Har paven virkelig sagt, at to procent af katolske præster er pædofile?

Paven er kommet i modvind, efter at han ifølge italiensk avis har udtalt sig om antallet af pædofile præster i den katolske kirke. Ifølge generalvikar i den katolske kirke i Danmark findes sådanne tal endnu ikke. Foto: Riccardo Squillantini

Udtalelse fra paven om antallet af pædofile præster i den katolske kirke skaber stor kontrovers, men der hersker tvivl om, hvorvidt udtalelserne overhovedet er korrekte

I et eksklusivt interview fra i søndags med den 90-årige journalist Eugenio Scalfari, som er en af Italiens mest kendte, udtaler paven til den italienske avis La Repubblica, at omkring to procent af den katolske kirkes præster er pædofile, og at han anser forbrydelsen for "en spedalskhed i vores hus". Udtalelserne, som følger herunder, er blevet dækket af medier verden over, heriblandt BBCAl Jazeera og India Times.

"Mange af mine rådgivere, som sammen med mig kæmper (imod pædofili, red.), giver mig pålidelige data, som anslår, at pædofili inden for kirken ligger på omkring to procent,” sagde paven ifølge nyhedsbureauet Reuters til Scalfari (her oversat fra engelsk, red.).

”Disse data burde berolige mig, men jeg bliver nødt til at sige, at de ikke beroliger mig overhovedet. Faktisk betragter jeg det som meget graverende. Blandt de to procent, som er pædofile, er præster og endda biskopper og kardinaler.”

Der er omkring 414.000 præster i den katolske kirke på verdensplan, så ifølge pavens udtalelser er der "data" for, at omkring 8.000 af dem er pædofile.

Efterfølgende har Vatikanets talsmand Federico Lombardi dog taget afstand fra citaterne med henvisning til, at journalisten Eugenio Scalfari tidligere har vedkendt, at han citerede paven fejlagtigt tilbage i 2013. Derudover er Scalfari kendt for at føre sine interviews uden brug af diktafon eller notetagning. 

Lombardi har ifølge the Guardian udtalt, at den fulde artikel indfanger den generelle tone i interviewet mellem paven og Scalfari, men “at enkeltstående udtryk, som de er blevet citeret, ikke med sikkerhed kan tilskrives paven.” 

Det er altså usikkert, hvorvidt udtalelserne overhovedet er sandfærdige, samt hvor tallene skulle komme fra.

Selv hvis tallene og citaterne er korrekte, forbliver det uklart, hvad paven helt præcist mener – om de to procent er præster, som er pædofile af seksuel orientering, eller om de to procent er præster, som rent faktisk har forgrebet sig på mindreårige.

Men hvis tallene passer, er de én procent højere, end de tal man har fra undersøgelser om udbredelsen af pædofili i det brede samfund. Det fortæller Kuno Sørensen, psykolog hos Red Barnet.

"Der findes tal fra en undersøgelse i Tyskland, hvor man er kommet frem til, at én procent af den mandlige befolkning opfylder den kliniske diagnose for pædofili, og det vurderes, at de tal kan overføres til danske forhold, fordi danskere og tyskere minder så meget om hinanden."

Kuno Sørensen peger samtidig på, at man kan skelne mellem de tyske tal for udbredelsen af den kliniske diagnose og så undersøgelser fra Danmark, som peger på, at nogle voksne mænd søger seksuel kontakt med børn i mangel på seksuel kontakt med voksne. Og det kan være sidstnævnte, som er problemet for den katolske kirke, påpeger han.

"Udfordringen i den katolske kirke er cølibatet. Nogle kan blive fristet til seksuel kontakt til børn i mangel på bedre, og man kunne forestille sig, at det er den problematik, som paven gør opmærksom på," siger han.

Ifølge Lars Messerschmidt, generalvikar i den katolske kirke i Danmark, foreligger der endnu ikke tal på antallet af pædofile præster.

"Jeg har hørt, at paven har nedsat en undersøgelseskommission, fordi han vil til bunds i problemet. Udtalelserne må bero på, at det er noget, som man vil undersøge, og jeg mener at have hørt, der er blevet nedsat en kommission, men det er ikke eksakt viden," siger han.