Fængselspræsten skaber frirum for de indsatte

Hun er 34 år og begyndte for et år siden i sit første job som fængselspræst i Møgelkær Statsfængsel. Lise Rind fortæller her om de indsattes liv og om at være Jesu Kristi efterfølger blandt folk bag lås og slå

- Alle mennesker har brug for et frirum, men i fængslet bliver alting mere ekstremt, derfor bliver behovet for et frirum afgørende. Det er min opgave at skabe det frirum, og det kan jeg, fordi jeg har tavshedspligt. Hos mig skal man ikke være på vagt hele tiden, man kan lade alle sikkerhedsforanstaltningerne falde. For jeg er uden for systemet og skal ikke melde tilbage til systemet, siger Lise Rind og fortsætter:

- Jeg møder de indsatte med tillid. Jeg tror på det, de fortæller mig og læser aldrig deres sager. Også Jesus mødte mennesker åbent og uden at dømme dem på forhånd. På den måde opfatter jeg min funktion som præst i forlængelse af Jesus, mit arbejde er Jesu efterfølgelse.

For Lise Rind er det i sit arvejde vigtigt at skelne mellem forskellige typer blandt fangerne. Nogle indsatte har det OK med at være i fængsel. De har været inde og ude af systemet hele deres liv. Andre bryder fuldstændig sammen. At blive straffet er for dem en dobbelt frihedsberøvelse. For det første at få en dom, som stempler dem som forbrydere. For det andet at opleve, at hele eksistensen bliver underlagt regler.

Et menneskes vaner er en afgørende del af dets identitet, fortæller hun, og pludselig kan identiteten ikke længere udvikle sig, fordi vanerne bliver tvangsmæssigt ændret. Pludselig kan man måske ikke få den øko-mælk, man er vant til. Man er så tæt på friheden og dog så langt fra. Det kan slå benene væk under et menneske.

- Konsekvenserne af straffen ses i børnene, i konen, i forældrene. Derfor går mange indsatte også rundt med evig skyldfølelse over for sin familie. Forbrydelsen spreder sig som ringe i vandet. Ligegyldigt hvilken forbrydelse, der er tale om, selv en spritdom, så følger der altid mange ofre med. Dermed er alle forbrydelser på en måde lige, fordi der altid følger flere ofre med, siger hun og understreger:

- I virkeligheden er der ingen forskel mellem dem og os. Vi har alle stået i en situation, hvor vi kunne have gjort noget ulovligt. Og vi synder da alle sammen. Konstant er vi for eksempel i risiko for at såre et andet menneske, og utroskab er faktisk et brud på de ti bud. Der findes måske små og store synder, men det er egentlig det samme.

En gang imellem holder Lise Rind og de indsatte gudstjeneste i en gymnastiksal. Hun laver også mange sociale aktiviteter: Debatoplæg, litteraturkreds, sangaftener.

- Jeg bliver betragtet som en "gående forkynder". Ikke fordi jeg holder lange taler hele tiden, men fordi forkyndelsen bliver aktiv i det menneskelige møde. Den kristne eksistens, som jeg vidner om, viser sig i troen og i livsformen. Hvis én f.eks. pludselig råber: Hold nu kæft din ludder, så kan det føre til en samtale om sprogets etik. Hvad sproget gør og hvordan det ødelægger både den, det er rettet mod, og den der taler. Et dårligt sprog giver også et dårligt indre, for der er ikke meget håb i ondt sprog, siger hun og fortsætter:

- Mit arbejde består først og sidst af sjælesorg. Inden jeg skal have en sjælesorgsamtale, beder jeg altid en bøn for mig selv. Og efter samtalen spørger jeg ofte, om vi skal slutte af med at bede sammen. Men det er vigtigt at fornemme hvor meget religiøsitet, der skal blandes ind i samtalen. Jeg taler jo for eksempel også med en del muslimer, og jeg udfylder en vigtig funktion for alle uanset trosretning, netop fordi jeg har tavshedspligt. Som jeg ser det, så skaber enhver trosretning håb. Håbet om forbedring, håbet om forandring, håbet om en bedre fremtid, håbet om, at fortiden kan forandres. Men det kan den jo desværre bare ikke.

Lise Rind er glad for sit arbejde og vil meget nødig gå ned på det. Evig og altid tænker hun på, at hun har tavshedspligt, er nærmest forfulgt af den, selv i drømme.

- Ind imellem møder jeg mennesker, der har begået så svær kriminalitet, at jeg som privatperson har svært ved at rumme det. For os funktionspræster er det vigtigt, at vi får supervision. Langt oftere end den almindelige fungerende sognepræst har vi brug for en særligbearbejdning af de ting, vi hører. For at vi kan holde fast i tavshedspligten og medmenneskeligheden, som er så vigtig, så har vi brug for en "ventil". Det kunne være ønskeligt, at der fra kirkeministeriets eller fagforeningens side er mere fokus på supervision, slutter Lise Rind.