Bibelske action-figurer til salg

Samson actionfigur fra serien Spirit Warriors. Foto: www.one2believe.com.

Den amerikanske supermarkedskæde Wal-Mart tester i øjeblikket salget af bibelske actionfigurer i udvalgte butikker

Jesus og Moses er udsolgt, men man kan stadig købe Maria, Noa og David. En stor version af Samson er også til salg - med Dalila iklædt hidsig pink som supplement i æsken. Figurerne står sammen med andet legetøj i de overfyldte gange i supermarkedskæden Wal-Mart i Pennsylvania, USA. De er endnu kun i butikken på testbasis, for Wal-Mart skal føle sig frem i det religiøst konservative område.

- Det her er bibelbæltet, et konservativt område, siger Doug Jacobsen, professor i religion ved Messiah College i Pennsylvania til Patriot-News og tilføjer, at det burde være grund nok til, at actionfigurerne passer godt ind.

Det er dog ikke alle kirkelige samfund, der har modtaget de bibelske actionhelte med åbne arme. Dukkerne har således både vakt afsky og glæde. I den evangeliske frikirke i byen Carlisle er de bibelske actionfigurer blevet modtaget positivt, for kirken er overbevist om, at børn lærer bedst igennem leg.

Den modsatte holdning har Kristi Kirke i Carlisle. Her er man bekymret for, at børn blot vil se de bibelske figurer som enhver anden actionhelt. Og det duer ikke. For mens Jesus er en sand figur, så er actionheltene det ikke, siger et medlem af menigheden, Jane Beachy, til Patriot-News.

Mens der er blandede følelser omkring de bibelske figurer og bekymringer om, hvorvidt de er egnede til legetøj, så er producenten, One2believe, ikke i tvivl. En talsmand siger til Patriot-News, at de første tilbagemeldinger fra Wal-Mart butikkerne har været positive. Og det overrasker slet ikke professor i religion Doug Jacobsen, at det lige netop er, hvor de evangeliske grupper står stærkt, at det bibelske legetøj sælger godt.

- De evangeliske grupper har igennem lang tid inkluderet popkulturen på en måde, som passede netop til deres behov, siger han.