Afslører disse fresker kvindelige præster i oldtiden?

Fresko fra slutningen af det tredje århundrede, der viser en "orans" (latin for en bedende, der løfter hænderne i lovsang), der står mellem en lærer og en mor med et barn - måske Maria med Jesusbarnet, som også er afbildet i Priscilla-katakomberne. Fra Velatio Virginis-krypten. Foto: .

MED BILLEDSERIE: En restaurering af romerske fresker fra oldkirkens tid viser noget, der kan ligne kvindelige præster. Nyheden vækker begejstring blandt de kvinder, der kæmper for at få lov at blive ordinerede, men den katolske biskop i Danmark afviser, at der skulle have været kvindelige præster i oldkirken

Var der kvindelige præster i de første århundreder efter Jesus? Det spørgsmål er blevet rejst, efter romerske fresker fra oldkirkens tid fornylig er blevet restaureret. To fresker viser nemlig kvinder, som af flere tolkes som præster.

Under brostenene i Roms gader gemmer der sig historier fra antikkens Romerrige i form af gangsystemer med rester af gamle fresker, der kan fortælle om de mennesker, der levede i Rom i de første århundreder efter Jesu død og opstandelse. De underjordiske katakomber er gamle gravkamre, hvori Roms kristne fra det andet til omkring det femte århundrede kunne begrave deres slægtninge i nicher, som de bagefter udsmykkede med freskoer og stuk.

I Priscilla-katakomberne på Via Salaria i midten af Rom kunne en række ansatte fra Vatikanet tidligere på ugen genåbne dele af katakombernes 13 kilometer lange gangsystem. Katakomberne har i løbet af de sidste fem år været igennem en restaurering af deres fresker, da katakomberne primært er kendte for at lægge vægge til den ældst kendte afbildning af jomfru Maria med Jesusbarnet.

LÆS OGSÅ: Klimaforandringer var skyld i ødelæggelser af civilisationer fra Bibelens tid

Kvindelige præster i de første århundreder efter Kristus?

Den kontroversielle nyhed om freskerne i de romerske katakomber florerer iblandt medlemmer af Association of Roman Catholic Women Priests (Forbundet for Kvindelige Romersk-Katolske Præster) og andre, der mener, at man i Priscilla-katakomberne i Rom kan se fresker, der viser, at der fandtes kvindelige præster iblandt de første århundredes præstestande, skriver Huffington Post.

Fortalerne for ordination af kvinder har især fremhævet to freskoer i Priscilla-katakomberne, som, de mener, illustrerer kvindelige præster. Den ene fresko er i katakombernes okkerfarvede græske kapel og viser en gruppe kvinder, som sammen deltager i nadverfejring. Den anden fresko er fundet i et rigt udsmykket begravelseskammer, og den viser en kvinde, som er iklædt messehagel en højkirkelig præstekjole og som løfter hænderne på samme måde, som præster der tilbeder, lovsynger og påkalder Gud.

Forkæmpere for kvinders ret til at indtræde i et præsteembede kalder freskerne et bevis på, at der fandtes kvindelige præster i oldkirken, og at der derfor bør være kvindelige præster i dag. Flere af forkæmperne er kvinder, som er blevet ekskommunikeret fra Vatikanet, da de tidligere har deltaget aktivt i selvbestaltede ordinations-ceremonier uden tilladelse fra Vatikanet. Vatikanet har oprindeligt begrænset præsteskabet til kun at gælde mænd, begrundet med at Jesus kun valgte at have mandlige apostle.

Vatikanet: Det er ikke kvindelige præster
Men begejstringen over freskerne er ikke delt med inspektøren for den Pavelige Kommission for Hellig Arkæologi, Fabrizio Bisconti, der over for Huffington Post afviser en sådan udlægning af freskernes motiver som fabler og legender. Han mener ikke, at scenen viser et nadvermåltid, men et begravelsesmåltid, og at kvinderne på billedet nok er til stede, men at de ikke deltager i nadverfejringen. Det til trods for, at guideafsnittet på katakombernes officielle hjemmeside oplyser, at fresken er en tydeligt reference til fejringen af det hellige nadvermåltid.

Den anden fresko, der viser en kvinde med løftede arme, mener Fabrizio Bisconti er et billede af en bedende kvinde og intet andet:

Nogle udlægninger af fortiden er en smule sensationalistiske, men de er ikke troværdige, siger han.

Biskop for den katolske kirke i Danmark, Czeslaw Kozon, mener heller ikke, at nyheden om freskernes kvinder giver nogen anledning til forsøg på at ændre den katolske kirkes lære om, at præstedømmet er forbeholdt mænd:

Fordi man finder en fresko, der tilsyneladende viser en kvindelig præst, betyder det ikke, at man engang har haft kvindelige præster på legitim vis. Hvis der skulle have været kvindelige præster, har det ikke været regulært for kirken, og det har på ingen måde været udbredt.

LÆS OGSÅ: Vatikanet: Kvindelige kardinaler - nej tak!

Czeslaw Kozon nævner en kendt mosaik i Santa Prassede-kirken i Rom, som viser en kvinde betegnet som episkopa, altså bispinde eller kvindelig biskop, men hun var formodentlig blot mor til en biskop og har derfor fået den fine titel, mener han. For selvom der er tekster og billeder, som man har villet tolke i retning af eksistensen af ordinerede kvinder, slår han fast, at der aldrig har været kvindelige biskopper i den katolske kirke.

Kvinden på den italienske fresko har derfor heller ikke været ordineret, mener den katolske biskop:

Kvinden har en dalmatika på. Det er ikke et præsteklædningsstykke, men en diakonklædning. Der har været kvinder i oldkirken, som kaldtes for diakonisser, men deres embede var ikke en parallel til det mandlige diakonat.

Grunden til, at det ordinerede embede i den katolske kirke kun er for mænd, er ifølge biskop Czeslaw Kozon grundlagt i Jesu virke:

Den katolske præst repræsenterer på en helt unik måde Kristus og står i Kristi sted. Kristus selv er mand, han udvalgte kun mandlige apostle, og kirken ser sig ikke berettiget til at ændre den praksis.

LÆS OGSÅ: Kan en kvinde blive diakon i den katolske kirke?

Priscilla-katakomberne kan besøges i Rom, og hvis man ikke har mulighed for at være der fysisk, kan man tage på en virtuel tur rundt i de antikke katakomber ved hjælp af Google Maps.

Eukaristien - eller nadverscenen - fra Priscilla-katakombernes freskoer. Foto: akg-images / Andre Held/ Denmark
Priscilla-katakomberne har undergået en fem år lang restaurering under ledelse af den Pavelige Kommission for Hellig Arkæologi. Foto: FILIPPO MONTEFORTE/ Denmark
Freskoerne i Priscilla-katakomberne er fra mellem det andet og femte århundrede. Foto: FILIPPO MONTEFORTE/ Denmark
Freskoer i katakomberne. Foto: FILIPPO MONTEFORTE/ Denmark
Besøgende, der går op og ned af trapperne i Priscilla-katakomberne. Foto: FILIPPO MONTEFORTE/ Denmark