Forskere: Man bliver "høj på Gud" i megakirken

Den kemiske balance i hjernen ændres og Gud bliver som et narkotikum, så man ikke kan vente med at komme igen for at få sit næste skud. Sådan forklarer en gruppe forskere i en ny afhandling de amerikanske megakirkers fremgang

Moderne rytmisk musik. Kameraer, der panorerer hen over den enorme menneskemængde. Storskærme, der viser euforiske, dansende, syngende eller grædende mennesker.

Beskrivelsen kunne passe til en rockkoncert, men på scenen foran menneskemængden står der ikke en rockstjerne men en protestantisk præst, og tilhørerne er ikke et koncertpublikum men flere tusinde amerikanske kirkegængere, der søndag efter søndag samles til gudstjeneste.

2000 kirkegængere til gudstjeneste
Indtil 1970erne tilhørte protestantiske kirkegængere i USA typisk en lille menighed. Siden da er de små menigheder blevet sat under pres af de såkaldte megakirker, der hver især samler mindst 2000 mennesker ved den ugentlige gudstjeneste.

Man anslår, at 10 procent af de amerikanske protestaner 6 millioner kirkegængere med jævne mellemrum kommer i en af de 1600 megakirker, skriver det amerikanske Religion News Service.

Man kunne ellers have en formodning om, at folk ville blive væk fra dem, fordi den store menneskemængde ville være uforenelig med det behov for nærvær, identifikation og intensitet, som mange kirkegængere efterspørger. Det stik modsatte har imidlertid vist sig at være tilfældet: Kirkegængerne er ovenud begejstrede for de enorme gudstjenester og giver udtryk for, at de netop her finder det nærvær og den personlige oplevelse af det religiøse, som de har efterspurgt.

Kirkegængere bliver høje på Gud
Men hvordan hænger det sammen, at disse gigantiske forsamlinger af mennesker kan harmonere med behovet for personlig religiøsitet? Det har en gruppe amerikanske forskere i religion ved University of Washington under ledelse af professor James Welman undersøgt, og i august måned præsenterede de så deres afhandling God is Like a Drug: Explaining Interaction Ritual Chains in American Megachurches (Gud er som narko: Tolkning af Interaktionsritualer i Amerikanske Megakirker, red.).

Afhandlingen hævder, at megakirkernes gudstjenester med deres enorme menneskemængde og brug af musik, lys og lyd kan udløse ændringer i hjernens kemi hos kirkegængerne, så de bliver høje og euforiske, som var de på et spirituelt narkotikum, der gør, at de kommer igen og igen efter mere.

Ifølge afhandlingen får gudstjenester i megakirker niveauet af hormonet oxytocin til at vokse i tilhørernes hjerner. Oxytocin er kendt som kærlighedshormonet og forbindes med kram, kys, fødsler, sex og socialt samvær i det hele taget. Det er blevet påvist, at fællesoplevelser kan hæve niveauet af oxytocin, og det er altså de amerikanske forskeres påstand, at kirkegængerne ved megagudstjenesterne oplever en oxytocin-cocktail, der gør dem høje på Gud.

Ph.D. Katie Corcoran, der er medforfatter til afhandlingen, fortæller til Religion News Service, hvordan en kirkegænger forklarer sin begejstring for megagudstjenester med ordene Guds kærlighed bliver ... sådan et stof, at man ikke kan vente med at komme for at få sit næste skud ... man kan ikke vente med at blive en del af det hele og blive høj på Gud. Og en anden kirkegænger fortæller ifølge Corcoran, at man under gudstjenesten kan se Helligånden bevæge sig hen over menneskemængden som en bølge under en fodboldkamp.

Musik, lys, lyd og en karismatisk præst
Corcoran siger til Religion News Service, at store fællesoplevelser som koncerter eller sportsbegivenheder også kan udløse en fælles eufori og fornemmelse af at være høj, men at megakirkernes gudstjenester i denne sammenhæng er helt unikke, fordi den form for eufori, de skaber, er en stærk følelse af noget transcendent eller guddommeligt. Dette skyldes deres helt særlige kombination af musik, lys og lyd og en ekstremt karismatisk præst, der evner at tale, så tilhørerne føler, at han rammer netop dem.

Om præstens store betydning for euforien forklarer professor Welmann til Religion News Service: Præsten fungerer som et kraftcenter, som involverer menigheden gennem en tilgængelig, uformel og følelsesladet prædiken. Budskabet er ikke specielt analytisk eller teologisk, men føles rigtigt eller giver simpelthen mening for tilhørerne.

Optimistisk kristendom og kundeservice
Der er altså skabt god grobund for, at den enkelte kan få en religiøs oplevelse i megakirkerne. Og da de samtidig er præget af en stor grad af aktivitetstilbud, optimisme, åbenhed og tolerance og stort set ikke beskæftiger sig med tunge teologiske emner som fortabelse og fordømmelse, er kimen ifølge de amerikanske forskere lagt til succes.

Med titlen God as a Drug kunne man få det indtryk, at forskerne bag afhandlingen er meget kritiske over for megakirkernes fremgang. Professor Wellman, der selv er presbyteriansk præst, har da også i et tidligere interview til University of Washington sammenlignet megakirkerne med deres kom-som-du-er-attitude og store grad af kundeservice med McDonalds.

Welman understreger dog i forbindelse med præsentationen af afhandlingen, at han opfatter den eufori, som megakirkerne skaber som et godt narkotikum, fordi den kredser om et godt budskab og sigter på, at man skal være et ordentligt menneske, passe på sin familie og tilgive sin fjender. Og så opmuntrer megakirkerne deres medlemmer ved at sige: Det kan blive bedre, du kan blive lykkelig, forklarer Welman.

SE ET KLIP FRA EN PÅSKEGUDSTJENESTE FRA MEGAKIRKEN LAKEWOOD CHURCH: