Frikirkerne vil finde nye måder at møde LGBT+-personer på
Spørgsmålet om, hvordan vi møder LGBT+ personer i vores kirker, har ikke fyldt meget fra frikirkernes prædikestole de sidste 20 år. Det har været et vanskeligt emne, som de fleste har undgået. Men nu går tavsheden ikke længere - en ny generation kræver svar, som de selv oplever, de kan stå på mål for
LGBT+-personer har længe været en del af det danske frikirkeliv, især i de større byer. Frikirkerne er generelt set innovative og målrettede i at dele det kristne budskab med hr. og fru Danmark, og ind imellem er der en LGBT+-person, som ønsker at blive en del af det kristne fællesskab. Og naturligvis er der også en vis procentdel af de unge, som vokser op i en frikirke, der identificerer sig som LGBT+-person.
Det faktum kombineret med den generelle udvikling i samfundet har gjort spørgsmålet om, hvordan vi i frikirkerne møder LGBT+-personer, uomgængeligt.
Tavshed har ellers i høj grad været svaret - for det er et vanskeligt spørgsmål. De fleste danske frikirker bygger på et bibelsyn, som de har tilfælles med langt hovedparten af kristenheden i verden: Bibelen er Guds eget ord og hævet over vores ret til at vælge og vrage i. Naturligvis skal vi tolke det. Frikirkerne er ikke fundamentalister i ordets egentlige forstand. Vi tror på Bibelen som Guds ord men erkender også, at vores forståelse er begrænset, og at bibelteksterne altid skal tolkes ind i en samtid.
Men vi er bundet til, at den oprindelige forståelse af bibelteksterne, sådan som de første kristne forstod dem, må være ledende i al videre tolkning. Og her er det svært at komme udenom, at ægteskabet oprindeligt er givet af Gud til at føje mand og kvinde sammen til ét.
Men hvad gør vi så i forhold til LGBT+-personer?
Hvordan kan vi forene vores bibelsyn og vores teologiske arv med LGBT+-personers ønske om kærlighed og livsudfoldelse?
Enkelte frikirkelige trossamfund har efterladt den del af deres teologiske arv og er villige til at vie to af samme køn, mens hovedparten er mere forsigtige og vil passe på, at de ikke smider babyen ud med badevandet.
Men noget må gøres. Det erkender alle. Der er derfor en stille og rolig udvikling i gang. Flere frikirker voksendøber LGBT+-personer under devisen, at ingen af os, der bliver døbt, bliver døbt fordi vi har styr på alt i vores liv eller svar på alle spørgsmål, men fordi vi er syndere, der har brug for tilgivelse og ønsker at lægge hele vores liv i Jesu hånd. Samtaler bliver taget og teologiske overvejelser foretaget rundt omkring, især i mødet med det enkelte LGBT+-menneske.
Ønsket er at finde en anden indgang til dialogen om LGBT+-personer i det frikirkelige. Hvis vi begynder med spørgsmålet om vielser, så begynder vi på et meget eksistentielt område, hvor samtalen kører fast, inden den overhovedet er kommet i gang.
Så hvor kan vi i stedet begynde? Hos Paulus finder vi et stærkt ønske om at bevæge mennesker mod Kristus. Det indebærer, at vi ikke nødvendigvis er enige eller ser ens på tingene, men at vi er på en fælles vandring mod Kristus, hvor vi har fællesskab med hinanden som medvandrere. Det kan være ét af flere teologiske udgangspunkter for samtalen.
Den unge generation presser på. I 20 år har der ikke været talt meget om emnet fra prædikestolene, men de unge møder spørgsmålet om ”kirken og de homoseksuelle” ret så ofte, hvor de færdes. Så hvad skal de svare, hvis de vil være tro overfor deres overbevisning men samtidig tydeligt ser problematikken?
På Copenhagen Pride blev der i år afholdt en samtale mellem undertegnede og Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef for LGBT+ Danmark. Samtalens tema var ”Plads til uenighed”, og det var en samtale om, hvor langt vi faktisk kan nå, når vi holder op med at skyde på hinanden og i stedet begynder at lytte og prøve at forstå. En øvelse som samtalen viste, går begge veje. Det var et smukt eksempel på gensidig tillid og åbenhed og gav et klart håb om, at det er muligt at finde en anden vej end tavshedens eller polariseringens.
Mikael Wandt Laursen er generalsekretær i FrikirkeNet. Han skriver analysen ved kristendom.dk.