Jeg blev pilgrim på mit livs vandring til Vadstena

Der er mange grunde til at vandre. En skilsmisse fik Jytte Madsen til at drage ud på sit livs vandring på 400 kilometer, hvor hun fik et glimt af pilgrimsånden. Få hendes historie her

Der kan være vidt forskellige grunde til at gå pilgrimsvandring. En af mine grunde var, at jeg efter 29 års ægteskab blev skilt.

Derfor var det en udfordring for mig at finde en måde at holde ferie på, hvor jeg kunne tage af sted alene – men dog være i et fællesskab. Tilbage i 2000 var pilgrimsvandring et ukendt fænomen for mig, og der var ingen danske pilgrimspræster. Derfor var min første erfaring med at vandre, da jeg tog på et weekendophold på Sostrup Kloster på Mols med en veninde. Det blev hendes første og sidste vandring. Men det blev min første og langt fra sidste vandring.

Når folk taler om det at være pilgrim, taler de ofte om den kendte rute Caminoen i Spanien. Jeg har også været der selv og gået ad den fantastisk smukke rute fra Portugal til Santiago de Compostella. Men for mig er dette at være pilgrim meget andet og mere end Caminoen.

Når jeg vandrer, er det ikke for at præstere noget. Men i selve vandringen leder jeg efter, hvad der er sand livskvalitet, og jeg beskæftiger mig med de store eksistentielle spørgsmål: Hvor kommer jeg fra? Hvor er jeg på vej hen? Og hvad med min tro?

I dag er der mange muligheder for at vandre over hele landet, og man kan få unikke og forskellige oplevelser afhængig af hvilket sted, tema, klima og komfortniveau, man vælger.

Mit livs vandring

En tur har dog sat efterladt et særligt indtryk hos mig. Den svenske pilgrimspræst Hans-Erik Lindstrøm fødte i 2002 idéen om, at vandrere fra Island, Norge, Finland, Sverige og Danmark skulle vandre afsted, samtidig, med kurs mod det svenske pilgrimscentrum Vadstena. Turen var omkring 400 kilometer fra Vodskov ved Aalborg til Vadstena og ville vare tre uger. Jeg besluttede at tage med, og gik i træning med rygsæk på for at blive klar.

Turen fra Vodskov til Vadstena på omkring 400 kilometer:

Vandringen til Vadstena blev en åbning for mig ind til kernen i, hvad pilgrimsfællesskabet betyder. Inden turen tænkte jeg meget over, hvad jeg skulle have med. Jeg valgte kun at prioritere det mest primitive: Vandrestøvler, vandrestav, sovepose, liggeunderlag og rygsæk med skiftetøj og tandbørste.

Men noget andet viste sig at være en vigtig del af bagagen. Jeg medbragte nemlig også de syv pilgrimsord – et koncept, som er udformet af turens arrangør Hans-Erik Lindström. Det er syv ord, som bruges til at beskrive, hvad der drager pilgrimmen og hvad nytte, han eller hun har af at vandre:

Bekymringsløshed, frihed, stilhed, langsomhed, enkelthed, fællesskab og åndelighed.

Vi var en blandet flok, der tog afsted: Frikirkepræster, folkekirkepræster, katolikker, yogafolk, lægfolk og kirkefremmede folk, hvilket sproget til tider bar præg af. En blandet økumenisk flok. Allerede den første aften blev vi bedt om at præsentere os selv lidt mere uddybende og sige, hvorfor vi gik med. En sagde, at hun gjorde det for at blive hellig! Den næste proklamerede, at det var for motionens skyld og den tredje – en katolik – gik med for at komme op og hylde den hellige Birgitta af Vadstena. Alt dette provokerede mig, for jeg var udfordret på mit mål med vandringen, og jeg havde svært ved at finde mig selv i dette religiøse morads.

Om natten lå vi side om side på liggeunderlag og måtte lytte til hinandens snorken i mol og dur, hvilket var en psykisk udfordring på trods af medbragte ørepropper. Rygsækken tyngede, og nogle af deltagerne fik vabler allerede den første dag, da vores støvler og strømper blev gennemblødt i regnvejr.

Jeg undgik heldigvis vabler, men til gengæld gled jeg i den våde muld i den jyske ås og forstuvede mit håndled. Her kom pilgrimsånden op i medvandrerne, og en sygeplejerske forbandt min arm, en anden gav akupunktur og en tredje sprøjtede kildevand fra Understeds kilde på hævelsen. Denne treenige cocktail viste sig at virke på mirakuløs vis, og der gik ikke længe, før smerter og hævelse forsvandt.

Fra pilgrim til pilgrim

Det lykkedes mig, kilometer for kilometer, at få tilsidesat mine egne behov for at kunne tilgodese de andres. Og da mødte jeg omsorg fra uventede kanter, som pegede på, hvad der for mig var meningen med turen. Hver dag deltog vi alle i nadver, enten i kirker med sognets præst eller i naturen.

På et tidspunkt i Sverige var mine fødder som lædersåler, og vi havde gået i regnvejr hele dagen. Jeg glemmer aldrig, at en af mine medvandrere, en ung teologistuderende zoneterapeut fra København, trodsede sin egen træthed og gav mig lindrende fodmassage. Da jeg ville betale, var hendes svar, at det naturligvis var en gratis gestus fra pilgrim til pilgrim.

Pilgrimmens langsomme og monotone vandring sætter alle sanser i spil: duft/lugt, smag, hørelse og syn. Og dette at gå i stilhed sammen i fællesskab kan virke helt magisk.

Overalt, hvor vi nåede frem til kirker, blev vi modtaget med stor gæstfrihed. Og ofte skete det, når vi andagtsfulde og sundt trætte sad i kirken og mødte de lokales varme, at selv de kirkefremmede på holdet blev så berørte, at tårerne trillede stille ned ad kinden.

Men den største oplevelse var dog, da vi nærmede os målet – Vadstena – den sidste dag. Her skulle vi ikke gå, men sejle. Vi sejlede over Vättern, Sveriges andenstørste sø, en smuk sommermorgen og oplevede solopgangen. Vi glædede os over skaberværket set fra vandet, uden vandrestøvler og vabelplaster. Vi var nået i mål, og inde i byen blev vi modtaget af en komité fra Pilgrimscentret, som råbte ”välkommen!”

Hele skaren gik i procession gennem byen op til klosterkirken, hvor vi samledes foran alteret i en stille bøn og tak til Gud for denne store og rige oplevelse. Vi var 19 danskere, der gennemførte turen. Og det føltes som en forsmag på himlen, tænkte jeg taknemmeligt.

Jytte Madsen er diakon, pædagog og bor i Kolt ved Aarhus.