Upraktisk at konfirmere på muslimsk helligdag

I mange sogne har man svært ved at nå at få alle med hvis ikke Store Bededag og Kristi Himmelfartsdag kan bruges til konfirmationsgudstjenester, skriver Henrik Ertner Rasmussen i sin blog. - Foto: Leif Tuxen

Der er jo stadig masser af unge mennesker, der gerne vil konfirmeres, skriver generalsekretær i Dansk Europamission, Henrik Ertner Rasmussen i sin nyoprettede blog

De sidste dages støj omkring evt. erstatning af kristne helligdage med Eid al-Fitr, den muslimske fest efter Ramadan skal måske tilføjes et ekstra opråb fra realiteternes verden.

Der er jo stadig masser af unge mennesker på 14-15 år, der gerne vil konfirmeres i kirkerne landet over, og i mange sogne har man svært ved at nå at få alle med hvis ikke Store Bededag og Kristi Himmelfartsdag kan bruges til konfirmationsgudstjenester.

At skulle planlægge at lægge konfirmationer på en muslimsk helligdag vil selvfølgelig være muligt, men meget besværligt, eftersom de muslimske helligdage rykker ca. 11 dage tilbage i kalenderen år for år.

I år var Eid al-Fitr den 1. oktober, næste år vil den falde omkring den 20. september, og så fremdeles. Det er upraktisk i forhold til skoleåret, der dog stadig følger solen og ikke månen, som den muslimske kalender gør.

Jeg under selvfølgelig vore muslimske medborgere at kunne holde fri på deres største helligdage, men så må der kunne findes en løsning med nogle løse fridage i skolerne, sådan som man allerede har det på arbejdsmarkedet. Det er besværligt, men ikke umuligt.

Hvem siger i øvrigt at muslimer kan nøjes med en enkelt fridag efter Ramadan? - Officielt skal muslimer jo feste tre dage efter Ramadan og fire dage i forbindelse med den anden Eid, som jo egentlig er den største, nemlig Eid al-Adha, der holdes som afslutning på pilgrimsfærden til Mekka, også af dem der ikke har været med i Mekka.