Fra broderdrab til tilgivelse

Kristendom og jødedom har Det Gamle Testamente som fælles hellig tekst, men der er store forskelle mellem, hvordan kristne og jøder tolker disse gamle skrifter. Seriens fjerde artikel handler om den relation, vi mennesker har til hinanden

Den fjerde og sidste artikel i denne serie handler om brødre-relationen – altså den relation, som vi mennesker har til hinanden – og det almenmenneskelige ansvar, vi har overfor hinanden.

”For de jødiske rabbinere drejer relationen til Gud også om den relation, som vi har til hinanden som mennesker. En relation, som udvikles og ændres dramatisk i de fem Mosebøger, hvor der går en bue fra broderdrab over kamp til forsoning og tilgivelse,” siger Ulf Lindgren.

Det starter tidligt og skidt, nemlig med historien om Adam og Evas to sønner, hvor den ældste, Kain, slår den yngste, Abel, ihjel, fordi han bliver misundelig. Gud kan nemlig godt lide Abels offer men ikke Kains. Kain lavede også den fejl, at han troede, at han ejede noget, mens Abel vidste, at alt tilhører Gud. Historien handler derfor også om, at Gud både er ham, der laver reglerne, dømmer og straffer – men også ham, der tilgiver og beskytter, som Gud gjorde det med Kain, da han satte mærket på ham.

En uretmæssig velsignelse
Det fortsætter også skidt i Det Gamle Testamente. Abrahams søn Isak er blevet gammel og blind. Han har to sønner, Esau og Jakob, og deres relation fortæller igen den klassiske historie om to brødre, der ikke kan enes. Faderen fortrækker storebroderen Esau og moderen foretrækker lillebroderen Jakob. Derfor hjælper hun Jakob med at få den blinde faders velsignelse ved at klæde ham på i fåreskind, så han føles som den mere lodne Esau.

”En velsignelse var en alvorlig sag, som i modsætning til materiel arv kun kunne gives til én, og som også betød, at denne person blev slægtens åndelige leder. Nu gik den altså til Jakob, som også var mere åndelig end den fysiske Esau. Det er altså en historie, der handler om en storebror, der mislykkes, og en lillebror, der sejrer og får det hele. Det er en vigtig historie at kunne - også som kristen. Ordet storebror er især vigtigt. For man kan i en dialog med jøder sagtens sige, at vi er brødre i troen, fordi vi til dels læser de samme skrifter. Men ordet storebror skal undgås, for det kan let tolkes derhen, at jøderne er storebroderen og de kristne lillebroderen – og dermed siger man, at det er os kristne, der har den rette sandhed. Så ordet storebror bliver let et skældsord, hvis man taler tro med en jøde. Ordet storebror vækker simpelthen koblingen til historien om Esau og Jakob,” fortæller Ulf Lindgren.

Historien om Esau og Jakob endte dog med, at Jakob måtte flygte alligevel, og han boede i adskillige år hos morbroderen Laban, inden det var tid til at vende hjem. Historien om hans hjemkomst – eller rettere da han skulle krydse bækken, vadestedet Jabbok, er dramatisk. Jakob sender nemlig alt og alle over først fra koner til børn og kvæg. Han er selv alene tilbage og slås hele natten med en engel i kristen forståelse, som han ikke vil give slip på, før han er blevet velsignet. Det er i kristen forstand blevet tolket som længslen efter Gud, efter tilgivelse og velsignelse.

”Men for rabbinerne er tolkningen helt anderledes. Ja, de har hele tre forståelsesversioner af historien om Jakob, der slås med en fremmed, som måske er Gud, og som da morgenen gryr, giver Jakob et slag over hofteskålen, så han halter, mens den fremmede siger: ’Du skal herefter hedde Israel’,” fortæller Ulf Lindgren og fortsætter:

”Den første tolkning er en materialistisk tolkning, som tager udgangspunkt i, hvorfor Jakob gik over til sidst. Man mener, at et får måske var blevet væk, og at han ledte efter det, og at han samtidig var blevet så korrumperet af sin rigdom i de forløbne år, at hans åndelige side var væk. Derfor var dent kontakten til Gud, som han fik kæmpet sig tilbage til i nattens mørke timer. Kampen var altså en indre kamp. En anden tolkning mener, at der var tale om psykologisk kamp mod hans dårlige samvittighed over det, som Jakob gjorde mod broderen Esau, dengang han snød sig til faderens velsignelse. Der er også dem, som mener, at der er tale om en reel, fysisk kamp mellem Jakob og Esau”.

Men der er en tolkning mere.

”Endelig er der den tolkning, som handler om Jakob selv, men på et højere plan, da det handler om Jakobs identitet. Den går på, at Jakob aldrig har vidst, hvem han selv var. Først var han moderens søn, så Esaus bror, Labans barnebarn og konernes mand, men endelig her i nattens kamp opdager Jakob, at han selv findes, og han får tilmed sit nye navn Israel, som betyder den, der er elsket af Gud. Han har nu sin egen identitet, sit eget navn og sit eget ansigt – efter han hele tiden har lånt andres ansigter. Tolkningen giver mening, for ordet ansigt optræder påfaldende mange gange i historierne om Jakob. Rabbinerne mener, at når et ord optræder mange gange, er det fordi, det ord er vigtigt,” forklarer Ulf Lindgren.

Det ender også med, at Jakob og Esau forsones – lidt i hvert fald. De slår i hvert fald ikke hinanden ihjel ligesom med Kain og Abel.

Vi skal tage ansvar for hinanden - også når det er svært
Men helt i mål kommer vi først med historien om Jakobs 12 sønner. Den ene af dem, Josef, bliver uvenner med de 11 andre, som smider ham i en brønd. Han ender som slave i Egypten, hvor han dog hurtigt på grund af sine evner til at drømme, tyde drømme og administrere bliver en slags statsminister for Faraoen. Dermed sikrer han, at Egypten som det eneste land bruger de syv fede år til at opbygge lagre, så de kan klare de syv magre år. Der udbryder nemlig hungersnød i regionen, og nogle af brødrene rejser til Egypten for at købe såsæd – men de genkender ikke Josef.

”Her går et sælsomt spil i gang, for Josef holder dem på pinebænken i lang tid, beholder nogle af dem som fanger, sender bud efter nogle andre og laver en masse andre krumspring, inden han angrer og fortæller dem, hvem han er. De genkender ham, og alle forsones og fortryder, at de har opført sig forkert overfor hinanden. Det er en smuk beretning om kærlighed. For som brødre – og som mennesker – skal vi ifølge rabbinerne tage ansvar for hinanden, også når det er svært. At rejse sig op og gå handler heller ikke kun om troen og vores forhold til Gud, men også om vores forhold til hinanden,” slutter Ulf Lindgren.