilmed hjulpet på vej af, at vi i dag har fået en nydannelse i form af et "ligestillings- og kirkeministerium."

Det vil sige, at der er kommet et stærkt fokus på spørgsmålet om lighed, når det gælder kirkelige og religiøse spørgsmål. Havde vi i stedet fået et "Friheds- og kirkeministerium," så ville der måske have været større fokus på friheden.

Frihedstradtionen er truet
Når staten ved Folketinget nu giver par af samme køn ret til at blive viet på linje med par af forskelligt køn, så må staten vel også i lighedens navn sikre den samme ret for medlemmer af de trossamfund, som staten har givet ret til at foretage vielser med retsgyldighed.

Samtidig argumenteres der i lighedens navn også for, at alle præster i folkekirken skal have pligt til at vie par af samme køn. Juridisk set kunne det godt lade sig gøre, for folkekirken er i praksis en statskirke, præsterne er statens tjenestemænd, og Folketinget er folkekirkens synode, der har juridisk ret til at træffe beslutninger i alle forhold vedrørende kirkens ordninger.

Hvis Folketinget vælger at gå den vej og for eksempel pålægge alle folkekirkepræster at vie to af samme køn, som måtte ønske at blive gift i folkekirken, vil det imidlertid været et brud, ikke på Grundloven, men med den over 150 årige og grundtvigsk inspirerede frihedstradition, som har præget folkekirken, lige siden den blev etableret som sådan ved Grundloven i 1849.

Trossamfund kan tvinges til at handle imod deres religiøse overbevisning
Helt anderledes forholder det sig imidlertid med kravet om, at de godkendte og anerkendte trossamfund skal have pligt til også at vie par af samme køn.

En sådan lov ville ganske vist være udtryk for en lighedstænkning, men den ville være et eklatant brud på religionsfriheden, da det ville tvinge religionssamfund til at handle i modstrid med deres religiøse overbevisning.

En sådan begrænsning i religionsfriheden kan naturligvis være legitim, hvis religiøse praksisser er i strid med de grundlovssikrede frihedsrettigheder, menneskerettighederne, den offentlige orden eller statens sikkerhed, men det kan man ikke sige er tilfældet med retten til ikke at vie to af samme køn.

Vi er med god grund stolte af vort demokrati og vil gerne dele demokratiets velsignelser med andre lande rundt om i verden. Derfor er det også glædeligt, at der nu for eksempel er stærke demokratiske bevægelser i en række muslimske lande i Mellemøsten, som ellers ikke har været forvænt med demokrati.

Her kommer spørgsmålet om borgernes frihed og lighed i fokus. Hvilket lys kaster den aktuelle danske diskussion om frihed og lighed over situationen i disse arabiske lande?

I mange muslimske lande er islam i praksis statsreligionen, parallelt til folkekirkens status som statskirke i Danmark. Lige som den danske stat har anerkendt bestemte trossamfund og givet dem vielsesmyndighed, er for eksempel kristne kirker i disse lande anerkendt som trossamfund med vielsesmyndighed.

At disse trossamfund i øvrigt langt fra har de samme friheds- og lighedsrettigheder som islam er en kendt sag, som vi til stadighed må kritisere.

Bør polygamt ægteskab også være en rettighed?
Staten har ved lov givet muslimske imamer ret til at vie en mand til op til fire kvinder, og dermed har muslimske borgere fået ret til at indgå i et lovformeligt polygamt ægteskab.

Denne ret har medlemmer af kristne trossamfund ikke. I lighedens navn kunne der imidlertid argumenteres for, at når kristne kirker af staten har fået ret til at foretage vielser med retsgyldighed, så skulle de også have pligt til at vie en mand til to, tre eller fire kvinder, hvis der var kristne, der måtte ønske det.

Hvis politikere og religiøse ledere i muslimske lande lod sig inspirere af debatten i det demokratiske danske samfund til at foreslå en lovgivning, der pålagde kristne præster at indstifte polygame ægteskaber, så ville det få alle danskere uanset deres holdning til danske imamers og rabbineres og katolske præster pligt til at vie to af samme køn til at protestere højlydt. Og her er det, at betydningen af det begrænsede danske sprogområde kommer ind i billedet.

Mogens Mogensen er ph.d. og interreligiøs konsulent
Indlægget er oprindeligt skrevet som etblog-indlæg på eftertanke.dk