Bono: Slut med fastelavnstid i Vesten

U2's dybt troende forsanger, Bono, skriver i en klumme i The New York Times, at troen ikke bare hænger sammen med sjælens, men også verdens frelse

Det er velkendt for de fleste, at rockgruppen U2´s forsanger Bono går op i at redde verden ved at være med til at forbedre vilkårene for millioner af mennesker samt gøre en indsats for miljøet.

Hvad de færreste imidlertid var klar over indtil for kort tid siden er, at også troen spiller en central rolle i Bonos liv.

I en klumme i The New York Times skriver Bono om, hvordan han ser på kristendommen, som han beskriver som en religion, der har sin egen rytme. Fra fastelavnstidens rumba over fastens stille musik til påskens jublende hymner.

Påsken er en ny chance

Bono har især et inderligt forhold til påsken, som han omtaler som højtiden, hvor ikke kun Jesus men også han selv lever og dør.

- Påsken er den personlige genfødsel, som jeg altid har brug for. Og især for et par år siden, da min far døde. Jeg husker, hvordan jeg knælede i et kapel i Frankrig, mens jeg tænkte på vores kampe og på alle de spildte muligheder, hvor jeg missede at lære ham at kende. Men jeg husker også den følelse, som kom over mig af en fred så stor, at den var hinsides forståelse, siger Bono og fortsætter:

- Det er den samme følelse, som jeg har ved påsketid. Måske fordi påsken er den højtid, der kræver mest tro. Tro på at døden ikke er afslutningen. At korset er en korsvej, der kan føre dig et nyt og måske bedre sted hen. Uanset hvad religion man har, eller om man er religiøs i det hele taget, så er ideen om at starte forfra altid tiltrækkende.

Bono holder meget af at deltage i gudstjenester og være tilstede i kirkerummet for hans sjæls skyld. For som han siger: Mit følelsesliv lever af musik og mit intellektuelle liv af mine skriverier - men det er i religionen, at jeg finder og søger min sjæl.

Vesten lever i overforbrug og fastelavn

Bono er dog på mange måder mere optaget af den omkringliggende verden end af hans egen sjæl eller teologiske diskussioner.

Bonos kristne tro går nemlig hånd i hånd med en meget praktisk vinkel på sagen, som når han sammenligner den vestlige verdens overforbrug med fastelavnstidens ødsle overforbrug.

- Men nu er fastelavnstiden forbi. De økonomiske markeder og klimaet kan ikke mere. De nye produktionsmetoder har ændret verden og er godt i gang med at smelte indlandsisen og ødelægge havene. Kapitalismen er sat for retten sammen med globaliseringen. Vi i den vestlige verden plejer at sige, at vi ønsker, at resten af verdens befolkning kunne have de goder, som vi har. Men vi ville forgå i skidt, hvis alle skulle have et køleskab, et hus og en firhjulstrækker, siger Bono og konkluderer, at de tanker ikke duer længere.

Fasten er i gang

- Det er blevet faste, hvad enten vi vil det eller ej. Men med fasten kommer også håbet om frelsen. Ikke kun i religiøs, men især også i økonomisk forstand, skriver Bono i sin klumme og forklarer:

- Ved årtusindskiftet fik mange afrikanske lande eftergivet store dele af deres gæld, og pengene blev i stedet brugt til skoler. Det var ikke enden på økonomisk slaveri. Men det var en ny begyndelse, der betød at 34 millioner flere afrikanske børn fik chancen for at gå i skole. Det giver håb. Også for os i den vestlige verden, som i øjeblikket kæmper mere, end vi har gjort i mange år. Men det er i de hårde tider, at man skal vise, hvad man består af.

Og vi består af meget og kan gøre meget, mener U2´s forsanger og uddyber til slut:

Vi lever i en tid, hvor vi snakker mere om penges værdi end om værdier. Men det er vigtigt, at vi gør en forskel og prøver at hjælpe dem, der er dårligere stillet end os selv. Ja, faktisk er det hverken almisser eller godgørenhed det er simpel retfærdighed, men også en investering i en verden, der hele tiden ændrer sig. En verden, hvor vi vores velstand til trods - også behøver venner.