Ærkebiskop giver gode råd mod stress

Danneels foreslår nogle terapeutiske veje, især spirituelle, der kan helbrede hele mennesket: hjerte, sjæl og krop, fortæller Anne Albinus. - Foto: Foto: Sxc.hu

Stress handler om isolation, men troen kan få os ud af vores isolation og åbne et rum for os, mener den katolske kirkes overhoved i Belgien Godfried Danneels. Læs mere i Anne Albinus blogindlæg

Stress - Kan man undgå det? Sådan lyder titlen på et lille hæfte på 48 sider. Det er ikke skrevet af en psykolog eller en coach, men af kardinal, ærkebiskop Godfried Danneels fra Malines - Bruxelles. Den katolske kirkes overhoved i Belgien.

Hæftet blev udgivet i 2007 og er et af en lang række julehæfter til menigheder og præster som inspiration til prædikener. Jeg fremhæver dette hæfte, da det er en ypperlig pædagogisk gennemgang af fænomenet stress, som ærkebiskoppen beskriver meget realistisk og samtidig spirituelt.

I indledningen skriver Danneels, at vi dagligt kan læse om stress i aviser og ugeblade, og der jo er mange forslag til at undgå og helbrede det. Der udkommer en masse litteratur om velvære/wellness, og der bliver ofte givet råd om at få en coach eller flere. Coaches er i dag næsten uundværlige, siger Danneels, en slags livvagter, og forøvrigt temmelig dyre.

Stress kalder på et spirituelt svar
Læseren får en redegørelse for, hvad stress betyder for det enkelte menneske, for familien og kirken. Spirituel udbrændthed kan komme i enhver kristens liv, men også i menigheden og blandt præsterne.

Danneels foreslår nogle terapeutiske veje, især spirituelle, der kan helbrede hele mennesket: hjerte, sjæl og krop. Stress skal behandles på fysisk og mentalt plan, men stressen kalder også på et spirituelt svar, mener Danneels. Sjælen skal helbredes. Troen er ikke en mirakelkur, men den kan medvirke til helbredelse, også af stress.

Stress er i følge Danneels forbundet med Jeg-ets" isolation. Vi befinder os i et forfærdeligt krævende og ugæstfrit miljø, men troen kan få os ud af vores isolation og åbne et rum for os, hvor vi bliver accepteret fuldstændigt og betingelsesløst. Der er altid én, nemlig Gud, ved vores side, der elsker os, som vi er.

Manden er i krise i vores kultur
Stress i familien beskrives grundigt. Jeg vil kun her nævne, at Danneels mener, at en stor del af stress i familierne skyldes rolleforvirringen og især fædrenes fravær, deres abdikation. Når der i dag er problemer, skyldes det mere fædrene end mødrene. I vores kultur er manden mere i krise end kvinden, skriver han.

Hæftet slutter med 10 råd: Hvis du er deprimeret, åndeligt udmattet eller grebet af acedia (åndelig ladhed, åndelig ligegyldighed eller mismod):

1. Vær ikke bange. Det er noget, der kan ske. Det er ikke noget, du skal gå udenom, når blot du er på god fod med Gud og følger ham.

2. Undersøg den måde, du forvalter dine aktiviteter på. Betyder at gøre mere for dig end at være?

3. Tro ikke, at du er ansvarlig for alt: Gud vil også stadig have noget at gøre

4. Begynd ikke at surre rundt som en bi efter honning i stadig flere forskellige blomster. Den bedste honning er den første

5. Har du altid travlt? Begynd med at gøre alt langsommere og sørg for tomme sider i din kalender

6. De gamle kirkefædre sagde: en munk kender godt til fristelser, men det værste er ikke at kunne standse

7. Hold ud. Udholdenhed er forhåbningens første skridt

8. Find én, der kan hjælpe dig, og som du kan tale med: en åndelig vejleder

9. Øv dig i tillid og i bevidsthed om, at Gud er din far, og du er hans barn. Børn skal ikke kunne gøre alt

10. Begynd altid med at takke. Der vil altid være tid nok til at beklage sig og stille spørgsmål

Ærkebiskoppen har sagt op, men Vatikanet svarer ikke
Kardinal Godfried Danneels er kendt og respekteret, også uden for det katolske miljø. Han har været ærkebiskop i 28 år og indgav i sommeren 2008 sin afskedsbegæring til Paven. Vatikanet har ikke svaret endnu. Måske foretrækker de at have Danneels i embede, frem for udenfor.

Danneels anses nemlig for centrums-ekstremist og blander sig gerne i den offentlige debat. Danneels var på tale som efterfølger for Pave Johannes Paul den II, men havde meget lille chance, da han kommer fra Belgien, der har legaliseret eutanasi (2002) og homoseksuelle ægteskaber.

Abort og aktiv dødshjælp er stridsspørgsmål
I 2003 fik Danneels læst teksten af Paven, Karol Józef Wojtyla, der var foruroliget over det dalende antal katolikker i Belgien og legaliseringen af eutanasi (aktiv dødshjælp, red.) og homoseksuelle ægteskaber.

Wojtyla havde vel også svært ved at acceptere, at der i Belgien er fri abort. Woytila kom fra et dybt konservativt miljø i Krakow i Polen og var en indædt modstander af fri abort. Rygtet går, at det var Danneels, der hviskede den daværende katolske kong Baudoin i øret, at han skulle abdicere i det døgn, hvor den belgiske abortlov blev vedtaget.

Unge karismatiske præster får folk i kirke
Kun cirka 47 % af fransktalende Belgiere erklærer sig kristne, viser en undersøgelse lavet af Det Katolske Universitet i Louvain, selvom 90 procent af fransktalende belgiere har fået en katolsk opdragelse. Færre kommer også i kirke om søndagen.

Man hører dog om flere og flere sogne med unge, karismatiske præster, der forstår at få fat i børnefamilier og inddrage børnene aktivt i messen, når de har været til søndagsskole i starten af messen.

Dette er et blogindlæg af Anne Albinus. Du kan se hendes blog her.