Gadepræsten gør hverdagen til en gudstjeneste

Liane Zimsen Dambo er gadepræst på Vesterbro i København, hvor hun hver dag møder mennesker fra alle samfundslag. Og skulle man en dag få brug for hendes hjælp, kan man blot råbe hendes navn, så ved mindst én person, hvor hun befinder sig i det øjeblik

”Hej skat!”

Stemmen runger i det lille caférum på Café Sonja, som er ét af Liane Zimsen Dambos mange stamsteder på Vesterbro i København. Her kender hun personalet, som alle får et kram, ligesom flere af cafégæsterne denne formiddag bliver mødt med både kram og kærlige bemærkninger.

Liane Zimsen Dambo har været gadepræst på Vesterbro de seneste fem år. Langt de fleste mennesker på Vesterbro er ikke i tvivl om, hvem hun er. Og kaster man et blik på hendes påklædning, er det klart, at hun heller ikke forsøger at skjule sig. Den store lyseblå fisk, som er sat fast på hendes sorte tylskørt, symboliserer Jesus Kristus, og hendes lidt upraktiske vindrueklase-armbånd er en henvisning til den kristne nadver.

”Man kan vist ikke sige, jeg ikke forkynder,” siger hun, mens hun peger på det første smykke, hun begyndte at bære som gadepræst. Det er en sherifstjerne med et lam i midten.

Gadepræstestillingen er en blandt få gadepræstestillinger i Danmark, og Liane Zimsen Dambo har selv været med til at skabe den, da hun som nyuddannet teolog skulle være præst i den danske folkekirke. Og selvom hun efterhånden kender sit arbejde, ved hun stadig ikke, hvad hun skal forvente, når hun går ned på gaden.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruges til fra dag til dag – det afhænger meget af vesterbroerne. Det er dog helt fast, at jeg ikke altid kan nå at tage mit tøj på. Så må jeg bare tage afsted i min pyjamas. Andre gange når jeg at tage tøj på, men så har jeg samtaler imens,” fortæller hun.

Gadepræsten er præst for alle, hun møder

Det meste af Liane Zimsen Dambos dag går med samtaler. Det kan både være de store, eksistentielle samtaler om tro og tvivl, liv og mening, men det kan også være de helt små hverdagssamtaler om den kedelige leverpostejmad. Det er nemlig en af fordelene ved at være gadepræst, forklarer Liane Zimsen Dambo; man får lov til at dele hverdagen med folk.

Til venstre for hende sidder en lille pige med sin mor og spiser deres morgenmad på caféen.

”Måske skal den lille pige i skole på et tidspunkt. Skal man nu vælge folkeskolen, eller hvor skal hun gå i skole henne? Så ringer man altså ikke til præsten. Man tænker måske, at i kirken handler det om begravelser og barnedåb. Men hvis man nu møder mig nede i genbrugsforretningen, kan man jo sagtens tale om det med mig, fordi det er noget, der fylder i det øjeblik,” siger Liane Zimsen Dambo.

Kirken skal ifølge Liane Zimsen Dambo være lige netop dér, hvor livet sker. Derfor er hun også stolt over den årligt tilbagevendende forårsfestival på Vesterbro, hvor hun og Kristkirken er en væsentlig del af festen med en gudstjeneste.

”Vi skal som kirke ikke være så bange for at komme ud blandt almindelige mennesker. Jeg er som gadepræst nødt til at tage kirken med mig. Jeg er ikke altid bevidst om, hvordan jeg sætter det i spil, eller hvornår jeg gør det. Det handler jo heller ikke om mig, men om det menneske, jeg står over for.”

Alle de mennesker, som Liane Zimsen Dambo denne formiddag står over for, mødes af hendes kærlighed. For hende er det helt umuligt at lade være.

”Jeg skal jo ikke sidde og pille mig selv i navlen og overveje, om jeg nu kan lide dig eller ikke. Det er jeg fuldstændigt frisat for, fordi jeg skal elske dig. At jeg så ikke altid kan det, fordi jeg blot er et menneske og ikke Gud, er en anden sag. Så skal jeg bare huske på, at den klarer Chefen. Det er da en kæmpe frihed,” siger hun.

Alle kender gadepræsten på Vesterbro

Det er den frihed, hun tager med sig i sit virke som gadepræst, hvor hun med egne ord slet ikke kan undslå sig fra at forkynde.

