Tid til tidebøn

Tidebønnen er også en bøn for verden, både mennesker og natur, og for kirken og for enkeltpersoner, som ønsker vor forbøn, skriver missionspræst Ole Skjerbæk Foto: Emil Trankjær

Tidebønnen er en bøn for verden, for kirken og for enkeltpersoner, som ønsker vor forbøn, skriver missionspræst Ole Skjerbæk Madsen

Én af de ting, der optager mig for tiden, er kirkens gamle bønspraksis: Tidebønnerne. Klokkeringningen morgen og aften fra landets kirker er en rest af denne praksis. Klokkerne inviterer til morgen- og aftenbøn. Det var kirkens hovedbønner, men der er også andre tider for bøn i løbet af dagen. Klostrene udviklede syv daglige tidebønner og en nattebøn.
 
Når jeg holder en personlig retræte er min dagsrytme bestemt af tre tidebønner: morgen, middag og aften.
 
I den klassiske tidebøn indgår Davids salmer fra Bibelen som et bærende element. Salmerne afspejler mange forskellige livssituationer og sindstilstande og mange forskellige sider af forholdet til Gud. Der er salmer præget af sorg, vrede, syndserkendelse, glæde, ærefrygt, tilbedelse, taknemmelighed. Der er salmer som er dybt personlige, der er salmer som handler om folket i dets forhold til Gud, og der er salmer som bringer hele naturen med ind i forholdet til Gud under lovsang.
 
Ved den personlige brug af tidebønnen læser jeg salmerne eller synger dem for mig selv. Når tidebønnen bedes i fællesskab med andre læses eller synges salmerne ofte vekselvist mellem deltagerne i to hold, f.eks. kvinder og mænd.
 
I tidebønnerne indgår også læsning af et stykke fra Bibelen. Det kan være et enkelt vers eller to, som tjener til udgangspunkt for meditation og eftertanke, eller det kan være en fortløbende læsning af de bibelske bøger.
 
Tidebønnen er også en bøn for verden, både mennesker og natur, og for kirken og for enkeltpersoner, som ønsker vor forbøn.
 
I øjeblikket arbejder jeg sammen med et par venner på at udgive en helt enkel tidebog, som skal gøre mennesker fortrolig med denne bønsform. Man kan også stifte bekendtskab med tidebønner ved retræter og kurser, f.eks. i I Mesterens Lys regi. I Bethlehemskirken har organisten og jeg selv gennem mange år arbejdet med forskellige typer tidebøn og med forskellig musikstil i Davidssalmerne.

Ole Skjerbæk Madsen er ansat som missionspræst i den kirkelige organisation Areopagos og er daglig leder af I Mesterens Lys. Læs hans blog her