Vi går ind i en tid med anger og bod
Askeonsdag er indledningen til katolikkernes store faste. Følg med, når katolske Kirsten Kjærulff blogger om fasten på kristendom.dk
Jesus tilbragte 40 dage i ørkenen i bøn og faste for at forberede sin gerning, som endte med korsfæstelsen langfredag og opstandelsen søndag morgen. Derfor følger vi kristne Hans eksempel med bøn og faste i 40 dage for at forberede os til fejringen af Hans gernings fuldbyrdelse. Kirkens fastetid begynder denne onsdag (den 9. marts) og varer til påskelørdag.
Den dag, fasten begynder, kaldes askeonsdag, fordi katolikker på denne dag klæder sig i sæk og aske. Det er for at markere, at man går ind i en tid med anger og bod.
Præsten giver os askekors i panden
I Kirkens liturgi markeres det ved, at de troende kommer op til alteret, hvor præsten med sin finger tegner et sort askekors i panden på hver enkelt samtidig med at han siger: Omvend dig og tro på evangeliet, eller Husk, at du er støv skal vende tilbage til støv. (Asken kommer fra afbrændingen af palmegrenene fra sidste års palmesøndagsprocession).
Traditionen i denne form går mere end 1000 år tilbage og stammer jo fra Bibelen, hvor sæk og aske allerede kendes fra Det Gamle Testamente som et udtryk for anger og bod. Tænk f. eks. på fortællingen om Jonas, der bliver sendt til Nineve, den store syndige by, for at forkynde dens undergang. Men byen lytter til profeten, klæder sig i sæk og aske og angrer sine synder. Derfor tilgiver Gud byen og skåner den.
Eller tænk på Jesu ord til de genstridige byer, som ikke ville tage imod Hans ord: Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske.
Dåb og skriftemål får en særlig betydning
Asken symboliserer svaghed og dødelighed og nødvendigheden af at blive løskøbt ved Guds nåde: Gennem død til liv. Derfor er det også en henvisning til dåben: Dåbens vand, som renser os fra arvesyndens dødbringende aske og fører os ind i det nye liv i Kristi efterfølgelse.
I fastetiden mediterer man derfor også over sin dåb, en meditation som kulminerer i påskenattens liturgi, hvor man bekræfter sine dåbsløfter og bestænkes med det indviede dåbsvand.
Fastetiden er derfor også den tid, hvor man forsoner sig med Gud ved at gå til skrifte, dvs. bekende sine synder for Gud gennem præstens øre og derefter gennem præstens mund at høre Jesu ord: Jeg løser dig fra dine synder.
I fastetiden søger man endvidere at komme Gud nærmere ved at gøre brug af de ældgamle midler i den åndelige kamp mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet (Efeserbrevet 6,12): Det er treklangen af bøn, faste og gode gerninger (almisse).
Fastens farve er violet
Også i kirkens liturgi kommer fasten til udtryk: Den liturgiske farve bliver violet, som signalerer bod. Musikken i messen reduceres til et minimum, al jubel forstummer: Halleluja bortfalder, ligesom Gloria. Messens tekster centrerer sig om anger, bod og omvendelse. I forskellige andre andagtsformer mediterer man også over Kristi lidelseshistorie og søger på den måde at komme nærmere til Gud.
Inden for Kirkens rammer foregår det på forskellig måde, enten gennem korsvejsandagten, hvor man symbolsk går i Jesu fodspor på Hans vej til Golgatha og knæler ned foran hver af de 14 stationer og beder bønnen: Jesus, jeg tilbeder dig og lovpriser dig, fordi du ved dit hellige kors har forløst verden, eller man kan bede rosenkransen, Smertens mysterier, der også handler om Jesu lidelse og død.
I løbet af fastetiden vil jeg beskrive disse forskellige måder for forberedelse til påsken:
1) Bøn, faste, almisse: Hvad betyder det i praksis?
2) Skriftemålet, bodens sakramente
3) Korsvejsandagten og Rosenkransens smertefulde mysterier
4) Skærtorsdagsliturgien: Fodtvætningen og indstiftelsen af eukaristien
5) Langfredagens liturgi
6) Påskenattens opstandelsesjubel