Flere vil være katolsk præst i USA

Den katolske kirke i USA kan for første gang i årtier se en fremgang i antallet af kommende præster. Udviklingen sker efter flere års faldende tilbagegang i antallet af teologistuderende

Efter årtier med færre og færre præster og færre og færre sogne i den katolske kirke i USA ser det nu ud til at vende til bedre tider: Tilstrømningen til det teologiske studium er i år det højeste i næsten 20 år. Det skriver Religion News Service.

Ifølge Georgetown University Center for Applied Research in the Apostolate (CARA) fremgår det, at der i år er indskrevet 3694 teologistuderende, hvilket er en stigning på 16 procent siden 1995 og en 10 procents stigning siden 2005.

Hvad er grunden til denne opblomstring? Der er givet forskellige bud herpå, blandt andet en mere synlig tilskyndelse fra biskopper og sogne til at engagere sig, pave Benedikt XVI´s abdikation og den mere socialt orienterede og udadvendte nye pave Frans´ tiltrædelse.

Kaldet
Det var "et kald i mit hjerte, siger Kevin Fox, 24 år, til Religion News Service. Han er uddannet inden for elektroteknik og har hidtil arbejdet med CT-scannere. For nylig blev han indskrevet på St. Mary Seminary i Wickliffe i Ohio, i sit eget stift, Cleveland.

Jeg har altid haft en fornemmelse af at ville være præst, og min sognepræst fortalte mig, at han troede, at jeg kunne blive kaldet, men jeg skubbede det til side, siger Fox.

Først da han stod med en frisk kandidatgrad fra universitetet Case Western Reserve og sit første job på hånden, gik det op for ham, at den verdslige vej ikke fyldte hans sjæl med glæde. Han gik derfor i gang med teologistudiet og har ikke fortrudt det et eneste sekund.

Hverken de kulturelle udfordringer, der er i tiden eller de grove vittigheder om misbrug, har afskrækket ham. Han føler, at kirken har gjort en hel del for at forebygge rygter om misbrug, og at der på studiet er blevet gjort meget for at klæde de studerende på til at blive gode præster.

Mark Latcovich, der er præsident og rektor på St. Mary, hvor Fox studerer, er stolt af det høje antal studerende. Der er i øjeblikket indskrevet 72 studerende på bachelor- og kandidatuddannelsen, hvilket er det højeste antal i årtier, siger Rev Mark Latcovich. Det er de nuværende teologistuderende, der er vores bedste tilhængere. Hvis de er glade og bekræfter deres tro og åbner deres hjerter, så vil deres entusiasme og glæde smitte af på andre, siger han.

Mange mænd vil hellere give deres liv til noget, som virkelig giver mening, og de hungrer efter det sande, det smukke og det gode, mener Marc Latcovich.

Fornyet idealisme
I St. Johns Seminary i Camarillo i Californien spores den samme opadgående tendens i ansøgninger. Den nuværende rekord på 92 præstestuderende begyndte allerede for 6 år siden, fortæller rektor Monsignor Craig Cox til Religion News Service.

Han peger på en fornyelse af idealismen og en stærkere indsats for præsters og biskoppers kald som årsag til den positive vækst. At der er gået et stykke tid, siden krisen i den katolske kirke om seksuel misbrug var ny og toppede, kan også være en medvirkende årsag til den fornyede interesse for den katolske kirke, udtaler Craig Cox.

På St. Johns Seminary kommer der både studerende fra det sydlige Californien og fra Las Vegas. De er mellem 22 og 45 år, og selvom de er en del yngre end i andre klasser, kræver det lige så stor modenhed at komme igennem det til tider krævende og lange forløb.

I sidste instans, tror jeg, at Ånden er på arbejde," siger Craig Cox.

Ikke-katolske præsteuddannelser går tilbage

Hvor antallet af katolske præstestuderende er stigende i USA, og interessen for den katolske kirke er under opblomstring, synes det modsatte at være tilfældet inden for den protestantiske kirke og deres teologiske uddannelser.

Talskvinden for Associations of Theological Schools Eliza Brown fortæller, at antallet af protestantiske og ikke-konfessionelle kristne teologistuderende på 6 år, nemlig mellem 2006 og 2012, er faldet fra 31.532 til 29.249.

For menighederne i de protestantiske kirker har ikke på samme måde råd til at ansætte en fuldtidspræst, og de studerende, der afslutter med en gæld, har ikke råd til at arbejde i en deltidsstilling eller i et lavtlønnet embede, siger hun til Religion News Service.