”Det er det, jeg er sat til. Mennesker skal jo ikke have mindre, bare fordi det er en gadepræst, de taler med. Det kan ikke nytte noget at degradere sagerne. Folk vil enormt gerne tale om tro og håb, om Gud, Jesus og Helligånd – og faktisk er det sjældent mig, der starter det,” siger hun.

Hun oplever, at Vesterbro-borgerne er mere end glade for at tale med gadepræsten om alt mellem himmel og jord. Og skulle man få brug for gadepræsten, skal man blot stille sig på Istedgade eller Vesterbrogade og kalde på hende, så er der mindst én person i området, der kan fortælle, hvor hun befinder sig. Alternativt kan man lægge en seddel i en af forretningerne i området.

”Sidst jeg var inde for at købe noget i kiosken, sagde kioskdrengen til mig, at der havde været en og spørge efter mig, og så hentede han en seddel til mig. Der er også andre steder i byen, hvor jeg jævnligt kommer og henter sedler fra folk, som har brug for at tale med mig,” fortæller hun.

Liane Zimsen Dambo har altid en rute i hovedet, inden hun går ud ad døren hjemmefra. Hun når dog aldrig til rutens endestation, fordi hun altid møder mennesker, som vil tale med hende. Det er aldrig noget, der stresser hende.

”Nogle gange kan man føle sig tømt, men så sker der det, at man møder et andet menneske, der siger noget sjovt eller smiler til én. Så er man fyldt igen. Det er jo det, andre mennesker kan og gør. Selvfølgelig er det hårdt, når andre mennesker har det hårdt, men det stresser mig aldrig, at folk vil tale med mig,” forklarer hun.

Det sociale ansvar er stort på Vesterbro

Få meter fra Café Sonja ligger værestedet Gang i Gaden, som er en af de steder, hvor Liane Zimsen Dambo kommer med jævne mellemrum for at hilse på både brugere og personale. Da hun kommer ind i værestedets dagligstue, sidder en af værestedets faste gæster og klippe-klistrer.

Og mens Liane Zimsen Dambo sætter sig ned ved bordenden for at aftale fernisering og udstilling i kirken med en af de andre lokale vesterbroere, bliver der udfærdiget et helt arsenal af både julehjerter og julestjerner til gadepræsten og hendes i forvejen pyntede påklædning. Den kreative pynt til påklædningen kulminerer, da en anden gæst kommer marcherende med en stor lyserød hat formet som et grisehoved:

”Hvem skulle ellers kunne bære den?” spørger manden retorisk, inden han grinende sætter den på hovedet af gadepræsten.

For Liane Zimsen Dambo er Gang i Gaden et godt eksempel på, hvordan befolkningen på Vesterbro tager et stort socialt ansvar. Da værestedet var lukningstruet i 2018, gik Vesterbro-befolkningen sammen og bakkede op om værestedet ved at købe de såkaldte Vesterbro-aktier, som skulle redde stedet – og dermed støtte de socialt udsatte.

”Jeg tror i høj grad, at folk flytter hertil, fordi de gerne vil det sociale og føler et stort socialt ansvar. Til Saxogades julefest og sommerfest er hele Vesterbro her, så jeg køber slet ikke den der fortælling om de koldhjertede hipstere,” siger hun.

Da Liane Zimsen Dambo atter indfinder sig på gaden, vender både cyklister og fodgængere sig om efter hende – det er sandsynligvis på grund af den lyserøde grise-hat, hun nu bærer. Men hun er vant til, at hendes påklædning vækker en del opmærksomhed. For hende er det en måde at bryde med folks forestillinger om, hvordan en præst skal være og se ud. Når folk kommenterer på hendes påklædning, plejer hun at sige til dem, at hun er præst – dermed har hun allerede brudt deres fordomme, forklarer hun, men hun er ikke bange for at blive placeret i en bestemt kasse.

”Ved du, hvor det sikreste sted at tale fra er? Det er fra kassen. Man kan både gå ud af kassen og ind i kassen. Man kan lukke kassen, åbne kassen og bryde kassen. Så er tingene ligesom allerede i spil.”

Og i spil kommer faktisk både teologien og de atypiske klæder, eftersom Liane Zimsen Dambos påklædning i sig selv giver folk en anledning til at henvende sig til hende – også mennesker, som ellers ikke ville komme i kirken. Ifølge hende beviser det blot, at der er brug for kirken på gaden:

”Med den tilgang er der ikke noget, der ikke hører til i kirken. Der er ikke noget, som gør tærsklen høj eller lav. Kirken er der bare. Kirken er i livet.”