Egypten tillader konversion tilbage til kristendom

Et lille skridt på vejen mod religionslighed blev taget i Egypten, da højesteret accepterede tolv egypteres konversion fra islam til kristendom. - Foto: Arkiv

Tolv kristent-fødte egyptere, der var konverteret til islam, har nu juridisk opbakning til at vende tilbage til deres oprindelige kristne tro

Egyptens højesteret afsagde i begyndelsen af februar en kendelse til fordel for landets koptiske kristne.

Tolv kristne, der var konverteret til islam, har nu officiel juridisk anerkendelse af, at de har valgt at gå tilbage til kristendommen. Det skriver Associated Press.

Tabte retssag i 2007
De tolv koptiske kristne tabte i 2007 en retssag imod den egyptiske regerings politik omkring de nationale identitetskort, der blandt andet registrerer egyptiske borgeres religiøse tilhørsforhold.

De koptiske kristnes nederlag betød, at de fortsat skulle være registreret som muslimer på trods af deres konvertering. Denne politik er ikke baseret på den egyptiske lovgivning, men derimod på en fortolkning af den muslimske lov, sharia, der forbyder frafald.

Kendelsen fremmer religionslighed
Februars kendelse fra højesteret forkaster dommen fra 2007 og er et velkomment skridt i kampen imod religiøs diskrimination i Egypten, mener menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch.

Organisationen ved navn Det Egyptiske Initiativ for Personlige Rettigheder (EIPR) har i samarbejde med Human Rights Watch lagt pres på den egyptiske regering i forbindelse med sagen. Organisationen finder hele episoden unødvendig.

- Dommernes beslutning markerer en lykkelig slutning på en meningsløs og unødvendig kamp. Det var kun indenrigsministeriets stædige insisteren på at sætte fordomme over loven, der gjorde det nødvendigt at gå til domstolen i det hele taget, siger Hossam Bahgat, der er leder af EIPR.

Også de tolv kopteres advokat, Mamdouh Nakhlah, var tilfreds med afgørelsen:

- Dette vil åbne døren for, at mange flere kan vende tilbage til kristendommen, siger han til Associated Press og kalder kendelsen for en sejr for menneskerettigheder og religionslighed i Egypten.

Stadig svært at konvertere fra islam
At kendelsen generelt vil medføre lettere forhold for konverteringen til kristendommen er dog langt fra givet. Kendelsen blev begrundet i, at de tolv koptere var født som kristne.

Egyptere, der er født som muslimer, får derved næppe lettere ved at få en konvertering til kristendommen accepteret. På nuværende tidspunkt risikerer de diskrimination og fængsling på grund af deres konvertering

De koptiske kristne udgør cirka 10 procent af Egyptens 76 millioner mennesker.