Teolog uddyber: Sådan hænger Gud og Breivik sammen

"Det er Gud, som virker alt selv i syndefaldets verden. Han er både lykkes og ulykkes skaber," skriver teolog Børge Haahr Andersen

Det har hørt med til min tilværelse som præst, at jeg ind imellem på to minutter har skullet forholde mig til emner, som teologi og sjælesorg har nørklet med i et par årtusinder. Det var også tilfældet i går, da Kristeligt Dagblad kontaktede mig for at høre, om jeg mente, at der var en sammenhæng mellem Guds virke og tragedien på Utøya.

LÆS OGSÅ: Teologer: Gud står bag Breiviks massakre

Jeg står ved de tre nedenstående punkter, der er refereret i Kristeligt Dagblad (24.05.2012), og som har været pejlemærker i min forkyndelse og sjælesorg i mit møde med mennesker i sorg og nød.

Samtidig er jeg bevidst om, at visse dele af det, jeg siger, er blevet så fremmed for vores tid, at det let misforstås. Derfor denne uddybning. Det er mindst af alt et forsøg på at retfærdiggøre en massemorders afskyelige handlinger eller bortforklare ofrenes og de efterladtes lidelser. Men et forsøg på at sige det, som er kirkens mandat til mennesker i nød og som måske kan være med til at sætte tingene i perspektiv. 1. Gud er den Almægtige, som virker alt
Der er en bibelsk grundtanke, som er gennemgående for både Det gamle og Ny Testamente, og som udspringer af troen på Gud som den Almægtige Skaber. Det er, at det er Gud, som virker alt selv i syndefaldets verden. Han er både lykkes og ulykkes skaber.

Denne pointe er gentaget i Ny Testamente, hvor det er betonet, at Gud udøver sin almagt gennem den opstandne Herre, Jesus Kristus. Mig er givet al magt i Himlen og på Jorden, som det hedder i dåbsbefalingen. En kristen kan vide sig i Guds almægtige hånd, selv på ulykkens dag, for der er intet sted, der er unddraget hans almagt.

I den lutherske tradition har man kaldt dette Guds forsyn. Mange kernesalmer under den overskrift sætter ord på denne sandhed, og det har været og er en uvurderlig trøst for mennesker i nød og ulykke, at de end ikke i ulykke, lidelse, ondskab og død er unddraget Guds almægtige virke.

2. Gud vil ikke det onde, men lider med sin skabning
Det er også en bibelsk grundtanke, at Gud ikke vil det onde, men at tilværelsen i syndefaldets verden er hærget af Satan, af menneskelig ondskab og af en masse meningsløse begivenheder.

Både i Ny Testamente og i Gamle Testamente møder vi en Gud, der lider og græder sammen med mennesket over livets vilkår i verden uden for Paradiset. Mens den traditionelle teologi fastholder begge grundtanker som en del af menneskelivets paradoks, har den moderne teologi stort set glemt eller fornægtet tanken om Guds forsyn og almagt.

I praksis betyder dette syn på Gud, at der er områder af tilværelsen, hvor tilfældighed og meningsløshed råder, og hvor Gud ikke er til stede som den, der virker alt, men udelukkende som den, der viser medlidenhed. I luthersk teologi har man forsøgt at fastholde paradokset og beskrive det ved at sondre mellem Guds egentlige væsen og fremmede væsen eller ved at sondre mellem Guds oprindelige vilje og Guds tilladte vilje.

3. Gud kan bruge det, som i sig selv er ondt, til at fremme sin plan og vilje
En tredje bibelsk grundtanke er, at det, som i sig selv er grusomt og meningsløst, i Guds suveræne virke kan fremme hans plan og vilje. Den livserfarne Josef siger til sine brødre: I tænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode. Både Guds godhed og Guds strenghed, sådan som vi møder den i vores sammensatte menneskeliv, har det formål at omvende os og knytte os til vores skaber.

Tårnet i Siloa eller Pilatus massakre af nogle uskyldige jøder (Lukas 13) er i Jesu forkyndelse en advarende påmindelse til sin samtid om, at mennesket er skyldigt over for sin skaber og har brug for at omvende sig.

Tankemæssigt er det uforståeligt, at Kristus, som har al magt i Himlen og på Jorden, gav en massemorder liv og ånde og kræfter til at gennemføre sit onde foretagende. Når lidelse og ondskab rammer os selv, må vi omsætte det til tvivl, klage og spørgsmål til Gud. Men for at vi i vores sorg ikke skal lukke os om os selv, har vi brug for at hæve os og se vores livsvilkår i lyset af Guds forsyn og Guds suveræne virke.

Kan vi ikke selv gøre den bevægelse, kan vi måske låne ord og tanker fra Salmebogens salmer og bønner om Guds forsyn (Læs f.x. DDS 16: O Gud fornuften fatter ej, dit forsyns skjulte nåde).

Børge Haahr Andersen er rektor på Dansk Bibel Institut. Læs hans blog her