Evangelikale kristne: Naturkatastrofer er Guds straf

Den 70-årige japanske kvinde, Hiro Ono, indsamler de få brugbare ting hun kan finde i den tsunami-hærgede landsby, Noda i Japan. Foto: Yasuyoshi Chiba.

Ny amerikansk meningsmåling viser, at evangelikale kristne mere end nogen anden gruppe tolker naturkatastrofer som et tegn fra Gud

Hele 67 procent af amerikanske adspurgte hvide evangelikale kristne mener, at naturkatastrofer er et tegn fra Gud. Til sammenligning mener kun omkring en tredjedel af alle adspurgte katolikker og protestanter, at naturkatastrofer hænger sammen med bibelske apokalyptiske profetier.

Det viser en meningsmåling der netop er blevet offentliggjort af den religiøse forskningsinstitution Public Religion Research Institute (PRRI) i et samarbejde med Religion News Service (RNS).

Undersøgelsen viser dermed, at de hvide evangelikale kristne adskiller sig markant fra andre kristne grupper, idet eksempelvis kun 31 procent af de adspurgte katolikker og 34 procent af de adspurgte protestanter mener, at der er en sammenhæng mellem naturkatastrofer og de bibelske dommedagsprofetier.

Blandt de adspurgte i undersøgelsen viste det sig desuden, at der blandt republikanere var 52 procent der mente, at naturkatastrofer var et tegn på det, der i Bibelen omtales som de sidste tider.

Ifølge den amerikanske avis The Christian Post har direktøren for PRRI, Daniel Cox, udtalt om meningsmålingen:

Evangelikale protestanter og republikanere er meget mere tilbøjelige til at tro, at naturkatastrofer er bevis for, hvad Bibelen kalder endetiden snarere end bevis for globale klimaforandringer.

Mens godt syv ud af ti hvide evangelikale kristne svarede, at de tolker naturkatastrofer som et tegn fra Gud, mener 58 procent af samtlige deltagere i undersøgelsen, at naturkatastroferne i stedet hænger sammen med den globale opvarmning.

En mindre del (52 procent) af alle adspurgte evangelikale mener, at de globale klimaforandringer har forårsaget de seneste naturkatastrofer.

Meningsmålingen fra PRRI/RNS er baseret på svar indhentet fra 1.008 voksne amerikanere og blev foretaget umiddelbart efter det voldsomme jordskælv og tsunamien, der ramte Japan for nylig.

Meningsmålingen viste desuden, at 53 procent af de adspurgte hvide evangelikale kristne tror, at Gud straffer nationer for befolkningens synder. Dog har ingen evangelikale ledere i USA endnu offentligt stået frem og tolket det seneste jordskælv i Japan som Guds straf over den japanske befolkning.

Det er ellers set tidligere, at fremtrædende religiøse ledere offentligt har fortolket tragiske naturkatastrofer som Guds straf mod den ramte befolkning. Blandt andet udtalte mediemogulen og evangelisten Pat Robertson sidste år, at Haitis jordskælv var en forbandelse over haitianerne, som en straf for deres voodoo-religionsdyrkelse.

Ifølge meningsmålingen bakker langt de fleste amerikanere op om den finansielle støtte til det katastroferamte Japan. Flere end otte ud af ti respondenter svarede, at USAs økonomiske støtte til Japan enten var meget vigtig eller lidt vigtig på trods af de økonomiske udfordringer i hjemlandet USA.